Se verden fra Jesusbarnets perspektiv
Rasmus Seebach har skrevet en ny julesang, der bevæger sig i det typiske Seebach-univers, men samtidig har en tydelig opfordring til at se verden som et barn igen – for så er der håb for mennesker, så kan selv en fjende blive en ven, skriver sognepræst Jette Rønkilde
På de amerikanske teologiske uddannelser er det næsten selvindlysende, at universitetsområdet også rummer en kirke. Det sætter en kontekst for meget af det, der foregår på uddannelserne og indenfor forskningen.
Det lutherske seminarium i Philadelphia er ingen undtagelse. Kirkens indretning adskiller sig ikke nævneværdigt fra en typisk dansk kirke med alter, prædikestol, bænkerækker og en døbefont. Står man enten ved alteret eller på prædikestolen og kigger ned mod kirkebænkene, kan man se et maleri på den modsatte endevæg.
Billedet forestiller Jesus, og det er en tydelig gengivelse af fortællingen fra Lukasevangeliet om Jesus som tolvårig i templet. Jesus er ikke portrætteret som lyttende iagttager, men står op med pegefingeren entusiastisk vinklet opad. Maleriet fremstiller drengen Jesus, som en der underviser og lærer fra sig.
Billedet står skarpt i min erindring på grund af den ordveksling, der fandt sted i rummet. En nu pensioneret professor ved det stedlige universitet gav udtryk for, at netop dette motiv havde en særlig betydning for ham. Det var med til at minde ham om, hvem den egentlige lærermester er: barnet. For ham var det et væsentligt perspektivskifte. Det nærede hans sunde ydmyghed og afværgede hans egen skråsikre teologi, når han underviste.
Jeg blev mindet om den amerikanske professors ord om hans dybe teologiske overvejelser ud fra maleriet i Philadelphia, da årets TV2-julekalender ”Juleønsket” rullede over skærmen 1. december. Til trods for at den (foreløbigt, i hvert fald) er et lidt uigennemskueligt sammensurium af engle, dæmoner, buddhisme og klassiske juletraditioner, imens den skildrer den travle danske families hamster(h)jul, var der alligevel noget i den, som fængede min teologiske opmærksomhed. Titelsangen ”Lille store verden” deler et væsentligt aspekt med både maleriet og professorens udlægning: en ændring i perspektivet.
Rasmus Seebach har skrevet tekst og melodi til en sang, der nok skal blive en mindre landeplage, inden vi når den 24. december. Den vil sikkert også blive nævnt i større eller mindre grad i en hel del danske juleprædikener. Det er der nok også god grund til, for selv om den bevæger sig i det typiske Seebach-univers af hverdagsnære oplevelser og følelser, så er opfordringen til at se verden som et barn igen tydelig – og årsagen til at vi skal gøre det er klar: så er der håb for mennesker. Så kan selv en fjende blive en ven.
Kender man til den kristne grundfortælling, er det oplagt at se en hentydning til julebarnet i krybben. Talrige malerier og kunstneriske fremstillinger, for slet ikke at tale om et utal af forskellige træskærerarbejder, viser scenen med barnet i krybben i stalden. Men historien er måske meget mere grænseoverskridende, hvis perspektivet skifter. Der er forskel på at se på krybben fra verdens perspektiv og at se på verden fra krybbens perspektiv.
Det grundlæggende og afgørende punkt i kristendommen er, at Gud blev menneske. Født og lagt i halmpragt. I en dansk sammenhæng har der, måske særligt de sidste hundrede år, været mange forsøg på at formulere kristendommen som avancerede filosofiske, sociale eller mytiske sandheder. Med barnets sprog kan det ikke formuleres i så hverdagsforladte abstraktioner, men er nødt til at være funderet i hø, halm – og Rasmus Seebach.
Når verden ses fra krybben, så kan den godt tænkes som systemer og analyseres som fænomen. Men den er først og fremmest den verden, som både Gud og mennesker fødes ind i. Det er her tro, håb og kærlighed har deres sted.
Jette Bendixen Rønkilde er ph.d., vikarpræst og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.