Klassiker

Hvornår falder påsken?

Påsken er lig med gule farver, såsom kyllinger, påskeliljer og solens søde stråler.

Påskedag falder på første søndag efter en bestemt fuldmåne efter forårsjævndøgn. Men hvorfor? Bliv klogere her

Forårsjævndøgn er styrende for påskedagene. Påsken falder på den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det er dog altid i perioden 22. marts til 24. april, at påsken ligger. I 2022 er det påskesøndag den 17. april.

Det kan lyde komplekst, men historien bag er endnu mere kompleks.

Historien bag påsken

Historien om påsken begynder i Nicæa i år 325, hvor biskopper fra hele den kristne verden var samlet til kirkens første egentlige stormøde et koncilie. De havde vigtige ting på programmet, for kirken var stadig ung og mange forskellige udlægninger af troen truede kirkens sammenhold.

Da konciliet endelig havde klaret de værste knaster, så kirken stadig fremstod samlet, begyndte biskopperne at diskutere, hvordan man skulle fastlægge påsken.

Påsken er den vigtigste kristne højtid og man havde hidtil fulgt den jødiske måde at regne påsken ud på.

De østlige biskopper foretrak at bevare tilknytningen til den jødiske påskefejring (pesach). Det gjorde de dels fordi evangelierne fortæller, at Jesu død og opstandelse skete i de jødiske påskedage, og den tradition ville de holde fast ved. Dels var de fleste kristne i den østlige del af jødisk oprindelse, og dem ville biskopperne gerne værne om ved at bevare en kontinuitet i deres helligdage.

De vestlige biskopper derimod foretrak et tidspunkt, der faldt sammen med solens komme og foråret, hvor de fleste hedninger havde deres højtider. For det var hedningekristne, der var flest af i vest.

Kejser Konstantin (ca 280-337), der dengang herskede over den kristne verden, holdt med vest. Han skrev direkte til alle kirkens ledere efter mødet, at de skulle se helt bort fra det jødiske argument, for jøderne havde selv forkastet Kristus og dermed interessen i den kristne påske. Men der gik godt 350 år, før man i vest fandt en løsning.

Nicænum-koncilet løste altså ikke problemet og påskespørgsmålet blev et kirkehistorisk billede på den politiske splittelse af kirken i en østkirke (den ortodokse kirke) og en vestkirke (den katolske og senere også den protestantiske kirke).

Kirkens folk blev ikke enige om at fastlægge tidspunktet for påsken og er det stadig ikke den dag i dag, hvor østkirken og vestkirken fejrer påskemorgen på to forskellige datoer. Det eneste, det lykkedes at blive enige om, var, at påskemorgen altid skal falde på en søndag.

Men den metode vi bruger til at fastlægge påsken er faktisk den samme. Og nu er vi så fremme ved de astronomiske og kalendermæssige problemer.

Astronomiske beregninger

Det var en munk, Dionysius Exiguus (ca år 500-550), der opfandt den kristne tidsregning, der begynder år 0 med Jesu fødsel. Han fandt også frem til den formel, vi benytter i dag til at fastlægge påsken. Påsken falder på den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn.

Men det løste langt fra problemet dengang, for den kalender, man benyttede, var ikke stabil nok til, at man kunne lægge sig fast på en dato for forårsjævndøgnet, og når den dato kunne flytte sig, ville hele påskesystemet flytte med, og intet var vundet.

På Nicænum-konciliets tid benyttede alle kristne den såkaldte julianske kalender, der var en romersk sol-kalender, som blev til, mens Julius Cæsar (cirka 102 -44 f kr) var kejser.

Den julianske kalender havde erstattet nogle mere svingende eller glidende måne-kalendere, der fulgte månens rytmer og gav et kortere år, som skred i datoerne. Den julianske kalender lagde året fast på 365 dage opdelt i 12 måneder og 52 uger af syv dage, som vi kender dem i dag. En mere rationel kalender, kan man sige.

Selvom kalendersystemet blev meget mere overskueligt af at gå frem efter solen i stedet for månen, var der stadig et lille overskud af 11 minutter og 17½ sekunder hvert år. Det lyder måske ikke af så meget, men det samlede sig sammen og blev til lidt mere end tre dage på 400 år.

Disse overskudsdage i den julianske kalender havde i sin tid tvunget Nicænum-konciliet til at justere påskekalenderen, så påsken ikke på et tidspunkt ville begynde at glide ud af foråret.

Jævndøgnet kunne nemlig ikke fastholdes af den julianske kalender, og løsningen blev at acceptere påskefuldmåner, som kan være op til to dage efter den astronomiske fuldmåne! Den julianske kalender og tabellerne med påskefuldmåner ligger stadig til grund for den ortodokse påskefastlæggelse og er en stor del af forklaringen på, at vi også i dag fejrer forskudt påske.

I Vesten blev der imidlertid, i oktober 1582, indført en ny kalender eller rettere en kraftig revision af den julianske, så vi nu benytter en kalender opkaldt efter Pave Gregor XIII: den gregorianske kalender.

Denne kalender blev skabt netop for at komme de julianske problemer med påskefuldmåner til livs. Det blev altafgørende at finde en fast dato for jævndøgnet. Dengang den gregorianske kalender blev indført, tog man et massivt opgør med overskudsminutterne og smed 10 hele døgn ud! Dagen efter 4. oktober 1582 blev således kaldt den 15. oktober 1582.

Hvis det var i dag, vi ville revidere den julianske kalender, måtte vi smide 13 dage ud. Overskudsminutterne på solåret, som jo vedbliver at være et kalenderproblem, blev tæmmet med et indskud af én dag hvert fjerde år, som dog ikke skydes ind ved århundredeskift - medmindre det pågældende år er deleligt med tallet 400. År 1900 var således ikke et skudår, selvom det "burde" være det, men år 2000 var, da 2000 er deleligt med 400.

Forårsjævndøgn er altid den 20. marts, og vi kan beregne påsken ud i al fremtid efter det. Påsken kan derfor kun falde i perioden fra 22. marts til 25. april.