Polen eksporterer præster til nabolande

Katolske præster er blevet en stor eksportvare i Polen. Og eksporten går hovedsageligt til Polens nabolande og ikke til fjerne egne, skriver nyhedsbureauet Reuters.

På Krakows 600 år gamle "Franciscan Missionary Center", hvor også den afdøde pave Johannes Paul II har studeret, uddannes de kommende præster af samme grund også i sprog - engelsk, tysk, fransk og italiensk. - Vi vil gerne bidrage til genkristningen af Europa, siger fader Marek Lesniak. Og det gør seminariet.

I dag ringes der direkte til de polske teologiuddannelser fra de præsteløse menigheder i resten af Europa, hvis de da ikke trænger seminarierektorer op i en krog ved møder i Vatikanet for at sikre sig de nyuddannede polske præster.

/Kristeligt Dagblad/