Er reinkarnation grænsen for folkekirkens rummelighed?

Folkekirken bør forblive rummelig, men den må ikke miste sin evangelisk-lutherske tradition. Derfor hører reinkarnation ikke hjemme i den danske folkekirke, vurderer ph.d. og cand.theol. Jette Bendixen Rønkilde

Når bølgerne går højt i de kirkelige og teologiske diskussioner, hævdes det jævnligt, at det er afgørende, at den danske folkekirke skal være bevidst om både at være og vedblive at være rummelig. Ved at være folkekirke er der indbygget en særlig forpligtelse til at kunne rumme hele folket og dermed også til tider temmelig forskelligartede opfattelser af kristendom.

Senest er det blevet hævdet som et eksistensvilkår for folkekirken, at den åbenbart også skal kunne rumme ikke bare medlemmer, men også præster, der krydrer den evangeliske-lutherske kristendom med livsfilosofi og spiritisme fra andre religiøse traditioner som eksempelvis tanken om reinkarnation. Hvis rummelighed er en essentiel del af folkekirkens særlige kendetegn som kristent kirkesamfund, så bliver det at kunne inkorporere reinkarnation i en eller anden form naturligvis et naturligt og nødvendigt forehavende. Men måske skal der sættes fokus på forholdet mellem rummelighed og rimelighed. Er det rimeligt, at der skal være rummelighed?

Er det rimeligt at inkorporere reinkarnation overfor den store og lange tradition, som folkekirken er skrevet ind i? Fra de tidlige kristne menigheder over stridigheder og reformation, Grundtvig og grundlov, til den folkekirkelige virkelighed anno 2016 er det blevet diskuteret, hvad der er både rummeligt og rimeligt at tro på, hvis man samtidig skal fastholde at være et kristent, evangelisk-luthersk kirkesamfund.

Men også i forhold til kirkens medlemmer må spørgsmålet om rimelighed i rummeligheden være ganske centralt. For er det rimeligt, at kirkens medlemmer ikke kan vide sig sikre på, hvad det egentlig er for en kirke, de er medlemmer af? Er folkekirkens evangelisk-lutherske kristendom, i alle dens rummelige skikkelser, virkelig forenelig med en så anderledes tankegang som reinkarnation i den udgave, der kendes fra østlige religioner?

Slår man ordet ”reinkarnation” op i Ordbog over det danske Sprog betyder det ”genfødelse til nyt liv på jorden”. Tanken om reinkarnation kredser om det enkelte menneske, karma og menneskets mulighed for at genfødes som enten regnorm eller højere oppe i hierarkiet.

Men det er ikke så fjernt endda, at tale om genfødelse til nyt liv på jorden inden for kristendommen. Dåbsritualet i folkekirken bruger endda ordet. Efter at dåbskandidaten har fået tre håndfulde vand øst på hovedet i ”Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”, siger præsten under håndspålæggelse: ”Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden…”. De døbte genfødes! Og så er det vel ikke fjernt at bruge ordet reinkarnation i stedet for genfødsel?

Jo, for når der tales om genfødsel i dåben, er det i en helt anden betydning end den, som er i centrum i tanken om reinkarnation. Den døbte genfødes til et liv, som er gennemsyret af Jesu Kristi død og opstandelse. Det er et liv, som er mærket af en andens død, som Lisbeth Kjær Müller formulerer det i seneste udgave af Dansk Kirketidende (01/2016). 

Ved at blive døbt, bliver den døbte en del af Kristi krop i verden: den kristne kirke. Den døbte bliver mærket med korset både foran ansigt og bryst. Det korstegn er den døbtes livs fortegn. Dåben suspenderer den enkeltes død, den suspenderer, at vi af egne kræfter og god karma kan få et bedre liv efter døden. Det er altså ikke den enkelte, der genfødes som noget andet. Det er i stedet Kristus, der fødes - som tro, håb og kærlighed - i den døbte.

Det er rimeligt, at der er rummelighed i folkekirken. Men det er ikke rummeligt at suspendere al rimelighed i forhold til, hvad en evangelisk-luthersk kirke er.

Jette Bendixen Rønkilde er ph.d., vikarpræst og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.