Thorvaldsen og kristendommen

fornemmelse for form og hans evne til at skabe bevægelse i skulpturerne, der gjorde ham berømt. - Den berømte danske billedhugger Bertel Thorvaldsen ville ikke fastlåses i en bestemt version af kristendommen og betragtede først og fremmest sig selv som kunstner

Bertel Thorvaldsen (1770-1844) er Danmarks nok mest berømte billedhugger med stor international anerkendelse. Hans kunst tilhører den nyklassicistiske stilart, og det var særligt hans fornemmelse for form og hans evne til at skabe bevægelse i skulpturerne, der gjorde ham berømt.

Han blev uddannet fra Kunstakademiet i København, men boede en stor del af sit liv i Rom. Og da han i 1838 vendte hjem til Danmark, modtog det officielle København ham som en kongesøn.

På Thorvaldsens Museum, som ligger i hjertet af København, kan man se en lang række af hans værker. Museet, der blev opført i 1839-48, blev bygget til at huse alle de skulpturer, som Thorvaldsen bragte med sig hjem. I museets gård ligger Thorvaldsen selv begravet.

Det fortælles om Bertel Thorvaldsen, at han en dag traf en mand på et gadehjørne, som spurgte ham, hvordan han dog, når han nu slet ikke var troende, kunne lave skulpturerne af Kristus og disciplene til Vor Frue Kirke i København. Hertil skulle Thorvaldsen have svaret, at han jo heller ikke troede på de græske guder, men dem havde han lavet adskillige figurer af alligevel.

Denne historie fortæller sognepræst Anne-Mette Gravgaard. Sammen med Eva Henschen skrev hun i 1996 bogen "Omkring Thorvaldsens Kristus" om Kristusfiguren i Vor Frue Kirke i Købehavn.

Men selvom Thorvaldsen selv hævdede, at han ikke var troende, vidner hans skulpturer og billedfriser med kristne motiver om en indsigt i det teologiske felt.

Grundtvig beskrev ham som "en hedning af sin egen art", og sandheden om Thorvaldsen er måske den, at han ikke ville spændes for nogen dogmatisk vogn. Han var både døbt og konfirmeret og blev siden også optaget i Frimurerlogen, men han var først og fremmest kunstner. Han forholdt sig til kristendommen med en kunstnerisk frimodighed, men var alligevel ikke irreligiøs.

- Thorvaldsen var en opportunist, han var religiøs, og i den tid og på de egne, han levede kunne man ikke være religiøs uden at være kristen. Kristendommen var hans reference og inspirationskilde, siger Anne-Mette Gravgaard.

Thorvaldsen ankom til Rom i 1797. Hans store kunstneriske idoler var renæssancekunstnerne Raphael (1483-1520) og Michelangelo (1475-1564), hvis motiver ofte har et kristent indhold. Alligevel var det nok snarere antikken end kristendommen, Thorvaldsen søgte i Rom.

Og konsekvensen blev, at han i Rom høstede stor inspiration fra begge dele. I 1824 modtog han sin hidtil største anerkendelse, idet han blev bedt om at lave et gravmonument over pave Pius d. 7 (se nederst på siden), som blev opstillet i Peterskirken i 1831.

I Rom lavede han i 1815 de to billedfriser "Dagen" og "Natten". Motivet "Natten" blev overordentlig populært, og fra midten af 1800-tallet dukkede motivet op i reproduktion på utallige gravstene. Og går man en tur i dag på gamle kirkegårde, både i Danmark og i udlandet, vil man ofte støde på det.

Den første bestilling på kirkeligt inventar modtog han i 1804 på en døbefont til Brahetrolleborg Kirke på Fyn. Men det er særligt skulpturerne i Københavns domkirke, Vor Frue, som mange i dag forbinder med Thorvaldsen. Oprindeligt var Kristusfiguren tiltænkt Christiansborg Slotskirke, men på Thorvaldsens forslag endte alle skulpturerne i domkirken.

Ifølge Anne-Mette Gravgaard er det særligt dåbsenglen, som i armene bærer dåbsfadet i form af en muslingskal, man bør lægge mærke til blandt skulpturerne i domkirken, og så selvfølgelig den store Kristusfigur bag altret.

Thorvaldsen lavede to udgaver af dåbsenglen. I den første er englen oprejst i en gående position, som om den vil gå frem mod menigheden og indbyde til dåb. I den endelige udgave knæler englen ned og holder muslingeskallen frem i armene i en bevægelse som om, den lige er dalet ned midt i kirken.

Kristusfiguren er på flere måder dobbelttydig.

- Når man bevæger sig ind i kirken, er det faktisk som at træde ind i et hedensk tempel, hvor Kristusfiguren er det hedenske idol for enden af søjlehallen, siger Anne-Mette Gravgaard.

Men indskriften på soklen lyder "Kommer til mig", et citat hentet fra Det nye Testamente, hvor Jesus taler til alle de mange mennesker omkring ham, som længes efter trøst og omsorg.

Det er dog ikke kun for at byde velkommen, at Kristusfiguren står med åbne arme, for figuren forestiller også den opstandne Kristus, som har samlet de 12 apostle omkring sig for at vise dem sårene i sine hænder.

Figuren er dermed et symbol på den frelse og forsoning, som Kristus skænker menneskene gennem sin død og sit blod, et symbol på den forsoning man modtager gennem nadveren.

- Når man går til alters er det en fantastisk oplevelse at kigge op på Kristusfiguren, man oplever en fornemmelse af at blive modtaget i et fælles rum. Kristus er ikke bare en kirkevært, nej man bliver modtaget og løftet op, siger Anne-Mette Gravgaard.