Biskop: Godt at kirken kommer under kulturministeren

"Manu Sareen har jeg haft et godt samarbejde med, selv om vi nogle gange er har været lidt uenige," skriver biskop Kjeld Holm i anledning af, at Marianne Jelved overtager posten som kirkeminister fra Sareen Foto: Søren Staal.

Der kan komme noget godt ud af, at den nye kirkeminister Marianne Jelved (R) også er kulturminister, så man også kan se kirke og kristendom i en kulturel sammenhæng, mener biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm

Hvordan lyder din velkomsthilsen til Marianne Jelved? Hvad ønsker du dig af hende som kirkeminister?

"Jeg ser frem til et fint samarbejde med Marianne Jelved. Folkekirken er ikke ukendt land for hende, og der kan komme noget godt ud af, at hun også er kulturminister, så man også kan se kirke og kristendom i en kulturel sammenhæng."

LÆS OGSÅ: Marianne Jelved bliver ny kirke- og kulturminister

Hvordan lyder din afskedshilsen til Manu Sareen? Hvordan vil du huske hans tid som kirkeminister?

"Manu Sareen har jeg haft et godt samarbejde med, selv om vi nogle gange er har været lidt uenige, men sådan er det. Jeg tror, han vil blive en fortræffelig social- og integrationsminister. Ikke mindst på det sidste område kender jeg hans engagement."

LÆS OGSÅ: Haarder: Manu Sareen havde for travlt med at herse med kirken