Klassiker

Tine Lindhardt: Min bedste oplevelse binder kirke og folkelighed sammen

"Når man glemmer sig selv, hvad man tit gør i samværet med andre, så vokser glæden. Det oplever jeg på sommermøderne, og det var også det jeg oplevede på FDF-lejren, selvom jeg ikke kunne udtrykke det dengang," siger biskop over Fyens Stift Tine Lindhardt. Foto: Johnny Anthon Wichmann Denmark

Min bedste kirkelige sommeroplevelse var en glæde ved at være sammen, gå i kirke sammen og ved at synge sammen, husker biskop over Fyens Stift Tine Lindhardt. Læs eller genlæs interviewet fra 2013

Hvad er din bedste kirkelige sommeroplevelse?Jeg har to. Den ene er tilbage fra min pure ungdom, hvor jeg var på landslejr med FDF ved Silkeborg. Oplevelsen var stor, fordi vi var mange mennesker sammen. Der var sammenhold og samvær, og man opdagede, at man kan mere sammen end alene. Det var også gennem FDF, jeg mødte mennesker, for hvem kirke og kristendom havde en betydning.

Den anden er mere nutidig. Det er årets sommermøder, som kirkerne arrangerer rundt om i landet. For mit vedkommende i Fyens Stift. Man begynder med gudstjeneste og fortsætter med kaffe og kage, hører foredrag og synger fra Højskolesangbogen. Man slutter med at grille en pølse og få sig en øl. LÆS OGSÅ:Laura Kjærgaard: Bedste kirkelige sommeroplevelse på gospelkursus Hvorfor skiller disse oplevelser sig ud? Det, der binder disse to oplevelser sammen, er samværet og selvfølgeligheden. Det selvfølgelige i at det folkelige og det kirkelige hører sammen. Glæden ved at være sammen, gå i kirke sammen og ved at synge sammen.

Når jeg tager fat på det med fællesskabet, er det fordi, flere og flere det kan man blandt andet læse i aviserne lever alene. Nogen synes godt om det, og det er jo godt. Men der er noget væsentligt i fællesskabet. Én + én kan give tre. Og når man glemmer sig selv, hvad man tit gør i samværet med andre, så vokser glæden. Det oplever jeg på sommermøderne, og det var også det jeg oplevede på FDF-lejren, selvom jeg ikke kunne udtrykke det dengang. Vi kender udtrykket, at være 'ude af sig selv af glæde'. Det betyder, at man er meget glad, men der ligger også det bogstavelige i det, at man er ude hos nogle andre. Man er ikke bare sig selv og slet ikke sig selv nok. Hvordan synes du, kirken bedst kan være til stede i sommerlandet?

Udover sommermøderne skal man helt generelt være opmærksom på, at når mennesker har tid, vil de gerne i kirke. Derfor ser man også, at når man laver for eksempel aftengudstjenester eller musikgudstjenester i sommerhusområderne, kommer der mange. Så i stedet for at lukke kirken ned i sommertiden, skal man tværtimod lukke mere op. Man skal være hvor mennesker er.

LÆS OGSÅ: Præster: Sommerluk kirker og spar penge

Tine Lindhardt er biskop over Fyens Stift
Interviewet blev første gang bragt på kristendom.dk den 5. august 2013