Religiøse erfaringer udfordrer kirken

Charlotte Rørths uventede succes med beretningen om, hvordan hun mødte Jesus, stiller et afgørende spørgsmål til folkekirken: Er vi parat til at favne den personligt erfarede religiøsitet? spørger sognepræst Christian Roar Pedersen

Folk søger, men de søger ikke nødvendigvis kirken. Det er folkekirkens helt store udfordring og samtidig også en mulighed. Forskningen taler om dem, der er religiøse, men som ikke hører til i en gammeldags institutionel religion. “Believing without beloning”

Som en konsekvens af dette tager folk ikke længere kirkens dogmer for gode varer. Noget er ikke nødvendigvis sandt, fordi repræsentanter for en religion siger det. I stedet shopper folk rundt mellem de forskellige religioner. Man tager lidt fra hver, alt efter hvad man kan bruge. Chakra og dåb går hånd i hånd for det moderne menneske.

Samtidig kan man konstatere, at de religiøse oplevelser er på vej tilbage. Dogmernes tid er forbi. Den personlige oplevelse er in.

Dette blev tydeligt i starten af 2015. Præsten Per Ramsdal havde rejst en debat om Jesu opstandelse. Var den fysisk, eller hvordan skulle den forstås. Teologer og præster skændtes og diskuterede. Fordømte Per Ramsdal - og hinanden. Dogmerne må være forståelige for moderne naturvidenskabelige mennesker, hævdede nogle. Samtidig må de ikke skrives helt om, hævdede andre. Aviserne skrev om dette, men fik ikke alle detaljerne i fagdiskussionen med. Mest af alt var det et kuriosum, at en præst ikke troede på noget centralt i kristendommen.

Mens teologerne diskuterede opstandelsen, udgav journalist Charlotte Rørth en bog om mødet med den opstandne. Bogen “Jeg mødte Jesus. Bekendelser fra en modvilligt troende” udkom på Informations Forlag, og røg med det samme ind på boghandlernes bestsellerlister. Det er interessant, fordi den handler om Charlottes to visioner af Jesus, som hun fik i en spansk kirke. Hun mødte ham. Så ham. Rent konkret. Med afblegede hår på tæerne.

Læs også: Hun stod ansigt til ansigt med Jesus 

Charlotte var døbt, men ikke konfirmeret. Hun kom kun i kirke til jul. Nu fylder hun kirkens huse med sine foredrag om mødet med Jesus. Danskerne kan nemlig i den grad spejle sig i hendes beretning. Hun modtager hver dag mails fra folk, der har haft lignende oplevelser, men ikke tør stå frem. De er glade for nu at få en offentlig stemme.

Det tog Charlotte Rørth fem år at komme til rette med de voldsomme oplevelser. For 300 år siden var hun blevet brændt på bålet, skriver hun i bogen. Hun har nok ret.

I dag lever vi i det som Morten Thomsen Højsgaard kalder googlebuddhismens tidsalder. Vi googler os til erkendelse på det religiøse område. Charlotte Rørth googler sig også frem. Hun finder via nettet ud af, at hun står midt i en kundalini-forløsning. Hun opsøger new age vækstcenteret i Nr. Snede. Men hun opsøger også præster, forfattere og videnskabsmænd. Johannes af Korset, Søren Kierkegaard og en rejse til Israel.

Læs også: Fra google-buddhisme til wiki-kristendom 

Charlotte Rørths vandring er lang. Hun søger. Mening. Svar. Men ikke nødvendigvis i folkekirken. Den gode nyhed er, at hun også søger svar hos kirkens mænd og kvinder. Udfordringen er, at vi ikke længere er alene på det religiøse marked. Vi er som kirke i konkurrence med alle mulige andre forklaringer.

Charlotte Rørths uventede succes som religiøs forfatter stiller et afgørende spørgsmål til folkekirken: Er vi som kirke parat til at favne den personligt erfarede religiøsitet? I lang tid har den protestantiske kristendom i Danmark befundet sig i hovedet. Den var en intellektuel øvelse. Vægten lå på en god solid prædiken og en god solid teologi. Kroppen var glemt. Vi sad stille og stive på kirkebænkene for at hovedet ikke skulle blive rystet af for megen bevægelse. Men så begyndte kirkegængerne at rejse sig. De gik. På pilgrimsvandring. De gik op og tændte lys i lysgloben. De begyndte at meditere i kirkenrummet. Langsomt men sikkert har kroppen gjort sit indtog i folkekirken igen.

Problemet er, at vi som kirke stiller for få ressourcer til rådighed for de søgende danskere. Det spirituelle bliver hurtigt til en hobby for særligt interesserede. Hvis du er interesseret i det, kan du godt få lov at arbejde med det som præst. Det er ikke en integreret del af den almindelige uddannelse af præsterne. Vist er der ansat præster til åndeligt søgende, men de er stadig få. Der mangler systematik og en bred massiv indsats.

Læs også: Thranholm: Dansk kristendom lider af lede ved det hellige 

En oplagt løsning vil være, at folkekirken opretter åndelige centre rundt om i landet. Åbne klostre hvor man kan komme, hvis man er har haft en åndelig oplevelse eller gerne vil have det. Udbrændte og stressede danskere skal kunne finde hvile i disse klostre. Vi skal have et troværdigt alternativ til yogo, coaches og konsulenter. Vi skal tilbyde oplevelser på det personlige plan, som folk kan google sig frem til. Vi skal tilbyde viden.

Vi behøver ikke smide teologien væk af den grund. Teologerne må stadig gerne skændes. Blot skal vi erkende, at folk er gået fra vane til valg, og hvis vi som kirke skal nå dem, skal vi tilbyde det, de søger. Og også gerne det de ikke ved, de søger efter: Kristendommen.

 I sidste ende kan vi trøste os ved, at hvis teologerne tier, så taler journalisterne. For i sidste ende flyver Ånden, hvorhen den vil.

Christian Roar Pedersen er mediekonsulent, sognepræst og skriver kristendomsanalysen på kristendom.dk.