Min julesalme

H.C. Andersen rammer en tone af uskyld og realisme

Jeg bliver hvert år til jul rørt over det forunderlige, som H.C. Andersen Andersen beskriver: at her ligger barnet Jesus, Guds søn i al sin spædbarns-udsathed,, skriver Inge Meibom, sognepræst i Ballerup Sogn. Foto: Giotto di Bondone (1267-1337) "Jesu fødsel" fra Wikimedia Commons.

Min yndlingsjulesalme er ”Barn Jesus i en krybbe lå”. Gennem den husker jeg min farmor og farfar, fortæller sognepræst Inge Meibom

I Danmark er vi velhavende på smukke og dejlige julesalmer. Som intet land har vi en utrolig omfattende sangskat i salmebogen. Julesalmerne taler til store og små.

Salmerne glemmer hverken juleglæden eller julesorgen, og alle bliver vi som børn på ny, når vi den 24. december synger med på salmerne om de lyseblå stjernetæpper og det barn, som er i centrum for alt. Vi ved, at selvom livets mørke ikke er forsvundet, så er vort kristne håb, at det onde på én gang blev overvundet med Jesu komme til vores verden.

Ingen som H. C. Andersen rammer den tone af på én gang uskyld og livets realisme gennem sin julesalme ”Barn Jesus i en krybbe lå”. Jeg bliver hvert år til jul rørt over det forunderlige, som Andersen beskriver: at her ligger barnet Jesus, Guds søn i al sin spædbarns-udsathed, tilfreds med sit ringe leje selvom Himlen var hans egentlige hjem.

Især det sorgfulde menneske, som H. C. Andersen gennem hele sit forfatterskab havde øje for, tages med i glæden over det faktum, at Vorherre selv træder ind i vores til tider mørke jord og blander sit lys op med vort mørke. 

Det hører med til mine helt særlige barndomsminder, at vi hver december drog til min farfars gård, som tæt på sin ejendom og jorder også havde en stor granplantage. Denne plantage var for os børn en kæmpestor eventyrskov, hvor vi gik på opdagelse efter årets juletræ.

Her havde tyskerne under krigen søgt tilflugt – og her kendte min farfar hvert eneste lille træ. Han var et menneske, der var præget af taknemmelighed og glæde ved livet – selvom livet bestemt ikke altid havde smilet til ham.

Denne glæde at besøge mine bedsteforældre var præget af en særlige glæde blandet op med livets alvor. Vi børn mærkede det, når vi efter skovturen sad omkring min farmors dækkede bord, hvor vi drak kakao og spiste hendes kikskager.
 
Andersen rammer i salmen denne livets glæde, som børn har. Denne ubekymrethed – som man i voksenlivet kun mærker dybden af, når livets alvor og til tider sorgfuldhed går op for os.

Juleglæden er en glæde på trods – og den tid på året, hvor vi skal ryste vores tunge smerte af os.