Langfredag er fuld af håb

Vi mødes af en så stor kærlighed, at den vil træde i vores sted og forsone det, vi har forbrudt mod vores næste, skriver sognepræst og medlem af Europaparlamentet for SF Margrete Auken i sin prædiken til Langfredag

Gudstjenesten forløber som en slags formesse til påskedag. Der er derfor ingen nadver, og prædikenen er kortere og holdes fra alteret. Det er dog ingen kort gudstjeneste.

Efter optakten med "O hoved højt forhånet", kollekt og Esajas 52,13-53,12 og salme, læser vi Markusevangeliets lidelseshistorie afbrudt af Kingos salmemeditationer over det læste. Menigheden sidder under læsningen, først når vi til sidst, før prædikenen, synger "Gak under Jesu kors at stå" - som vekselsang med koret - står menigheden op og synger. Efter prædikenen synger vi "Hil dig Frelser og Forsoner" - så Fadervor, Velsignelse og slutsalme "Syng højt min sjæl om Jesu død.

Mon nogen kan forestille sig en større forvandling eller rettere forklarelse end den Gud har lavet med korset? Prøv at forestille jer at man tog en galge, en elektrisk stol, en guillotine og gjorde den til genstand for respekt og glæde? Det ville blive anset for enten ubærligt plat eller direkte sindssygt. Men se på korset: et grufuldt dødsinstrument. Og det er ikke forandret så det er gjort mindre forfærdeligt, det er stadigvæk et ydmygende og torturerende henrettelsesmiddel.

Og ham der henrettes her i dag langfredag, er der heller ikke noget formildende at sige om. Det gik så forfærdeligt som det kunne, især når man hører Markus' beretning om langfredag: her er ingen røver der omvender sig, ingen Maria der får Johannes givet som søn, ingen tilgivende ord fra den korsfæstede. Her er kun det fortvivlede skrig: "Min Gud, min Gud - hvorfor har du forladt mig?" Det er fiasko, sort i sort når verden ser det. Al trøst og håb og lys er væk.

Det er dette kors som forklares, opklares, så der ud af det stråler lys og håb og trøst. Bag det skinner nemlig englesmilet fra den tomme grav, opstandelsesevangeliet. Vi hverken kan eller må foregive at det er den første langfredag vi her genopfører.

Langfredag har været fortalt og mindet utallige gange siden, og han der hænger på korset som det ynkeligste af alle mennesker, er den opstandne. Han har været overalt i menneskelivet, også hos de jammerligste, de mest forpinte og forladte; der er ikke længere det fortabte sted i menneskers verden der ikke er taget med ind i Guds verden. Korset er blevet et billede på den højeste, den mest himmelske solidaritet der kan tænkes.

Men korsets forklarelse er ikke sådan at begribe, at trænge til bunds i. En gåde kalder vi det i salmen om lidt, mysterion hedder gåde på græsk. Det betyder ikke at vi ikke skal søge at forstå det. Tværtimod da, det er tit en stor glæde at fordybe sig i dette mysterion, og det er det vi skal prøve i dag. Men helt kommer vi aldrig til at forstå. Livet er jo en gåde, døden ligeså, den omslutter vores fatteevne. Også langfredag - for mysterion er en begivenhed som forvandler dem der gå ind i den. Også I bliver gennemskinnet, forklaret, når I bliver fortalt ind i langfredags-begivenheden. Og det er jo hvad der sker i dag.

Lad os blande os med dem der er til stede og dér se hvem vi selv er og hvad der sker med os. Vi kan givetvis finde nogen som vi spejler os i. De nysgerrige der for eksempelstår og glor på andres lidelse uden at det rigtigt rører dem. Forhåbentlig føler ingen her sig tilpas i denne klump. Så er der alle de bange kvinder, de stak ikke af som disciplene, de fulgte deres ven. Men dengang, den første langfredag, havde de kun gråd og afmagt til ham. Blandt dem kunne vi da gerne være, de svigtede ikke. Og påskemorgen var det netop kvinderne som blev Jesus vigtigste medspillere i Guds verdensomspændende mysterion, opstandelsen. Det var dem der først troede opstandelsen og fortalte den.

