Onlinedebat: "Troen kan ikke bevises"

Hvad den endegyldige sandhed er, kan vi efter min mening ikke sige nu, kun hvad vi tror, den er, skriver domprovst Poul Henning Bartholin.  Foto:  Arkivfoto

Brøndby - OB. OB træner Lars Olsen.

 Foto:  Arkiv

 Foto:  Arkivfoto

Mickey Mouse er ikke populær i nogle dele af den islamiske verden

 Foto:  Privatfoto

Ferraris Fernando Alonso vinder søndag formel-1-løbet på Hockenheim-banen foran holdkammeraten Felipe Massa.

 Foto:  Privatfoto

Mange tidsperioder er repræsenteret i Velling Kirkes alterparti. Sten-alteret er bygget samtidig med kirken, som er fra 1100-tallet. Altertavlen er fra 1619 og passer til loftshøjden i bjælkeloftet. -- Foto fra bogen.

 Foto:  Privatfoto

 Foto:  Privatfoto

 Foto:  Privatfoto

OPDATERET 30. OKTOBER: Det er nødvendigt igen med Grundtvig at skelne mellem kristendommens sandhed og den sande kristendom. Den første er den vigtigste, skriver domprovst Poul Henning Bartholin til generalsekretær Robert Bladt. Dette er det sidste indlæg i debatten.

Kære Robert Bladt!

Hvad er objektiv tro? Den umiddelbare mening er ikke begribelig for mig. Tro er subjektiv per definition. Tro kan deles med andre i den forstand, at vi tror det samme, har tillid til at et eller flere udsagn er sandt.

I et af mine tidligere indlæg pegede jeg med tilslutning på Grundtvigs betoning af trosbekendelsen, fordi den er det, der er overgivet fra menneske til menneske, siden de første vidner til Jesu opstandelse.

Trosbekendelsen lød i al sin enkelhed: Jesus er Kristus! Vi overleverer dette til hinanden, som alt andet overleveres fra den ene til den anden. Det kan ikke bevises, hvilket absolut ikke udelukker, at det er sandt for mig og for andre. En sandhed er ikke sand uden at den er sand for nogen.

Gud kan ikke reduceres
Jeg kan ikke anerkende, at det er ualvorligt. Så er Paulus, Augustin, Luther, Grundtvig og Kierkegaard ualvorlige. Gud er magten bag, under og i alt liv for troen. Jeg læser mellem linjerne i dine indlæg en søgen efter bevis på Guds eksistens. Har jeg ret i denne fortolkning, så finder jeg, at du gør det rationelt og objektivt, som i sagens natur ikke kan være det. Det objektive og rationelle er reducerende.

Jesus Kristus er inkarnationen af den magt, der ikke kan rationaliseres og reduceres til en konge i vores forstand. Det kan få fatale følger at reducere den magt, der er i alt liv, for det er at gøre Gud lille.

Tro og tillid kommer af det, der høres sagt og tilegnet os. I vores trosbekendelse siger vi ikke, at vi tror på Skriften. Vi tror på den treenige Gud, der har inkarneret sig i Jesus fra Nazareth, og som åbenbarede Gud. Den samme åbenbaring sker, når vi hører budskabet som talt til mig.

Er det sandt? Ja, for den, der tror det, når det siges. Og når der skal leves, og når man skal dø. Den troens vished, som vi kan have, kan aldrig være objektiv. Fordi Gud ikke er et objekt, men et subjekt, der vil mig og alle mennesker noget. Derfor inkarnerer han sig i et menneske, der taler hans ord til os som ven med ven for igen at citere Grundtvig.

Vi kender ikke den endegyldige sandhed

Vi hævder, at vi taler sandt om Gud, fordi vi griber det budskab, der rummes i Bibelen i tro. Vi tror, fordi vi finder, at her er den mest indlysende rigtige tale om menneskelivet og menneskers vilkår i verden. I andre trosretninger og religioner har de det formentlig på tilsvarende måde. Hvad den endegyldige sandhed er, kan vi efter min mening ikke sige nu, kun hvad vi tror, den er.

Og det vil vise sig engang, om vor tro var sand eller falsk. Deri deler vi tro, håb og vilkår med alle dem, der er gået forud for os. Tænk på, at de første kristne troede, ikke på grund af den bibel, vi har, for den havde de ikke. De havde Loven og profeterne. De troede, fordi de fandt, at Jesus Kristus var den Messias, som der var blevet talt om.

