To kirker fortæller Tysklands historie

Facaden på Berlins Domkirke er imponerende og storslået og siger meget om Tysklands selvbillede i begyndelsen af det 20. århundrede. Foto: - Ffoto: stock.xchng.

To kirker i Berlin fortæller tilsammen en historie om kristendommens udvikling i det mest skæbnesvangre århundrede i Tysklands historie

Den ene ligner en kompakt udgave af Peterskirken; den anden en bygning fra et moderne kunstmuseum.

Domkirken Berliner-Dom og den nye Kejser Wilhelms Mindekirke i Berlin er bygget i hver sin ende af det tyvende århundrede og repræsenterer henholdsvis et Tyskland med en strålende fremtid foran sig og et Tyskland, der i mange år fremover vil blive overskygget af sin fortid.

Tilsammen står de to kirker ikke blot som et monument over Tysklands tragiske skæbne i det tyvende århundrede. De står også som et vidnesbyrd over kristendommens enorme spændvidde. Den kan både fejre storslåede sejre og give lindring i nederlagets time.

Kristendommens skiftende rolleDomkirken i Berlin var kronen på værket over bestræbelserne for at samle den moderne tyske stat. Den kristendom der fremstilles i kirkebygningen, er en storslået succeshistorie om samarbejdet mellem den protestantiske kirke og den tyske stat.

Den nye mindekirke for Kejser Wilhelm står derimod som et monument over kristendommens rolle i et Tyskland, der er arret efter Anden Verdenskrigs rædsler og forbrydelser. En kristendom, der giver ro og fordybelse til at helbrede sårene, og en Kristus der er tilgivelse, kærlighed og soning på én gang.

I det følgende kan du læse mere om de to kirker:

Berliner-Dom

Berlins Domkirke blev påbegyndt i 1894 og stod færdig i 1905. Den ligger midt i Berlin på Museumsøen, hvor det tyske riges skatte skulle vises frem til pomp og pragt for befolkningen.

Kejser Wilhelm II beordrede kirken bygget efter en arkitektkonkurrence. Kriterierne var netop, at domkirken skulle passe ind blandt Museumsøens andre prangende bygninger. Den skulle repræsentere Tysklands hastigt vogtende magt.

Og det er et imponerende kirkerum. Altertavlen er meget smuk, ornamenteringen er overdådig og orgelet er overvældende i sin majestæt. Men det, der er mest slående, er den række af statuer, der omkranser rummet højt oppe under kuplen.

Over alteret står de fire store reformatorer af kristendommen: Martin Luther, Ulrich Zwingli, Philipp Melanchton og Jean Calvin. Over for dem står fire samtidige tyske fyrster: Frederik den vise, Phillipp I af Hessen, Joachim II af Brandenburg og Albert af Preussen.

Alle fyrsterne hjalp på hver deres måde reformatorerne med at gennemføre deres teologiske projekt. Kirken skal altså fremvise den storslåethed, som den tyske stat håbede at opnå i samarbejde med den reformerte kristendom.

Berliner-Dom er et pragtmonument over både den reformerte kristendoms succes og den tyske stats lovende potentiale på kanten af det tyvende århundrede.

Kejser Wilhelms Mindekirke 

Ganske anderledes får man det, når man træder op fra metrosystemets mørke tuneller, og Kejser Wilhelms Mindekirke tårner sig op over en.

Kirken stod færdig i 1890 og var et imponerende bygningsværk, der ikke lod Berliner-Dom meget tilbage i sin ekstravagante fejring af den tyske stat og den tyske kristendom.

I 1943 blev kirken imidlertid sønderbombet under et af de britiske bombetogter, og kirken er aldrig blevet genopbygget. Den sønderrevne kirkefacade står tilbage som et synligt mindesmærke over krigens ødelæggelser.

Ved siden af den ødelagte kirke står imidlertid den nye Kejser Wilhelms Mindekirke fra 1961. Den er en lille, kantet bygning, der i dagslyset ser mørk og mat ud, og mest af alt ligner en tilbygning til et kunstmuseum. Men bevæger man sig ind i kirken, mødes man af en helt anden fornemmelse.

Små ruder omkranser hele rummet, hvor sollyset udefra bliver til et stille, blåt lys. Op imod alteret står række efter række af simple stole. Men det mest overvældende er krucifikset. I stedet for den sædvanlige, udskårne eller støbte Kristus på korset, hænger en gylden kæmpe af en mand over alteret. Hans arme er udspredt dels som på korset og dels som en omfavnelse.

Det stille blå lys, de simple stole og den overvældende repræsentation af frelseren; tilsammen bliver man slået af en religiøsitet, der er dyb i sin ro. Den nye kirkes indadvendte spiritualitet står således i stærk kontrast til den bombede pragtkirke, som den ikke desto mindre står i skyggen af.

Det stille kirkerum i den nye Kejser Wilhelm Mindekirke giver ro og fordybelse Foto: foto: http://www.hansgruener.de/docs_d/krippen/krzeit6.htm