Kristen undergrundsbog er blevet et kæmpehit

Romanen ”The Shack” (”Skuret”) af William P. Young, en tidligere hotelnattevagt, blevet en dundrende succes i USA. - Foto: Arkiv

Den kristne roman The Shack blev udgivet på et amatørforlag af en ukendt forfatter. Nu er den en dundrende succes i USA

En kristen roman skrevet af en ukendt forfatter, udgivet på et miniforlag oprettet til lejligheden af to tidligere præster og markedsført med et budget på kun 300 dollar (cirka 1400 kroner) lyder umiddelbart som en opskrift på fiasko.

Ikke desto mindre er romanen The Shack (Skuret) af William P. Young, en tidligere hotelnattevagt, blevet en dundrende succes i USA, hvor den tidligere på måneden debuterede som nummer ét på avisen New York Times bestsellerliste.

The Shack, hvis tema er frelse og Guds kærlighed, er et eksempel på, hvordan et amatørprojekt kan udvikle sig til et undergrundsfænomen og dernæst indtage det kommercielle massemarked.

Ifølge New York Times skrev den nu 53-årige William P. Young i 2005 bogen for at vise sin familie, hvordan han efter at have kæmpet med konsekvenserne af utroskab var helet ved at have formet et nyt forhold til Gud. Han forærede 15 kopier til sine seks børn og enkelte venner og e-mailede manuskriptet til en ven, den tidligere præst Wayne Jacobsen, der så et potentiale i bogen.

Efter at være blevet afvist af en lang række forlag investerede de to venner sammen med en tredje partner, en anden tidligere præst, 15.000 dollar (cirka 71.000 kroner) i at trykke og distribuere eksemplarer af bogen, som de opbevarede i en garage. Efter at have sendt bogen til indflydelsesrige kristne bekendte begyndte ordrerne at strømme ind, og The Shack blev diskuteret og omtalt på internetblogs, kristne radiokanaler og i kirker over hele landet.

Salget er også næret af kontrovers omkring bogens kreative tilgang til kristen lære.

The Shack fortæller historien om en sørgende far, der fire år efter mordet på sin datter tilbringer en weekend i det skur, hvor beviserne på gerningen blev fundet.

Her møder han Gud i form af en afrikansk-amerikansk kvinde, Jesus i form af en jødisk håndværker og Helligånden i form af en asiatisk kvinde.

Nogle kristne debattører betragter The Shack som kætteri og hævder, at den underminerer Bibelen, mens andre angriber romanen for dens nonchalante tilgang til teologi.

Et stort bogforlag er nu i færd med at markedsføre The Shack på reklametavler og i tv-annoncer, og romanen har fundet sin vej fra garagen til hylderne i de store amerikanske bogkæder. Ifølge de oprindelige forlæggere har bogen indtil videre solgt flere end en million eksemplarer.

nyholm@kristeligt-dagblad.dk