De historier, kristne og muslimer er fælles om

Blandt klenodierne i Davids Samling er der flere flotte miniaturemalerier fra det store digt Yusuf og Zulaykha, skrevet 1483 af den persiske digter Djami (1414-1492). Her ses Yusuf trækkes op af Brønden. Miniature fra Djamis "Yusuf og Zulaykha", Bukhara, cirka 1560. 2 Zulaykha vil ligge med Yusuf. Miniature fra Djamis ”Yusuf og Zulaykha”, Bukhara 1683. 3 Zulaykhas dameselskab. Miniature fra Djamis Yusuf og Zulaykha, Bukhara, ca. 1560. De skinsyge kvinder skærer sig i fingrene i stedet for at skære i appelsinen da de ser den underskønne Yusuf (med mægtig flammeglorie). Miniaturer som dette er blandt forlæggene til Thomas Manns forrygende gendigtning af denne scene – der hos ham ender i et veritabelt blodbad. 4 Zulaykha – med sin nyvundne ungdom og skønhed – begæres af Yusuf. Miniature fra Djamis Yusuf og Zulaykha, Bukhara 1683. Foto: Davids Samling.

Davids Samling i København rummer et fremragende eksempel på det historiske sammenfald mellem den kristne og den muslimske verden. Et sammenfald, som også Karen Blixen spiller en rolle i

I Afrika underholdt forfatteren Karen Blixen sig undertiden med de somaliske kvinder på farmen. En af dem kunne lange stykker af Koranen udenad og havde sans for teologi. Af hende fik jeg den rigtige sammenhæng i historien om Josef og Potifars hustru at vide.

LÆS OGSÅ: Skabt til Guds ære

Den rigtige sammenhæng hvad mener Blixen mon med det?

Det kan man få en idé om ved et besøg på Davids Samling i København. Det er ingen hemmelighed, at dette museum besidder nogle af de mest exceptionelle genstande fra den muslimske kultur. Det er ganske overvældende at gå rundt i den islamiske samling; men som på alle museer kan det være en lise for psyken at koncentrere sig om udvalgte genstande eller emner. Så det gør vi: Josef og Potifars hustru eller som de hedder her: Yusuf og Zulaykha. Blandt klenodierne i Davids Samling er der flere flotte miniaturemalerier fra det store digt Yusuf og Zulaykha, skrevet i 1483 af den persiske digter Djami (1414-1492).

Vi kender jo på vores breddegrader godt historien om Josef, nemlig fra Det Gamle Testamente (1. Mos, 37-50). En dramatisk og veldrejet lille novelle: Josef er søn af Jakob, han vækker sine brødres vrede og misundelse, blandt andet ved at fortælle dem drømme om, hvordan han skal komme til at herske over dem. De putter ham i en brønd, hvorfra han trækkes op af forbirejsende købmænd, der sælger ham som slave i Egypten. Køberen er Faraos hofmand, Potifar. Dennes hustru vil i seng med den skønne hebræiske yngling. Josef flygter ud af værelset, må i farten efterlade sin kappe, og det bliver så beviset, som Potifars hustru bruger for uretmæssigt at få ham kastet i fængsel for uterlig opførsel!

Denne forførelsesscene er et yndet motiv i europæisk renæssance- og barokkunst: Tintoretto, Rembrandt og mange andre har malet scenen. Dante sender i Den guddommelige komedie den liderlige kvinde i det dybeste helvede blandt usle løgnere og menedere.

Fra det mørke fængsel lykkes det imidlertid Josef at rejse sig til ære og værdighed takket være hans evner som drømmetyder; han tyder selveste Faraos drømme, bliver som 30-årig, hedder det udnævnt til premierminister, får kone og børn og magt. Og i denne position møder han igen sine brødre og sin fader og tilgiver dem i en hjertegribende scene. Han er som figur i Det Gamle Testamente den store fromme og vise mand med indsigt i den guddommelige plan.

I kristen teologi gav kirkefader Ambrosius (død 397) Josef-historien en eksemplarisk rolle med sin udspekulerede bibeludlægning: Alting i Det Nye Testamente er forjættet i Det GamIe; Josef er således modellen for renhed og kyskhed, en typologisk figur, der forudskikker Kristus. I kristen teologi er der en guddommelig sammenhæng mellem testamenterne.

For Blixen og somalikvinderne er den rigtige sammenhæng et spørgsmål om en god historie.

I den muslimske tradition er Yusuf ligeledes en eksemplarisk Guds mand, højt besunget af Muhammed selv. Yusufs historie, som den fremstilles i Koranens sura 12, følger langt hen ad vejen den i Det Gamle Testamente brønden, købmændene og så videre. Men der er små karakteristiske nuancer: Da Zulaykha begærer Yusuf og vil ligge med ham, står der: ... og han ville have begæret hende, hvis han ikke havde set sin Herres advarende tegn. Her er der i det hele taget mere forståelse for Zulaykha hun bliver simpelthen slået af hans skønhed og dybt forelsket i ham.

