"Frygt og Bæven"
B.Sc.phys.math. Robert Udmark

Samtalen mellem teologi og naturvidenskab er måske højere udviklet i Tyskland end i Danmark. Dette emne var tilsyneladende Niels Bohrs sårbare punkt, han var udmeldt af Folkekirken, og verdensreligionerne gjorde ham meget ulykkelig. Bohrs interesse var naturvidenskab, og etik var for ham givet af vores tilværelse i verden uden guddommelig åbenbaring. Heller ikke Einstein troede på Gud, men holdt meget af jødedommens og religionernes etiske indhold. I modsætning til Bohr havde Heisenberg en positiv opfattelse af religiøst sprog og kristen kultur. Heisenberg ville gerne som menneskesjæl bevare vores verdens centrale orden. For Bohr var dette ikke muligt, da gudsbegrebet jo må være forpligtende. Bohr mente, at det er meningsløst at tænke sig forhold, der ikke kan beskrives i verden med sproget. I den jødisk-kristne overlevering er Gud Herren den totalt anderledes, hvis mysterium og navn er ubeskriveligt, så på den måde tvang Bohrs store respekt for sproget ham vel til at tie om det, hvorom man ikke kan tale. Jøder og kristne kan imidlertid godt tale meningsfuldt til Gud, da Gud allerede har talt til menneskene i åbenbaringen. Den levende Gud er kærlighedens fuldkomne hvile og Ånd. Gud er selv Herre over sproget, og Guds Ord talte ved Herrens lydige tjener. Bohr begreb ikke mysteriet i kristendommen. Han havde selvfølgelig et normalt ordforråd og kunne godt udbryde: Gudskelov! Bohr kunne ikke tilgive Heisenberg hans alvorlige fejlskøn på tysk side under krigen. Men Heisenbergs ærefrygt for Bohr var livslang.

Komplementaritet beskriver naturens ’kan være’. Menneskets endelighed gør det umuligt at begribe den af Gud skabte uendelige natur, som man altid selv er en del af, og når man prøver, tvinges man ud i komplementære betragtningsmåder. Med usikkerhed til følge. Kulturel angstneurose med dens tabu over menneskenaturen eller komplementært hertil skizofrent naturligt begær med mistro til kulturen er på en måde konsekvensen af menneskets naturlige synd. Desuden lider den naturlige synder af angsten for Guds fravær i verden, og den kulturelle kætter lider af begæret efter at gøre sig selv til Gud. Disse to betinger naturligvis hinanden. På den måde er Einstein og jeg selv kulturelle kættere, fordi vi begærer at se verden fra Guds perspektiv. Bohr vil netop under sprogets lov forbyde os alle dette kætteri. Ligesom Einstein under naturloven vil forbyde Gud at spille med terninger. Gud taler i lignelser, og Bibelen er i sin helhed modsigelsesfri. Teologens sprog må være klart. Gud Herrens hellige navn og de menneskelige personnavne er de mest meningsfulde af sprogets begreber, så jeg er virkelig uenig med Bohr, da Bohrs fejl er, at han frakender Herrens navn dets transcendente absoluthed alene af den grund, at denne betydning ikke kan rummes i sproget. Abraham gjorde netop det modsatte. Abraham gjorde Herren til sin Gud, fordi han troede, at Herren er Gud, og at Ordet taler i gerning, når Gud selv vil. Gud er således ikke fraværende i verden. Abraham var synder; men Abraham troede Herren, og Han regnede ham det til retfærdighed. Skaberen er hellig, men sproget og naturloven er skabt. Når Gud Herrens navn er helligt, er det ikke bare af ærefrygt for sproget eller naturloven. Herren er en personlig Gud. Menneskets håb er at give sig selv i tro; tabt for verden at se Gud og få kærlighed: “Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud.” (Matt. 5,8)

Bohrs sprog var således altid strengt immanent. Men spørg kristendommens største forfatter og indehaver af Italiens højeste intellektuelle lærestol som retor i Milano Aurelius Augustinus om Gud eller Augustin er Herre over sproget. For det er muligt, at svaret ville afhænge af, om du spurgte den unge retor Augustin eller den gamle biskop Augustin. Der gives nu tre Guds-beviser: det ontologiske, det kosmologiske og det antropologiske. Einsteins indvendinger imod kvantefysikken gik vel nok på den fysiske umulighed af en kosmologisk Gud, og denne velkendte diskussion om kosmologi, statistisk fysik o.s.v. er naturligvis bærende i samtalen mellem religion og fysik. Men Bohrs tankegang og kritik af religionen er mere af ontologisk art, hvilket jo er meget velkomment, hvis kritikken er konstruktiv, og det er den med hensyn til Bohr ganske ofte (han ville skrive en bog). Blot afskaffer dårlige teologers misbrug af sproget ikke gode teologers brug af sproget. Endelig kan man have antropologiske indvendinger imod kristendommen som f.eks. spørgsmålene om lidelsen i verden, ligestilling mellem kønnene og krig. Den rystende beretning om Isaks offer er således tilsyneladende et godt antropologisk argument imod en grusom Gud. Men for Bibelens forfattere var det et antropologisk argument for Abrahams og dermed Israels retfærdiggørelse ved tro. Børn er en gave, og gavemodtagelse skaber etiske bånd mellem frie væsener. Vi ofrer gerne os selv og hinanden og vores børn til afguderne. Men tør vi anerkende, at eksistensen tilhører Abrahams Gud? Om dette har Søren Kierkegaard jo skrevet på sin egen måde i "Frygt og Bæven".