Bemærkelsesværdigt er det, at Jesus mange gange kom i strid med de skriftkloge. Han forstod Messias anderledes end dem. De skriftkloge var også den gang uenige om tolkninger og forståelser. Det var vi også, da vi begyndte denne brevveksling.

Det er vi fremdeles, men jeg afstår fra at dømme om, hvilken tolkning, der er den objektivt sande. Det er nødvendigt igen med Grundtvig at skelne mellem kristendommens sandhed og den sande kristendom. Den første er den vigtigste for mig.

Med venlig hilsen
Poul Henning Bartholin

Kære Poul Henning Bartholin!

Jeg har lyst til at gribe fat i den sidste tråd i dit indlæg. Jeg vil gerne melde mig ind i din klub af skrøbelige troende. Det er vel netop det, kirken er. Et sted, hvor sårede, anfægtede, tvivlende mennesker kan finde trøst, opmuntring, håb og ... tro. Dette sker, når jeg tilegner mig Sandheden om Kristus som sandheden for mig.

Men hvis det, der er sandt for mig ikke også er sandt for dig, altså objektivt sandt, så er kristendommen et ondsindet bedrag. Så har kristendommens kritikere ret, når de har beskrevet kristendommen som en farlig, kollektiv illusion.

Jeg kan ikke tro mod bedre vidende

Selv om du viger tilbage fra at tale om denne objektive sandhed, kan du godt give udtryk for, om din subjektive tro også rummer en tro på, at det, som er sandt for dig, er sandt for alle mennesker. Det er jo apostlenes tro.

Ellers skulle de have holdt deres tro for sig selv og ikke udsat uskyldige mennesker for farer og forfølgelse som følge af at de blev kristne. Og vi skulle kalde alle missionærer hjem og lade buddhister, muslimer og ateister leve i fred. Hvordan skulle vi med frimodighed kunne hævde, at vores tro er mere sand end deres?

Men vi kan også sige mere end at vores kristne tro er en subjektiv tro på, at den kristne tro er sand for alle. Jeg kan ikke tro imod bedre vidende. Når en ateist og en kristen debatterer med hinanden er sandheden og overbevisningen om sandheden virkelig på spil.

Jeg kan ikke gemme mig bag min subjektive tro. Bliver jeg overbevist om, at Kristi opstandelse er svindel, må jeg omgående opgive min tro. Så ville min tro være tom, og jeg burde tage apostlen på ordet og æde og drikke, for i morgen skal vi dø.

Det er denne alvor, jeg mangler i dine indlæg. Du taler stærkt om troens skrøbelighed og usikkerhed. Men er der ikke andet at sige end denne usikkerhed? Eller er der lige så gode grunde til at tro på Muhammeds Allah, Sigmund Freuds faderbilledeprojektion eller Dan Browns Jesus-fantasi?

Troen frelser måske?
Hvis troen kun har en subjektiv side, har det konsekvenser. For forkyndelsen for eksempel. Så kan vi ikke forkynde som Paulus gør det i Det Nye Testamente: Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst, men må tilføje et måske. Det har også konsekvenser for den etiske vejledning. Så kan vi ikke sige som Paulus: Vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, men må tilføje et: efter min mening.

Men her er det Skriften hævder noget andet. Den hævder at være andet end Paulus mening og Paulus tro. Den hævder at være en åbenbaring af Kristus og hans vilje for mig. Og i denne åbenbaring kan jeg finde et fast fundament for mit liv.

Hvis den kristne tro på Kristus kun er sand for mig, så må jeg selv skabe min tro og bygge den på mine antagelser og formodninger. Hvis den kristne tro på Kristus derimod er sand uafhængigt af mig, så kan jeg lade Kristus gribe mig og være i troen med min anfægtelse og tvivl.

Venlig hilsen
Robert Bladt

Kære Robert Bladt!

Med dit seneste svar til mig, er jeg bange for, at vi er tæt på at tale forbi hinanden. Jeg vil derfor prøve at samle op og sætte vore uenigheder over for hinanden.