Kvinderne i byen hvisker og tisker og sladrer, så hun inviterer dem til middag. Under desserten kalder hun Yusuf ind og kvinderne falder i svime over hans dejlighed: Gud bevares!, sagde de og skar sig i fingrene. Han er jo intet menneske, men snarere en herlig engel.

Ydermere er der i Koranen en scene, hvor Zulaykha efter at Yusuf er sluppet ud af fængslet erkender sin synd og angrer.

Der er med nuancerne i Koranen basis for en rigtig romantisk kærlighedshistorie den rigtige sammenhæng i historien om Josef og Potifars hustru, den, som Blixen hører af de somaliske kvinder.

Den leverer Djami.

Vi skal ind i Miniaturegalleriet på Davids Samling. Her udstilles de håndtegnede illustrationer til digterværker fra et kæmpemæssigt geografisk område.

Til venstre for galleriindgangen er der et forsidemaleri fra en iransk udgave af Djamis digt; ellers er der tilsyneladende ikke spor af Yusuf og Zulaykha. Men under alle de blå udstillingsmontrer er der udtræksskuffer og det er faktisk meningen, at man trækker dem ud. Så mangedobles udstillingen pludselig. Og vores historie kommer frem i lyset.

I skuffedariet gemmer sig illustrationer fra flere udgaver af Djamis digt. Overalt er Yusuf skildret med en gevaldig flammeglorie, og vi får hele affæren med vores helte: Zulaykha, der vil ligge med Yusuf, og den sluttelige forening mellem de to.

For i den rigtige sammenhæng får de elskende hinanden til sidst.

Djamis store fortællende digt er blevet kaldt et af verdenslitteraturens smukkeste kærlighedsdigte, fyldt, som det er, med alt, hvad vi i Vesten forstår ved østerlandsk eventyr: erotik og intriger, farve-, dyre- og blomstermetaforer, stjernebilleder og en symbolik, der rækker lige lukt ind i himlen.

Men hvordan lyder historien så?

I en kort indledende sekvens hører vi om Jakob og hans sønner. Men så skifter synsvinklen brat: Det fortælles, at der i Vesten (i Mauretanien) levede en magtfuld konge ved navn Taimus. Han elskede sin datter, Zulaykha, mere end alt andet i verden

Nu sker der det, at Zulaykha en dejlig nat med sit hjertes øjne ser den skønneste unge mand for sig med angivelse af, at han er at finde som vesir i Egypten. Hun er ganske besat af sin forestilling, nægter at have med lokale og tilrejsende friere at gøre, indtil en ambassadør fra Egypten melder sig på vesirens vegne. Da er hendes lykke gjort.

Zulaykha drager med et pragtfuldt følge til Memphis i Egypten, og vesirens modtagelseskomité er ikke mindre overdådig. Men den vesir, hun møder, er jo ikke ham, hun har set i drømme!

En ærkeengels mystiske røst trøster hende: Han er måske ikke dit hjertes begær og dit øjes lyst. Men han er vejen til dit hjertets mål. Frygt ikke: Han vil lade dit sølvskrin uberørt, for hans nøgle er af det blødeste voks. Sagen er, at Faraos embedsmænd, inklusive vesiren, er eunukker.

Zulaykha må lade sig ægte, men omsider dukker slaven Yusuf op. Vi får forførelsesscenen en laaang en, der bølger gennem paladsets værelser: Yusuf tigger mindeligt om at blive fri, hvad der ikke er let for ham, for du er en flammende ild, og jeg en dusk tør bomuld. Han lover som den fremsynede profet, han er at han ved en senere lejlighed i livet vil opfylde hendes ønsker: Ville du råde en, der er ved at dø af tørst, svarer hun, til at vente med at drikke til i morgen?.

De intrigante damer ved hoffet bemærker, hvordan Zulaykha vansmægter, og hun inviterer dem til en komsammen for at forklare sin elskovssyge. Hos Djami understreges det, at det er appelsiner, der serveres. Appelsiner er med deres varme farve et modstykke til den gustengule misundelse og skinsyge. Øjeblikket indtræffer, Yusuf kaldes ind for at skænke vin og hofdamerne henrives totalt ved synet af ham, så de ikke længere kunne skelne frugt fra fingre.

Yusuf nægter fortsat at lade sig forføre, og han ender i fængsel. Men efter sin drømmetydning kaldes han frem for Farao. Det samme gør Zulaykha. Hun bekender sin svig og angrer. Og Yusuf udnævnes (omsider) til vesir.

Djami var tilhænger af sufismen, den islamiske mystik, der undertiden betegnes som inderlighedens islam. I sin fortælling tillægger Djami efterhånden begivenhederne større og større symbolsk betydning.

