Analyse

Skal Danmark holdes oppe af grænsebomme og gyserretorik?

Men er der med det ”kristne” i Danmark alene tale om bedstemors efterladenskaber, der er henglemt i dragkisten på loftet – eller er der tale om en nærværende og levende tro, der både giver dyb forankring indvortes, men som flyder over i ord og handling med budskabet om Guds gode nyheder, der er for alle mennesker. Også i forhold til den muslim, der er kommet til Danmark, spørger sekretariatschef Birger Nygaard. Foto: Privatfoto

Flere muslimer i Danmark bringer os til sandhedens punkt: Hvad tror vi selv på? Er der livskraft og overbevisning i vores tro og vores kultur? Spørger sekretariatschef Birger Nygaard

De render os over ende. De vil ændre vores kultur. De følger ikke vore normer og levevis. Parallelsamfund. Vi skal ikke lade dem komme ind i vores land. Det er begyndelsen på enden for Danmark og det danske. Det handler om muslimerne.

En stor del af os danskere er alvorligt bange for det, der sker lige nu med masseflugten til Europa. Den helt store del, af dem der flygter, er muslimer. Det er almindelige familier, far, mor og børn, som søger beskyttelse og en bedre fremtid. Men de sidste par generationers integrationsproblemer har belært os om, at det ikke er omkostningsfrit at tage imod muslimske flygtninge.

Islam er og forbliver en stærk kulturindlejret religion, som rejser med, når muslimer migrerer til Europa. Vi kan ikke bare sige, at alt er ved det gamle. Noget nyt er iblandt os, som påvirker os og ”det Danmark, vi kender”.

Det er derfor i udgangspunktet helt berettiget og relevant at udtrykke frygt for det, der sker iblandt os. Der er ikke tale om indvandrere, der uden videre assimilerer sig med det, vi anser for fantastiske danske værdier.

Vi forventer naivt, at de nye medborgere skal tilpasse sig og lære at elske det danske og de danske værdier. Så vi bliver pikeret, når det virker som om, at vores værdier ikke uden videre er attraktive for muslimske indvandrere, der forsøger at balancere deres tilværelse mellem forankring i islam og deltagelse i dansk skole, arbejdsmarked og samfundsliv.

Vi troede i første omgang, at islam bare var noget med beklædning og slør og madvaner. Men vi begynder at forstå, at nedenunder dette ydre findes et stort og sammenhængende civilisationsskabende system af dybe overbevisninger, der ikke forsvinder ved den danske grænse.

Kun en tåbe tror, at disse overbevisninger er ligegyldige, og at vi som danskere ikke behøver forholde os til dem, derfor er mange danskere dybt nede bange for det muslimske.

Ser vi på historien, kan vi læse, hvordan gennemkristne samfund blev væltet af islam. Og ser vi på vores egen tid, er det historien, at islam er i stærk fremgang mange steder i verden. Vi oplever i øjeblikket voldsom radikalisering i Mellemøsten. Hvad bliver det næste?

Gentagne gange har jeg fra kristne ledere, der lever i lande med muslimsk majoritet hørt, at vi i Vesten ikke forstår, hvad vi har med at gøre. Mange steder oplever de i stigende grad undertrykkelse, diskrimination og marginalisering: at være andenrangsborgere uden lige rettigheder for loven og socialt.

Disse kristne ledere siger til vores sekulære tankegang, der anser religion for at være ligegyldig, at vi burde være mere bange for islam. Så her er vi: Islam i Danmark og Europa er en realitet. Vi går ikke ind for voldelig undertrykkelse eller udryddelse af religiøse minoriteter. Vi tror, at religion er et frit valg, en grundlæggende menneskeret. Gode Gud. Hvad gør vi?

Situationen udfordrer os til at besinde os på, hvad vi selv tror på. Frygten i os antyder, at vores kristne arv og tro er af en karakter, der uafvendeligt i løbet af nogle år vil blive blæst omkuld af en kvart million muslimer i Danmark.

Den sekulære danske humanisme synes ikke at have meget mere tro på sig selv. Hvis troen på vores egen tro og vort eget samfund er så svag, fortjener den tro og det samfund måske ikke i længden at overleve. Og hvis et så svagt samfund skal holdes oppe med krykker og gangstativer i form af grænsebomme og xenofobisk gyserretorik, er vi ilde stedt.

Så islams tilstedeværelse i Danmark bringer os til sandhedens punkt: Hvad tror vi selv på? Er der livskraft og overbevisning i vores tro og vores kultur? Er den for os selv og andre mere overbevisende end det, vi er bange for? Det er på høje tid, at vi atter reflekterer over og finder ord for netop dette.

Regeringen har i sit regeringsgrundlag formuleret, at Danmark er et kristent land. Så langt så godt. Der er ingen tvivl om, at Danmark har en kristen historie og kulturarv, som har formet rigtig meget hos os, skønt formuleringen også er en provokation i et pluralistisk samfund.

Men er der med det ”kristne” alene tale om bedstemors efterladenskaber, der er henglemt i dragkisten på loftet – eller er der tale om en nærværende og levende tro, der både giver dyb forankring indvortes, men som flyder over i ord og handling med budskabet om Guds gode nyheder, der er for alle mennesker. Også i forhold til den muslim, der er kommet til Danmark og som hidtil aldrig har haft muligheden for at høre det budskab, der i så høj grad har formet det samfund, vi er så glade for.

Sammen med rummeligheden over for den fremmede og det fremmede, udfordres vi således til kristen mission, at dele vores tro med den muslimske flygtning. Naturligvis ud fra dyb respekt for flygtningens sårbare situation, hendes eksisterende tro og velvidende, at ingen kan ”omvende” nogen, idet tro er et mysterium, der tilegnes i et helt frit rum.

Men tro er samtidig en kraft, som flytter, om ikke bjerge, så hjerter, samfund og kulturer. Troen formidles allerede i det øjeblik, der bliver taget imod, rakt en flaske vand og et venligt velkomstsmil. Derfor er det noget forfærdeligt sludder, når nødhjælps- og socialarbejdere påstår, at de altid handler neutralt. Der ligger altid en tro bag en bevægelse.

Tro må imidlertid også formidles med ord: når vi i samtale med flygtningen fortæller, hvordan vi som enkeltpersoner og som kristent samfund selv var fremmede for, men nu er venner med, den Gud, der har givet sig selv og alt i Kristus.

Hver uge er der muslimer i Danmark, i hvem dette budskab antager skikkelse og bliver til deres egen tro. I Holstebro går en gruppe på 18 i øjeblikket til dåbsforberedelse. Vælger de efter undervisning og grundig pastoral vejledning at blive døbt, er det velvidende, at det at blive sendt tilbage til deres hjemland som konvertit kan være særdeles risikabelt.

Islams indtog i Danmark er en velkommen anledning til at gøre op med en vissen religionsneutralitet og med glæde at genfinde troen i ”Danmark er et kristent land”. Kristendom er ikke kun en kultur. Det er først og fremmest den tro, der skaber kulturen.

For Paulus var det sådan, at han ”stod i gæld med evangeliet” til hedninger. På samme måde har vi heller ikke ret til at forholde vores evangeliske tro fra andre, blot fordi de ikke er født i Danmark.

Birger Nygaard er sekretariatschef ved Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.