Men det er især to disciple vi skal spejle os i i dag, de to disciple der svigtede, Judas og Peter. Judas blev rent ud forbandet på Jesus da han få dage før godtog at kvinden ude i Betania ødslede sin kostbare nardusolie som hyldest. En hel formue havde hun hældt ud over ham, ja ud på gulvet var det jo. Og Jesus var bare blevet glad og havde endda drillet de bestyrtede disciple. Så blev det nok for Judas. Han gik til ypperstepræsterne og lovede at finde dem en lejlighed til at anholde Jesus uden at vække opsigt.

Anderledes gik det Peter, han hvis navn betyder sten, han som skulle være den klippe kirken skulle bygges på. Støjende havde han lovet aldrig at svigte. Men han klarede det ikke da det kom til stykket. Af skræk og skuffelse svor han på at han ikke kendte Jesus. I v. 2 i Kingos salme om Peter står der: "Store Helgen også haver/Adams kød og klæder på/deres høje himmelgaver/de i lerkar bære må/Kom og se hvor Peter faldt/da det om hans troskab gjaldt/Jesus da hans løfter savner/de fløj bort som røg og avner".

Men der fortælles mere, ikke hos Markus, men hos de andre evangelister. Og i Kingos salmer. Jesus ser på Peter, og da han fanger hans blik, gennemskuer han ham hvilket Peter mærker. Samtidig er Jesu blik så kærligt at det kunne slå vand af klippen: Peter brast i gråd! Og så blev han den der handlekraftigt satte gang i kristenfolket så kirken dannedes og Kristus fik krop i verden. Judas forstenede under Jesus blik, han fortvivlede i sin hårdhed og hængte sig. Peter bevægedes af at blive set af Jesus - og satte verden i bevægelse.

Blikket kan falde på alle os tilskuere, og ser vi det, fanger han vort blik, hvordan kan det så undgå at sætte os i bevægelse? Som vi sang: "Vend dig derfor til mig så/med din nåde at jeg må/med dit guddomssøje skue/kraften af din nåde-lue". Når vi ser den brændende kærlighed som fik Jesus til at gå ind i de grufulde lidelser for at kunne være sammen med de mishandlede og de udstødte, kan vi godt brænde os på den flamme der jo nærmest illuminerer vores egne svigt. Men er det blik vi ser det der fangede Peters øjne, så brænder vi os ikke længere på nåde-luen, så bevæges vi, og der kommer bevægelse ud af det. Også det er korsets forklarelse.

Men hvordan kan han det? - vi må godt spørge mere til gåden! Kan et forpint menneske oplive én bare ved at se tilgivende på én? Ja hvis det er netop det menneske som man har forbrudt sig imod. Men det kan jo ikke tilgive på andre forpinte menneskers vegne. Det kan kun han der ikke alene tilgiver, men også forsoner, soner, genopretter det ødelagte. Uden forsoningen har tilgivelsen ikke noget at bygge på. Retfærdigheden må genoprettes.

At det kan ske, er en gåde. Vi skal fordybe os i at vi mødes af en så stor kærlighed at den vil træde i vores sted og forsone det vi har forbrudt mod vores næste, den nære såvel som alle de andre. Forbrudt mod livet og mod Gud.

Korsets gåde drejer sig ikke kun om at Jesus har villet være ét med alle mishandlede og lidende og gudsforladte mennesker, men også om at resten af os: tilskuerne, de forsømmelige, de selvoptagede kommer med. Hans solidaritet, hans kærlighed omfatter også os, og opstandelsens trøst når os alle fordi han har sonet og genoprettet hvad vi har ødelagt.

Derfor er langfredag nu fuld af lys, af håb og trøst i modsætning til den første langfredag. Det fællesskab Jesus skaber omkring sig, er ikke fortvivlelsens fællesskab som det i sin tid var for kvinderne ved korset, men opstandelsens fællesskab. Det er den opstandne vi følger til korset i dag. Det er Gud selv der hænger der: hånet, tortureret, som det ynkeligste menneske dør han i jammerlig godsforladthed.

Uden langfredag - ingen befrielse påskemorgen. Uden påske - ingen trøstende langfredag. Dette er korsets forklarelse, dets gåde: det er alt der skinner på os når Vorherres blik fanger os. Det ser alt, men det ser så kærligt at selv isen smelter og klipper vælter.

Give Gud at blikket fanger os så vore hjerter blødes op og vi selv kan se verden kærligt og bevægende. Amen.