Aslan og Bibelens løve-billede

"Aslan is on the move!" - Aslan rører på sig! Hr. Bæver indvier begejstret børnene i, at profetien om løven, der skal frelse Narnia, er ved at gå i opfyldelse. Også Bibelen benytter løven i sit billedsprog. Om Gud og Kristus

I disse dage ruller Narnia-filmen hen over lærrederne i de danske biografer. Filmatiseringen af C.S. Lewis' roman "Løven, heksen og garderobeskabet" er historien om, hvordan de fire søskende, Edmund, Susan, Lucy og Peter gennem et garderobeskab kommer til landet Narnia, et land hvor der altid er vinter, men aldrig jul. Landet regeres af den hvide heks, som frister den yngste dreng, Edmund, til at forråde sine søskende. Edmunds synd kan kun sones ved løven Aslans selvhengivende offer. Aslan lader sig binde og ydmyge af den hvide heks og hendes hjælpere og slagtes til sidst på et stenalter. Men Aslan besejrer døden, fordi han ikke har begået synd, og den sidste kamp mellem de mørke og de lyse kræfter kan begynde.

Aslan er helten, der redder en kold verden fra fuldstændig overtagelse af det ondes magt. Men også i Bibelens billedsprog optræder løven - ikke blot som et billede på Gud, men også som den Kristus, C.S. Lewis har modelleret løven Aslan over. Med dette i tankerne bliver helten i eventyret pludselig mere og andet end en løve og fortællingen om Narnia mere end et eventyr. Aslan er et billede på Kristus og Narnia en direkte allegori over den kristne grundfortælling. Noget, som Lewis heller ikke selv lagde skjul på.

Løven bruges i billedlig betydning om Gud flere steder i Det Gamle Testamente. I Hoseas Bog beskrives den straffende, vrede Gud som "en løve for Efraim, som en ungløve for Judas hus; det er mig der slæber byttet bort, ingen kan redde det" og i Esajas Bog hedder det, at Gud vil beskytte Jerusalem fra den assyriske hær, på samme måde som en løve vil beskytte sit rov. I Amos Bog sammenlignes Guds røst med en løves brøl, og ifølge Klagesangene beskyldes Gud for at være som en løve i bagholdsangreb.

At Gud beskrives som en løve er ikke tilfældigt. I mange af de kulturer, der omgav den verden, hvor Bibelen blev til, var løven et symbol på magt, værdighed og styrke og opfattedes også som dyrenes konge. Både den persiske gud, Mithra, og den egyptiske, Sekhmet, har løvehoveder. Undertiden ser man også Alexander den Store afbilledet med løveansigt. Engelske konger har gennem tiderne anvendt løven som deres emblem. Tilsvarende ser man den dag i dag løven i den danske riges våbenskjold.

Hvor løvebilledet anvendes adskillige steder om Gud i Det Gamle Testamente kan det næppe siges at være et særligt brugt om Kristus i Det Nye Testamente. Kun et enkelt sted i Det Nye Testamente beskrives Kristus som en løve, nemlig i Johannes Åbenbaring, hvor seeren Johannes i en vision ser en forseglet bogrulle, som kun Kristus, der her betegnes som "løven af Judas stamme, Davids rodskud", kan åbne. Titlen sigter til Jesu afstamning af Judas stamme som netop i Første Mosebog beskrives som en løveunge. Samtidig hentyder løvetitlen naturligvis til Kristi guddommelige væsen, idet den er en velkendt metafor for Gud selv. 

Selvom løvebilledet ikke er et hyppigt anvendt billede om Kristus i Det Nye Testamente, kom det alligevel til at betyde en hel del for den tidlige kristendom. Her kom løven til at repræsentere Kristi to naturer, således at løvens forreste halvdel symboliserede den guddommelige natur og den bageste halvdel den menneskelige natur.

Det er også en gammel tro, at løven udvisker sine spor med sin fejende hale. Dette blev set som et symbol på den måde, Kristus skjulte sin guddommelige identitet i en menneskeskikkelse. Så sent som op i middelalderen troede man, at løvens unger var dødfødte og først bragt til live af deres fars ånde på tredjedagen efter fødslen. Derfor opfattedes løven, også i førkristen tid som opstandelsessymbol. I kristen sammenhæng kom løveungerne, naturligt nok, til at symbolisere den opstandne Kristus.

Der er ingen tvivl om at løvebilledet i Det Gamle Testamente betegner en mægtig og krigerisk Gud. Gud optræder i billedet af løven, når han jager fremmede hære bort, men også når han straffer sit eget folk. Men hvad betyder det, når Kristus beskrives som en løve? I den før nævnte passage fra Johannes Åbenbaring, hvor Kristus betegnes som løven af Judas hus, er han den, som kan åbne bogrullen og som sådan den, der kan fuldføre Guds dom og frelse over hele menneskeheden. Det er altså som dommer og frelser Kristus optræder her.

Det er imidlertid afgørende, at løve-titlen anvendes side om side med en anden og langt mere anvendt Kristus-titel, nemlig "lammet, der så ud som slagtet". Det er nemlig netop i kraft af sit selvhengivende offer, at Kristus er dommer og frelser. Anvendelsen af disse to i grunden paradoksale titler forener Kristi guddommelige væsen og kraft på den ene side (løven) og den yderste afmagt (det slagtede lam) på den anden side. Anvendt om Kristus får løvebilledet i forhold til den gammeltestamentlige brug en ny og udvidet betydning, idet det kommer til at betegne ikke bare almagt men også afmagt.

Det er denne symbolik, C.S. Lewis har haft øje for, når han bruger Aslan som et billede på Kristus, for Aslan er på een gang den mægtige og frygtindgydende løve og det ydmygede og slagtede offerlam. At filmatiseringen lægger mest vægt på den første betydning, er en anden sag.