Litteratur:
Hans-Peter Dürr (Hrsg.) (1986): Physik und Transzendenz. Scherz.
David Favrholdt (2009): Filosoffen Niels Bohr. Informations Forlag.
Søren Kierkegaard (Johannes de Silentio, 1843): Frygt og Bæven. Gyldendal, 1996.

Gudsbeviserne.

Det ontologiske gudsbevis: Gud er een og derfor evig og derfor almægtig og derfor god.

Det antropologiske gudsbevis: Fornuftserkendelsen i etikken forudsætter eksistensen af personlig menneskelighed med samvittighed og menneskelig fri vilje, så mennesket som fornuftsvæsen kan være lydigt imod sin samvittighed, når denne ved fornuftens almene lov fordrer agtelse for menneskets menneskelighed. Den personlige menneskelighed er menneskets sjæl, som ikke er Gud, men Guds billede i naturen. Menneskesjælen er een, udødelig, fri og lydig. Den kan ikke være een i kraft af sig selv, kun i kraft af Gud.

Det kosmologiske gudsbevis: Den naturlige erkendelse i matematik og fysik forudsætter eksistensen af naturlov, som er logik, hvis det er matematik, og kausalitet, hvis det er fysik. I matematikken indebærer uafgørlighedssætningen, at logisk konsistens udelukker endelig afgørlighed af nogle logiske udsagn. Den logiske naturlov har således sat den logiske grænse for sig selv. I eksperimentalfysikken indebærer kvantemekanikkens ubestemthedsrelationer, at sikre målinger af position og bevægelsesmængde udelukker hinanden i et komplementært forhold. Den kausale naturlov har derved sat sin egen naturlige grænse for gyldigheden af klassisk fysik og af fysikkens virkelighedsbegreb.

Den monoteistiske opstandelsestro: Den naturlige erkendelse i biologi må opfatte de levende organismer som overgangsformer mellem den matematisk-fysiske natur og mennesket. Mennesket skal som Guds billede i naturen tro og leve evigt.

Forsøg på et protestantisk gudsbevis.

Der må skelnes mellem naturfænomen og tilværelse. Der må skelnes mellem natur og mening. Naturfænomenet kan være sandsynligt eller usandsynligt i forhold til anerkendte naturlove. Hvis det er sandsynligt, har man grund til at antage, at man kender den naturlige sammenhæng. Hvis det er usandsynligt på en tilsyneladende usystematisk måde i statistisk overensstemmelse med sandsynlighedsregningen anvendt på allerede anerkendte naturlove, har man grund til at antage, at den naturlige sammenhæng simpelthen skyldes de anerkendte naturlove neden under tilfældighedernes statistiske spil. Men hvis naturfænomenet i forhold til anerkendte naturlove er usandsynligt på en overbevisende systematisk måde i modstrid med sandsynlighedsregningen, har man god grund til at erkende nye naturlove. Derimod findes ingen grund til at antage en overnaturlig sammenhæng i naturen. En overnaturlig sammenhæng i tilværelsen kan man antage som tro på mening i tilværelsen; men hvis der var nogen grund til at antage nogen bestemt tro, ville det ikke være tro, men lov. En overnaturlig mening i tilværelsen lægges af troen frit ned over naturen. Hvis Gud eksisterer, er tilværelsens overnaturlige mening lagt ned over naturen af Gud. Hvis Gud ikke eksisterer, vil det være en filosofisk fejl at lægge nogen som helst overnaturlig mening ned over naturen. Mennesketilværelsen kan ikke erkendes som personlig tilværelse med mening uden tro på Gud. Gud må da være den ukendte Gud, for at troen ikke skal være lov.

Jeg svarer ved at sige, at den overnaturlige sammenhæng i naturen er kærlighedens passion. Og den ukendte Gud har Kristus åbenbaret for hele verden, for at Kirkens katolske tro for ethvert levende væsen skal være frihedens fuldkomne lov.