5 grove citater fra Martin Luther

Luther var hård, når han angreb sine modstandere. Specielt mod slutningen af hans liv. Her ses han på et træsnit fra 1900-tallet. Foto: The Granger Collection/Polfoto

Nogle af Martin Luthers skrifter er en sand kakofoni af fornærmelser og groft sprogbrug. Vi har samlet fem citater af Martin Luther af den grove slags, og de er ikke for de sarte

Hvis du i dag er bekymret for tonen i debatten, så ville du have haft det endog meget svært med tonen på Martin Luthers tid. Luther havde et enormt talent for kreative, men grove og til tider vulgære fornærmelser, der i dag ville kunne holde de fleste retsinstanser travlt beskæftiget med injuriesager anlagt mod munken. Her får du fem af dem.

1. Æselprutter som den skinbarlige sandhed?

“Paven tænker sådan her: ’Eftersom jeg er et simpelt æsel, der ikke læser bøgerne, så er der heller ikke andre, der læser dem. Men når jeg skryder som et æsel eller slår en æselprut, så bliver alle nødt til at regne det for den skinbarlige sandhed’.”

Skrevet til paven i ”Mod pavedømmet indstiftet af Djævelen”, 1545

2. Bordelbestyreren over alle bordelbestyrere og meget, meget mere

”Paven er skurken over de værste skurke på Jorden, en Djævelens præst, en fjende af Gud, en modstander af Kristus, en ødelægger af Kristus’ kirker, en mester i løgn, blasfemi og afgudsdyrkelse. En ærketyv og røver, en kongemorder og oppisker til alle former for blodsudgydelse. En bordelbestyrer over alle bordelbestyrere og al gift, endda det, der ikke kan benævnes. En Antikrist, en synder og et fortabt barn: en sand varulv.”

Også fra ”Mod pavedømmet indstiftet af Djævelen”, 1545

3. Som en struds og et barn

“Han er som en struds, den fjollede fugl, der tror, den er fuldkommen skjult, når den stikker hovedet under en gren. Eller som et lille barn, der holder hænderne for øjnene, så han ikke kan se nogen og samtidig tror, at ingen kan se ham heller.”

Skrevet om Luthers kollega, teologen Andreas Bodenstein von Karlstadt i ”Mod de himmelske profeter” i 1525.

4. Besat af en legion af djævle

”Du bander, er blasfemisk, hyler, vrider dig, skriger som et dyr og spytter, så at hvis folk hørte dine ord, ville de flokkes med kæder og bure, som var du besat af en legion af djævle og nødt til at blive fanget og bundet.”

Skrevet til Kurfyrst Heinrich den Yngre af Braunschweig-Wolfenbüttel i ”Wider Hans Wurst” (”Mod Pølsehans”) fra 1541.

5. En ko i et valnøddetræ

”For du er så fantastisk, så dygtig, klog og lærd i den Hellige Skrift som en ko i et valnøddetræ eller sæbe på en harpe.”

Også om Kurfyrst Heinrich den Yngre af Braunschweig-Wolfenbüttel i ”Wider Hans Wurst” (”Mod Pølsehans”) fra 1541.