Jeg hævder, at Bibelen er en række skrifter, der er skrevet på grundlag af mundtlige beretninger, overleveringer og fortællinger. Den er redigeret, og både Det gamle og Det nye Testamente er blevet til ved en udelukkelse af andre skrifter. Tilblivelsen er menneskeværk fra ende til anden.

Det forunderlige er, at menneskeværket er blevet til, fordi mennesker har hørt et budskab, som de vil fortælle videre. I dette budskab indeholdes (findes) Guds ord.

Bibelen afgrænser hvilke skrifter, vi kan referere til, når vi vil tale om, hvad Guds ord eller budskab er. Det er mennesker, der tillægger Bibelen denne autoritet. Hvem skulle det ellers være?

Autoriteten ligger hos læseren
Forstår jeg dig rigtigt, når jeg opfatter det sådan, at du tillægger Bibelen en autoritet, fordi du forstår Bibelen som inspireret/ indblæst af Gud? Og at dette for dig er garanten for, at Bibelens budskab ikke er opkommet i nogen menneskehjerne? Ligesom Bibelen er en garant for, at vi har tro fælles med dem, der gik forud?

Hvis jeg har forstået dig ret, er denne opfattelse et værn mod tilfældighed i fortolkningerne og dermed mod 'omfortolkninger'. Og i dit seneste svar på mit spørgsmål om, hvorfor du har brug for en ekstra autoritet, svarer du, at Bibelens budskab er ekstraordinært, og du henviser til forsoningen ved Jesu død og opstandelse (korsteologi).

Det kan jeg ikke forstå som en ekstra (ydre) autoritet, men som en autoritet, der udspringer af budskabet. Og autoritet har det for den, der hører det, ikke fordi det er Guds ord, men fordi det bliver hørt og troet som Guds ord.

Troen er den enkeltes ansvar

Troen skænkes og med troen skænkes forudsætningen for at tro (troværdigheden), men troen er den enkeltes ansvar. Det er i troen og kun dér, at det enkelte menneske kan se sig selv i relationen til den treenige Gud (coram Deo/for Gud). Det er jo ikke fornuften, der afgør sandheden her. Det er troen. Og det svarer til, at der i mange menneskelige relationer er tale om tro, troværdighed og tillid på nogenlunde samme måde.

Nu vil du spørge, kan jeg forestille mig, hvor det evigtgyldige bliver af, som vi både kan leve og dø på? Strengt taget kan vi ikke pege på, hvad der er evigt, fordi vi er dødelige og endelige. Men vi går ud fra i tro, at den treenige Gud er evig.

Vi tror, at det evigt er sandt, at Guds skabende ord blev menneske, og at han som Gud og menneske - nemlig i Jesus Kristus - led, døde og opstod for at befri os fra den indbildning, vi stadig hilder os i, at vi er herrer over vores liv, og at vi ikke behøver en Gud.

For mig er Guds ord ikke en bog eller Bibelen, men jf. Johs 1,1ff Jesus Kristus, og jeg tilslutter mig helt Petter Dass: Gud er Gud, om alle land lå øde/ Gud er Gud, om alle mand var døde.

Det er noget, jeg tror. Ikke noget jeg véd. For troen er ligeså skrøbelig som det menneskeliv, den drejer sig om. I det menneskeliv rører den evige os. Tror jeg!

Med venlig hilsen
Poul Henning Bartholin
.

Kære Poul Henning Bartholin!

Du spørger, hvad det er for en ekstra autoritet, jeg har brug for. Det, Jesus og de bibelske forfattere hævder, er ganske ekstraordinært. Paulus: I ham (Jesus) har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vores synder ved Guds rige nåde. Jesus: Enhver, som tror på mig skal leve, om han end dør. Det helt centrale evangelium handler om tilgivelse for synd og adgang til det evige liv i det kommende Gudsrige.

Dette ekstraordinære budskab handler altså ikke 'kun' om mit liv i denne verden. Jeg skal ikke 'kun' leve på evangeliet. Jeg skal også dø på det og opstå på det. Hvis det skal lykkes, må der være kraft og virkelighed bag Jesu ord og bag apostelens ord. Det må være mere end et menneskes ord, der gør indtryk på mig. Det må være Guds ord.

