Perpetua (ca. 181-203)

Ikonbillede af Perpetua. Foto: arkiv

Perpetua, en ung kvinde og nybagt mor, er blevet en af oldkirkens mest kendte martyrer

Vibia Perpetua er cirka 22 år, da hun bliver arresteret sammen med en gruppe andre mænd og kvinder, fordi hun bekender sig til troen på den kristne Gud. Hendes familie ser hjælpeløst til, da soldaterne fører hende bort fra hendes mand og deres fælles spædbarn, der stadig er helt afhængig af moderens mælk.

Året er i begyndelsen af 200-tallet. Stedet er Karthago i Nordafrika, en af det romerske imperiums vigtigste og største byer.

Fængslerne i Romerriget var overfyldte og beskidte, og fangerne levede ofte under kummerlige forhold. Således også Perpetua, der i fængslet plages af mørket, varmen, stanken og bekymringerne for sit efterladte spædbarn. Hendes historie er ikke enestående, men det er det kendskab, vi har til den. Under sit fængselsophold nedskriver hun tanker, syner og oplevelser i en tekst, som overleveres fra generation til generation og i dag er kendt som et af de vigtigste vidnesbyrd om kristenforfølgelser i oldkirken.

Perpetuas lidelser i fængslet forværres af hendes fars desperate forsøg på at overtale hende til at afsværge den kristne tro. Faderen er ikke en kristen og har ingen forståelse for den stædige bekendelse til den kristne Gud og modstanden mod at ofre til den romerske kejser. Han bønfalder hende om at opgive begge dele:

"Datter, hav medynk med mine grå hår, hav medynk med din far, hvis jeg da er værdig til at du kalder mig far...Tænk på dine brødre, tænk på din mor og din moster; tænk på din dreng, som ikke kan leve, når du er død. Glem din stolthed, ødelæg ikke vores liv."

I fængslet forbereder Perpetua sig på at dø. Hun overlader sit spædbarn i familiens varetægt, men får dog en overgang lov til at beholde barnet i fængslet.

Faderen forsøger en sidste gang at overtale Perpetua til at undslippe domfældelse. Selv anklagemyndigheden er berørt af faderens bøn og opfordrer Perpetua til at ofre til kejseren for at vise sin loyalitet mod det romerske rige. Men hun nægter, og dommeren stiller det afgørende spørgsmål: Er du kristen?

- Jeg er kristen, svarer Perpetua og dømmes til at blive kastet for de vilde dyr. Den straf var normalt reserveret til mænd, men når det gjaldt forfølgelsen af de kristne, kunne den også bruges over for kvinder.

I fængslet bliver Perpetua overbevist om, at det er Guds vilje, at hun skal lide martyrdøden. Trods sorgen over at skulle forlade sit barn og udsigten til en smertefuld død regner hun det som et privilegium at skulle dø for Kristi skyld. Hendes største sorg er, at hendes far ikke kan dele hendes glæde over at skulle modtage bloddåben. Dagen, hvor hun kastes for de vilde dyr sammen med sine medfanger, kaldes for sejrsdag af den, der fuldfører beretningen om Perpetua ved at nedskrive begivenhederne i amfiteatret.

Her får den forsamlede folkemængde medfølelse med de unge mænd og kvinder, der bliver udsat for en ydmygende og smertefuld behandling. Efter at være blevet lemlæstet i mødet med de vilde dyr, skal straffen fuldbyrdes, og struben skæres over. Det fortælles, at de kristne i manegen frivilligt lægger hovedet på blokken, så sværdet kan afslutte deres liv. Da den unge gladiatorlærling rammer Perpetuas hals forkert, tager Perpetua selv hans hånd og fører den til sin strube.

Næste gang rammer han rigtigt.

Kilde: "De unge skal se syner", Perpetuamartyriet oversat og kommenteret af Jakob Balling (red.), Ulla Moore Bidstrup og Torben Bramming.