Syv kirkemøder dannede oldkirkens tro
Spøgsmålet om, hvem Jesus egentlig var, blev klargjort i oldkirken gennem syv kirkemøder. Få en oversigt her
Spørgsmålet om forholdet mellem Gud som Faderen, Jesus (Sønnen)og Helligånden havde været på dagsordenen i diskussionerne mellem kirkens teologer siden 100-tallet. At Jesus Kristus var guddommelig, var man enige om. Men hvordan skulle det nærmere forstås?
Var Jesus både Gud og menneske?
Flere grupperaf teologer især fra Lilleasien mente ikke, at Jesus Kristus var fra evigheden, for det stredmod troen på den ene Gud, altså monoteismen.
Nogle mente endda, at Jesus var et menneske udvalgt af Gud, som først ved dåben i Jordanfloden fik del i Guds kraft.
Andre gik den modsatte vej og hævdede, at Jesus Kristus var et med Gud. Altså at Faderen, Sønnen og Helligånden var tre forskellige måder, som Gud viste sig på. Derved var monoteismen stadig bevaret.
Arius' lære om treenigheden
Striden fortsatte op gennem de næste par århundreder og kulminerede med, at en teolog fra Aleksandria, Arius, fremsatte sin lære.
Arius' lære gik ud på, at Gud forud for skabelsen havde skabt Ordet, som der fortælles om i Johannesevangeliet kapitel 1. Det var dette guddommelige ord, der ved Jesu fødsel kom ind i verden i et menneskelegeme.Jesus havde altså en guddommelig sjæl i et menneskelegeme.
1. Møde:Nikæa i år 325
Arius' lære greb om sig og truede med at sprænge kirken. Den romerske kejser Konstantin den Store indkaldte nu kirkens biskopper til et møde i den lilleasiatiske by Nikæa i 325. Kejseren forlangte enighed i kirken. Han fik gennem sine egne teologer gennemtrumfet en trosbekendelse, hvori det blev udtrykt, at vi (kirken) tror, at Sønnen er født og ikke skabt og af samme væsen som Faderen.
2. Møde:Konstantinopel i år 381
Mødet i Nikæa skabte ikke den nødvendige fred i kirken. Arius' lære bredte sig og blev nu på det skarpeste bekæmpet af den nye biskop i Aleksandria, Athanasius.
Striden om Nikæa-mødets resultatvar især udbredt i Mellemøsten. Det blev nu nødvendigt at indkalde til et nyt møde. Denne gang i Konstantinopel. Her prøvede man at udtrykke sig mere klart ved at fastslå, at Gud er et guddommeligt væsen, der giver sig til kende i tre personer: Faderen, Sønnen og Helligånden. Og for første gang blev der udtrykt en bekendelse til Helligånden.
Alt i alt lå bekendelsen i Konstantinopel tæt op af Nikæa-mødets. Hovedmændene bag mødet i Konstantinopel var tre stærke teologer fra Lilleasien: Biskopperne Basilios og hans yngre bror, Gregor og endnu en biskop ved navn Gregor.
3. Møde:Efesosi år 431
Diskussionen i oldkirken drejede sig mere og mere om forholdet mellem det guddommelige og det menneskelige i Jesu person.
Patriarken i Konstantinopel, Nestorius, ville ikke være med til at kalde Jesu mor, Maria, for Gudsføderske. Det kunne misforstås sådan, at Jesus kun havde en guddommelig natur.
Men en dygtig teolog, Kyrillos, biskoppen i Aleksandria, der ville være den dominerende i den østlige kirke, sagde, at Gud havde forbundet sig fuldstændig med det menneskelige i Jesus. De stridende parter mødte op i år 431 i Efesos oven i købet med bevæbnede munke.
4. Møde:Kalkedon iår 451
Mødet i Efesos endte med, at den romerske kejser fængslede lederne af de stridende partier og indkaldte til et nyt møde i byen Kalkedon, der lå lige overfor Konstantinopel på den lilleasiatiske side af strædet ved Bosperus.
Her mødtes ca. 500 biskopper, der under indtryk af trusler fra kejseren, vedtog en fælles bekendelse. Det centrale i formuleringen var, at i Jesus Kristus var to naturer i én person, uden sammenblanding eller forvandling, men uopløseligt og uadskillelige forenede.
Kirkemødet i Kalkedon anerkendte iøvrigt også, hvad man tidligere var nået frem til i Nikæa og Konstantinopel. Mødet i Kalkedon blev dog det sidste, der forenede den vestlige kirke med Rom som centrum og Østkirken med Konstantinopel som centrum.
Dog satte vedtagelsen i Kalkedon skred i en serie udmeldingeraf kirkerne i Armenien og Persien fra det store kirkefællesskab. Hertil kom, at de kristne i den sydlige del af Egypten og i Etiopien ikke længere ville være med. For dem at se havde Jesu kun én natur, nemlig den guddommelige.
5. Møde: Konstantinopel II i år 553
Det østromerske rige havde nu fået en magtfuld kejser, Justinian. Han satte sig for at få skaffet endegyldigt ro i kirken. Justinian indkaldte derfor til et kirkemøde i sin hovedstad i 553.
Her fordømte man den store teolog fra 200-tallet, Origenes, som man anså for at være den, der i stridens første fase oprindeligt havde fremsat læren om, at Jesus alene rummede den guddommelige natur.
6. Møde:Konstantinopel III i år 680-81
Den østlige del af kristenheden var nu truet af islams fremtræden. Det fik kejseren og kirkens ledelse til i endnu stærkere grad at understrege Jesu guddommelighed. Man fremsatte nu den lære, at Jesus nok havde to naturer, men kun én vilje, nemlig den, der var bestemt af hans guddommelighed.
Dette mødte stærk kritik og et nyt kirkemøde måtte til, for at man kunne vende tilbage til den opfattelse, som var fastlagt af de tre første møder. Mødet blev holdt i kuppelsalen, Trullos, i selve det kejserlige palads, hvilket gav navn til dette og det følgende møde.
7. Møde: Nikæa II i år 787
I den østlige kirke dukkede et nyt problem op i løbet af 700-tallet, nemlig billedforbuddet. Den østromerske kejser udstedte et forbud mod tilbedelse af billeder. Allebilleder skulle fjernes fra kirkerne. Igen var det islams fremtrængen, der spillede ind.
Modstanden mod dette forbud var hårdnakket. Og kejserinde Irene løste i 787 problemet ved et kirkemøde i Nikæa.Billeder af Kristus og apostlene måtte æres, men ikke dyrkes som var de guddommelige.
Den samlede kirke
Disse syv kirkemøder kaldes de økumeniske, det vil sige,de angik den samlede verden, og danner stadig grundlaget for den ortodokse kirkes lære. Den romersk-katolske kirke mener sig kun forpligtet på de tre første kirkemøder.