Vi er ikke Bibelens dommere

Det er netop den selvforståelse, de bibelske forfattere har. Jo, vel findes der andet end Guds ord i Bibelen. Djævelen selv kommer til orde. Der er mennesker, som taler og handler i modstrid med sandheden. Hvis det er dette, du tager forbehold for, når du understreger, at Guds ord findes i Bibelen, men at Bibelen ikke er Guds ord, så kan vi følges ad.

Men det lyder på mig, som om du mere taler om, at der skal pågå en kritisk læsning af Bibelen, som også vil gøre sig til dommer over, om det, Bibelen selv lægger frem som Herrens ord, nu også kan tilskrives Herren eller hans bemyndigede profeter og apostle. I så fald kan vi ikke følges ad.

Kanonprocessen, som du henviser til, altså udvælgelsen af de 27 nytestamentlige skrifter som autoritative i kristendommen, kan ikke undskylde en kritisk sortering i budskaberne i Det Nyt Testamente. Tværtimod. Pointen med kanondannelsen var at fastslå, hvilke skrifter der var forpligtende rettesnor for klassisk kristen tro og liv.

Vores udfordring er Grosbøls evangelium
Jeg vil gerne tilslutte mig din pointe med, at vi må skelne mellem det tidsbundne og de evigtgyldige sandheder. Vi må også læse Bibelen med syn for forskellene mellem den gamle og den nye pagt.

Jøderne i den gamle pagt skulle omskæres, bringe ofre i templet og spise kosher mad. Alt det faldt bort med Jesu død og opstandelse.

Men det er sjældent den slags, som udfordrer os i dag. Det er derimod et evangelium a la Thorkild Grosbøl uden Gud, evighed og ånd. Denne forkyndelse har ligefrem 'vundet hævd' i folkekirken.

Her taler vi ikke om forskelle i tolkningen af, hvad der er tidsbundet og evigtgyldigt. Det gør vi heller ikke, når Bibelens formaninger til seksuel renhed, til at værne de svageste og til at leve nøjsomt og gavmildt ignoreres og vores samtids promiskuitet, abortpolitik og egoistiske fråds forbliver upåtalte, ja, i nogle tilfælde endog velsignes i folkekirken.

Det er heller ikke fortolkning af teksterne, når jomfrufødslen, Jesu legemlige opstandelse eller hans genkomst til dom forties eller fornægtes. Det er i bedste fald omtolkning.

Bibelen kræver ydmyghed

Jeg glæder mig i øvrigt over, at du ønsker at tale om evigtgyldige sandheder, for hermed er vi fælles om at mene, at sandheden findes uafhængigt af mig og ikke kun der, hvor noget bliver sandt for mig.

Kræver det ikke, at vi går til Bibelen med stor ydmyghed og ærbødighed? Tænk, om vi kommer til at tale eller vejlede til noget andet end den evigtgyldige sandhed, som vi møder i Skriften?

Bedste hilsner
Robert Bladt
.

.
Kære Robert Bladt,


Det er mennesker, der tillægger Bibelen autoritet, fordi vi i de 'profetiske og apostoliske skrifter' hører Guds åbenbaring. Hvorfor er det ikke nok for dig? Hvad er det for en ekstra autoritet, du har behov for, når du for eksempel hævder, at Bibelen er Guds ord og at Bibelen er blevet til på Guds initiativ?

Åbenbaringen, som bæres igennem de gammeltestamentlige skrifter og fuldendes i Guds inkarnation i Jesus fra Nazareth, der åbenbares som Kristus, taber ikke autoritet ved, at det er mennesker, der har modtaget den, erfaret den, fortalt den videre, fortolket den og skrevet den ned og til stadighed fortolket den.

Kritik af skrifterne er også klassisk teologi
Betegnelsen klassisk kristendom er en tilsnigelse. Nuvel, der er en linje i kirkernes og teologiens historie, der har formet og tegnet den linje, som både du og jeg står på og er præget af.

Men det er også klassisk teologi at beskæftige sig kritisk med skrifterne i Det gamle og Det nye Testamente. Det er sket i hele kirkens historie. Blandt andet derfor kom nogle skrifter ikke med ved fastlæggelse af kanon.

LÆS OGSÅ:
Markion ville skære kristendommens jødiske fortid bort

Hvorfor har du brug for den ekstra autoritet, som jeg finder, du argumenterer med? I Præsteløftet står der ikke, at Bibelen er Guds ord. Som du selv korrekt citerer Præsteløftet, så findes Guds ord i de profetiske og apostoliske skrifter. Er og findes er ikke det samme.