Under Yusufs fangenskab sørger Zulaykha dybt og inderligt og hun begynder at forholde sig sufistisk til sig selv, afdør så at sige fra såvel denne verden som fra sit eget selv, så opfyldt af kærlighed er hun.

Djami benytter lejligheden til en lille digression i fortællingen: Også du, Djami: kom ud af dit eget selv, og begiv dig ind i den evige glædes bolig. Vi er på vej til en drejning af det kødelige begær til åndeligt begær efter Gud, til en opgåen i gudskærlighed.

Netop oplevelsen af en ekstatisk forening med Gud er sufiens mål, og det er et kernepunkt i al sufismetænkning og -digtning. Et kontroversielt og blasfemisk projekt ifølge ortodoks muslimsk lære. Al-Halladj (død 922) og Rumi (1207-73) er et par af de store sufi-mestre, som Djami lægger sig i forlængelse af.

I Miniaturegalleriet er der i øvrigt adskillige billeder af sufier, nogle af dem på vej ind i den ekstatiske sindstilstand gennem meditation eller dervishdans.

Foreningen er overskriften på et af Djami-digtets sidste kapitler hvor Zulaykha omsider får sin drømmevesir.

Hun har i de mange år siden Yusufs fængsling og senere oprejsning kun haft ham og kærligheden i hovedet. Hendes eunuk-mand er død, og hun har ødet sin rigdom bort guld, sølv, juveler, diadem til enhver, der kunne fortælle hende nyt om hendes elskede. Hun er endt som grå og afdanket, lever som husvild i vejkanten, så hun kan få et blik af vesiren Yusuf, når han i pragt drager forbi.

Endelig får hun foretræde for ham. Da det går op for ham, hvem han har foran sig, giver han den fornedrede kone tre ønsker. Hun ønsker sig den samme ungdom og skønhed, som da de første gang mødtes, dernæst at hun må se hans ansigt. Ved Yusufs bøn og hjælp fra himlen forvandles Zulaykha: Ungdom fordriver alder, fyrre bliver til atten, hendes krop bliver slank som en cypres, rynkerne forsvinder, lys i øjnene. Den nyskønnes sidste ønske er, at hun må forenes med sin elskede.

Yusuf (der hos Djami ikke er gift) tøver og beder himlen om råd og endelig forenes de i et metafor-mættet samleje. Han finder hendes smykkeskrin intakt og lukket med en sølvlås. Med sin glinsende rubin åbner han det. Og de elskende vågner i en billedlig rosenhave, svalet af morgenbrisen og berøvet al selviskhed.

LÆS OGSÅ:
10 billeder af Gud

Og du, Djami? spørger digteren sig selv i epilogen. Hvad kendetegner den fuldkomne modenhed? At være landet på ikke-eksistensens grund. Han tilskynder sig selv til at lukke bogen, byder sin tunge at være stille for stilhed er det højeste. Vejen til den mystiske forening.

Djamis kærlighedsdigt er da også i sin helhed blevet tolket som en allegorisk fremstilling af mystikerens vej til og sluttelige forening med Gud.

Djamis digt er (endnu!) ikke oversat til dansk. Jeg har anvendt David Pendleburys engelske prosaoversættelse (fra 1980). Dertil det uddrag, der er medtaget i bogen Persian Love-Songs (fra 1901), som findes i Karen Blixens bibliotek på Rungstedlund. Blixen var godt hjemme i Koranen og i litteratur om islam, og hun har altså kendt Djami og den islamiske Yusuf-tradition. Dertil tyndlæste hun Thomas Manns fire-binds-romanværk Josef og hans brødre, hvormed han ville omfunktionere myten.

I Blixens fortælling Vejene omkring Pisa (fra Syv fantastiske fortællinger) fortæller hovedpersonen, Agnese, en lille mærkværdig historie; den begynder sådan: Dengang da Josef var premierminister i Egypten, og Potifars hustru en gammel dame, søgte hun audiens hos ham. Og med dette senere møde er vi allerede langt væk fra Bibelens version. Kendskab til Djami løser måske ikke endegyldigt spørgsmålet om, hvilket formål denne fortælling i Vejene omkring Pisa skal tjene, men det leder læseren et godt stykke på vej.

Og på Davids Samling kan man altså få den rigtige sammenhæng i historien om Josef og Potifars hustru at se i Miniaturegalleriet.

kultur@k.dk

Ivan Z. Sørensen er forfatter, blandt andet til flere bøger om Karen Blixen. Senest udkom bogen Små historier fra Firenze.Billederne kan ses året rundt på Davids Samling i København. Til efteråret åbner desuden særudstillingen Sufisme islams mystiske vej, hvor Djamis historie behandles nærmere.

Foto: Davids Samling.
Foto: Davids Samling.