Luther ville have forsvaret kirkens autonomi

Luther ville have kæmpet imod politisk indblanding i folkekirkelige anliggender, skriver folketingskandidat Kåre Skarsholm (KD)

Luthers to-regimente-lære er under pres. Det skyldes, at den ofte er blevet misforstået, men også at Folketinget og regeringen har en stadig mindre forståelse for Luthers skel mellem kirke og stat.

Mange har fejllæst af Luther
Luther er fra begge sider af det politiske spektrum blevet taget til indtægt for, at religion og politik skal skilles ad. Der henvises i den forbindelse typisk til Luthers to-regimente-lære, som er en lære om forholdet mellem den politiske magts domæne og troens domæne.

Mest kendt er nok tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) brug af Luthers to-regimente-lære som argumentation for, at religion skal fylde mindre i det offentlige rum. Men det er udtryk for en grundlæggende fejllæsning af Luther.

Trosfrihed var det vigtigste for Luther
Luthers hensigt med at udvikle sin to-regimente-lære er ikke at skille religion og politik ad, men at sikre, at ingen magtinstans lovgiver om, hvad mennesket skal tro og tænke. Det er trosfriheden, der er Luthers primære ærinde med sin lære om de to forskellige herredømmer (regimenter).

Det fremgår klart af Luthers skrift "Om lydighed mod statsmagten" fra 1523, hvor Luther argumenterer for, hvor grænsen mellem det verdslige og det åndelige herredømme går.

Det verdslige herredømme, som også er det politiske herredømme, kan og må kun råde over det ydre, det vil sige menneskets krop og ejendom.

Det åndelige herredømme er Guds domæne. Her hersker Gud ved sit ord (Evangeliet) over menneskets indre, det vil sige menneskets tro og samvittighed. Gud bruger kirken som en hjælper til denne opgave, når kirken ellers holder sig til at forkynde evangeliet. For det er ikke en selvfølge, at kirken holder sig til denne opgave. Luthers to-regimente-lære er også et opgør med den katolske kirkes krav på verdslig magt.

Respekterer fyrsten ikke menneskets trosfrihed, så binder han dets samvittighed, og resultatet er, at statsmagten driver sjælen ud i den evige død, som Luther udtrykker det.

Luther gik ind for demokratiske frihedsrettigheder
Luther gør det i samme skrift også klart, at statsmagten ingen ret har til at bestemme, hvad borgerne skal tilslutte sig, eller hvilke bøger de har.

Luthers lægger med sin indædte kamp for både trosfrihed og ytringsfrihed grundstenen til vores moderne demokrati. For retten til at tro og ytre sig, som man vil, er de mest grundlæggende rettigheder i et moderne demokratisk samfund, som alt andet hviler på (se for eksempel Grundlovens § 77).

Det vil dog være for meget at hævde, at Luther var demokrat i egentlig forstand. Luther var på en række områder særdeles ikke-demokratisk. Blandt andet opfordrer Luther til, at jødernes synagoger skal brændes, så de kan blive jævnet med jorden, og udbredelsen af den falske lære kan blive stoppet.

Luther ville have kæmpet imod statens indblanding i folkekirken
Havde Luther levet i dag, ville han have været stærkt oprørt over, hvordan forholdet mellem Folketing, regering og folkekirke er ved at udvikle sig. Det drejer sig ikke mindst om spørgsmålet om kirkelig vielse af homoseksuelle.

Ifølge den tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) skal folkekirken udarbejde et ritual til vielse af homoseksuelle, såfremt Folketinget lovliggør et sådant ægteskab.

Nu kan man mene, hvad man vil om kirkelig vielse af to af samme køn. Det er ikke det afgørende her. Pointen er, at det som Folketinget vedtager vedrørende vielse af to af samme køn, har, ifølge den tidligere kirkeminister, direkte betydning for de ritualer, der skal være i folkekirken.

For Luther er kirkens ritualer udtryk for kirkens teologi. Ritualer og teologi kan med andre ord ikke skilles ad. Når Folketinget kan vedtage noget, som har betydning for kirkens ritualer, så er Folketinget dermed inde og bestemme folkekirkens teologi.

Luther ville være gået til kamp mod sådan sammenblanding af det verdslige og åndelige herredømme. Ingen jordisk magt har ret til at bestemme, hvad kirken skal lære. Det har kun Gud selv.

Hvis ikke de danske politikere besinder sig på Luthers klare skel mellem det verdslige og åndelige domæne, og forhindrer en politisk indblanding i folkekirkens ritualer og teologi, så truer de reelt trosfriheden og dermed i sidste ende også demokratiet.

Kåre Skarsholm er cand.theol og folketingskandidat for Kristendemokraterne