Hvorfor er det så afgørende at sige, at Bibelen er Guds ord? Hvis jeg må svare, som jeg forstår dig, er det, fordi du advarer mod en omfortolkning af kristendommen. Ja, men det er da ikke en risiko i dag, så vidt jeg kan se.

Hvad mener du med vilkårlighed?

Som jeg læser dig, vil du gerne undgå vilkårlighed i skriftudlægningen. Derom er vi enige. Derimod er jeg ikke sikker på, at vi forstår det samme ved ordet vilkårlighed. I såvel kirkens som teologiens historie og i dag arbejdes der med kriterier for bibelfortolkningen i de bibelteologiske fag.

Her anvender vi tekstteorier, sprogfilosofi, hermeneutik m.v. som alle andre tekstvidenskaber gør, sådan som der er tradition for i kirkens historie. Med Luther kan vi sige, at der er et afgørende kriterium, nemlig om teksten driver på Kristus. Eller sagt anderledes: bidrager teksten og tekstfortolkningen til at fremdrage Guds åbenbaring i Kristus, så den fremstår, så vi kan gribe den i tro, såfremt vi er ude i et forkyndende ærinde?

LÆS OGSÅ:
Sådan blev Bibelen til

Kan vi tolke teksten så vi kan uddrage en sammenhængende forståelse og beskrivelse af det, der er på færde i teksten, det som åbenbares? Kan vi finde kriterier, så vi kan skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, mellem tidsbundne udsagn og evigt gyldige sandheder?

For at sige det samme, må vi sige det anderledes
Grundtvig har mere end nogen anden peget på, at kristendommen bæres af den bekendelse, der er rakt fra slægt til slægt igennem århundrederne. Det var også sådan, at de første fædre skilte sig ud fra jødedommen og de andre religioner ved at sige Jesus er Kristus.

Dermed har vi et trosfællesskab med dem, der er gået forud for os, som du skriver. På en del områder fortolker vi anderledes i dag end i det 4. århundrede og det 19. århundrede, men vi lever jo også i en anden tid.

LÆS OGSÅ: Oversættelser af Bibelen

Mennesker forholder sig til en anden verden, til anderledes samfund, til en anden måde at leve på. For at sige det samme som vore fædre, må vi sige det på en anden måde. Er du ikke enig heri?

Venlig hilsen
Poul Henning Bartolin
.

.
Kære Poul Henning Bartholin!


Når jeg skriver, at vi tillægger Bibelen autoritet, tænker jeg ikke på dig og mig som enkeltpersoner, men på den kirke, som vi er en del af. Uanset hvilken autoritet jeg personligt tillægger Bibelen, så er det den kristne kirkes påstand, at Bibelen er Guds ord, som er blevet til på Guds initiativ med Gud som afsender.

Ja, der er også en menneskelig side af Bibelen. Der er også menneskelige initiativer og afsendere. Der er traditioner, overleveringer, redaktioner, nye overleveringer og oversættelser inden Bibelen nåede frem til os i den form, vi kender den. Men ligesom vi forkynder, at Kristus er Gud i menneskeskikkelse, sådan er det klassisk kristendom, at Bibelen er Guds ord i menneskemund.

Det syn på Bibelen kan vi spore ned gennem hele kirkens historie. Det findes i folkekirkens præsteløfte, som du og jeg har aflagt. Her lover vi at beflitte os på at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter.

LÆS OGSÅ:Skal vi tolke Bibelen på en helt ny måde?

Det var et bærende element i reformationen, hvor et slagord lød: Skriften alene. Pointen var at skille den virkelige autoritet, Skriften, ud fra traditionen, som den katolske kirke i praksis tillagde større autoritet end Skriften. Derfor underbygges de reformatoriske bekendelsesskrifter med henvisninger til Bibelen.

Vi genfinder det i Skriften selv. Apostlene underbyggede deres forkyndelse ved at henvise til Det Gamle Testamente. Kristendommens sandhed blev testet på Skriften.

Selv Jesus underlagde sig Skriftens autoritet. De mest afgørende handlinger og begivenheder i hans liv fandt sted, for at Skriften skulle gå i opfyldelse.

LÆS OGSÅ:Kritik af bibeloversættelser er ikke noget nyt fænomen

Jeg forstår godt, at du ikke vil tegne en lige linje fra kirkens tro til min personlige tro. Jeg får ikke nødvendigvis tillid til Gud ved at blive stillet over for hans autoritet. Men når jeg møder Gud i evangeliet og får tillid til ham, så må jeg med nødvendighed også bøje mig under hans autoritet.

Ja, Skriften skal fortolkes. Men det er ikke det samme som vilkårlighed. Bibelen påstår selv, at den åbenbarer sandheden om Gud. Hvis det står til troende, må vi gå til Bibelen med stor ydmyghed og ærbødighed i vores fortolkning.

LÆS OGSÅ:
Kan vi bare tolke Bibelen som vi vil?

Du viger tilbage for at tale om Skriften som en autoritet uafhængigt af mig og mine personlige erfaringer. Derfor tolker du teologihistorien som en udvikling i den kristne lære og ikke som en stræben efter at forstå åbenbaringen bedre og komme sandheden nærmere. Hvis det er tilfældet, står mit spørgsmål fortsat tilbage:

Hvordan kan vi bevare et fællesskab i troen med dem, som gik forud, hvis vi omtolker kristendommen? Og hvis vi ikke har dette trosfællesskab med kristendommens fædre, hvordan kan vi da i det hele taget vide, at vores tro kan kaldes kristendom?

Eller med andre ord. Findes der en absolut sandhed om Gud, frelsen og meningen med menneskelivet? Og kan vi finde denne sandhed i Bibelen?

Bedste hilsner

Robert Bladt

.
Kære Robert Bladt!

Som du peger på, er det afgørende spørgsmål om skriftsynet hvilken autoritet, vi tillægger Den hellige Skrift. Det er meget interessant, hvordan du formulerer dit første spørgsmål til mig.

Du spørger om, hvordan vi kan tillægge Bibelen autoritet, hvis den autoritet, vi tillægger Bibelen, er underlagt vores erkendelse af verden og liv. Du gør altså mennesket aktivt i den proces, der giver Bibelen autoritet. Det er jeg for så vidt enig med dig i.

Ligesom tillid, kærlighed og tro opstår i et møde, således fremstår en autoritet af et møde. En bog giver ingen autoritet i sig selv. Bibelens 'afsender' taler du om, og jeg fornemmer, at du her tænker på Gud.

Alle skrifterne er nedskrevet af mennesker
Men Gud er ikke 'afsender' eller rettere forfatter til Bibelen. Bibelen består af Det gamle Testamente, der er en række meget forskellige skrifter fra århundrederne før Kristi fødsel, og af Det nye Testamente, der er en række skrifter skrevet mellem ca. år 50 og 110 efter Kristi fødsel.

LÆS OGSÅ:
Hvordan blev Bibelen til?

Alle skrifter er nedskrevet og redigeret af mennesker. Alle som ét er de skrevet, fordi mennesker heri, indbefattet forfatterne og redaktørerne, har mødt fortællinger og forkyndelse, der har rakt dem en åbenbaring af Gud og fra Gud.

Skrifterne har fået autoritet af forskellige grunde

Som bekendt kommer troen af det, der høres. Det fortalte er på forskellige tidspunkter blevet skrevet ned. Måske efter at være blevet fortalt og genfortalt i generationer. Eller fortalt som fortællekredse, der i nogle tilfælde kan være redigerede sammen med elementer fra andre fortællekredse.

Skrifternes autoritet blev i samtiden for eksempel knyttet sammen med visse mytiske eller sagnomspundne personer eller for Det nye Testamentes vedkommende sammen med historiske personer.

Sammenfattende sagt har dette givet skrifterne en status og tillagt dem sandhedsværdi og troværdighed i samtiden.

Bibelen har ikke på forhånd autoritet

Afgørende er dog, hvad skrifterne fortæller om og beretter og forkynder. Autoriteten opstår i mødet mellem ord og øre. Er det forkyndte troværdigt for den enkelte hører? Troen kommer ikke af, at for eksempel Moses eller Paulus har troet dette, men af at det, som Moses og Paulus stolede på og troede, også er troværdigt for mig.

Det, vi møder i den bibelske forkyndelse, svarer både til vore erfaringer og erkendelser og sprænger dem. Hvor erfaringerne sprænges træder i stedet enten tro og dermed nye erfaringer eller fortvivlelse.

LÆS OGSÅ:
Oversættelser af Bibelen

Bibelen har altså ikke på forhånd en autoritet, som det enkelte menneske skal underlægge sig, hvorefter troen kommer. Autoriteten og tilliden til Bibelens udsagn er altid en personlig sag og opstår i mødet mellem ord og øre.

Men Bibelen er en ramme for kristendommen

På en anden måde har Bibelen dog en autoritet. Bibelen er en ramme for, hvad der kan kaldes kristendom. En anden Gud end den Gud, der åbenbarer sig i Kristus, er ikke en kristen Gud.

Denne lære fortæller teologiens historie os har udviklet sig. Denne lære står ikke fast én gang for alle fra Jesu opstandelse og indtil nu. Den er blevet og skal fortsat fortolkes.

Kristendom er der ikke tale om, hvis ikke det står urokkeligt og ubetvivleligt fast, at Gud har åbenbaret sig for os i Jesus Kristus. Hvis vi skal forstå det, skal det tale til og svare til vores erfaringer af livet. Ja, og gøre disse erfaringer større og dybere.

Med venlig hilsen
Poul Henning Bartholin
.

.
Kære Poul Henning Bartholin!

Tak fordi du har givet bolden op til en drøftelse af bibelsynet. Jeg er helt enig med dig: Den drøftelse har vi brug for. Den ligger nemlig og lurer bag mange af de aktuelle diskussioner. Vielse af to af samme køn og forkyndelsen af den dobbelte udgang for at nævne to eksempler.

Du giver i dit debatindlæg Vores bibellæsning har løbende forandret sig udtryk for, at vi som bibellæsere står i en fortolkende position mellem på den ene side de bibelske skrifter og på den anden side den erkendelse af verden og livet, som den øvrige del af menneskelivet giver os. Det er smukt sagt.

Jeg tror, jeg er enig et stykke ad vejen. Nemlig så langt, at vores bibellæsning hele tiden støder imod vores menneskelige erfaringer. Det, Bibelen siger om homoseksualitet, er for eksempel mere relevant for mig end det er for min afrikanske bror, for hvem homoseksualitet er uden for hans erfaring eller fantasi. Her møder Bibelen og den kultur, jeg er vokset op i, hinanden.

Men jeg fornemmer, at du lægger mere i dette møde. At menneskelivet som det møder mig, har indflydelse på, hvordan jeg kan (og skal?) forstå de bibelske tekster.

Det rejser en række problemer hvis det er, hvad du mener. Hvordan kan vi tillægge Bibelen (og dermed Bibelens afsender) en autoritet, hvis vi samtidig lader denne autoritet være underlagt vores erkendelse af verden og livet?

LÆS OGSÅ:
Hvad er Bibelen for en bog?

Hvordan kan vi bevare et fællesskab i troen med dem, som gik forud, hvis vi omtolker kristendommen? Og hvis vi ikke har dette trosfællesskab med kristendommens fædre, hvordan kan vi da i det hele taget vide, at vores tro kan kaldes kristendom?

Bedste hilsner
Robert Bladt

Poul Henning Bartholin

Domprovst ved Århus Domkirke siden 2007. Tidl. sognepræst ved Frederiksborg slotskirke, Hillerød og provst i Hillerød Provsti. Optaget af forholdet mellem det moderne samfund og kirken. Deltager i den offentlige debat med debatindlæg, kronikker og foredrag om etik, moral, ledelse, samarbejde, kirkelig økonomi, litteratur m.v.

Robert Bladt

Født 1970. Gift, har fire børn. Generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende siden 2008. Cand.theol. og præst i Frimenigheden Broen, Vejle. Forfatter til en række bøger, senest andagtsbogen ”Anno Gratiae. Bønner og refleksioner over kirkeårets tekster (2. række)”, Credo Forlag 2013. Interesseområder: Samfund og religion. Uddannelse og dannelse. Folkekirken og de nye menigheder. Bibelen og kristen litteratur. Kristen tro og etik.

Tilføj kommentar

 
 
 

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.