Nadveren er en gave

Det lille brød minder os om, at Jesus har betalt for vores synder med det, han gjorde på korset, skriver Michael Lerche Nygaard.

Ved nadvermåltidet viste Jesus sine disciple, at Gud igen ville gøre noget stort og ufatteligt i sit brogede folks hverdag, skriver sognepræst Michael Lerche Nygaard i sin prædiken til Skærtorsdag

Prædiketekst: 1. Korintherbrev 11, 23-26.

Ved gudstjenestens begyndelse har et barn og en voksen hjulpet hinanden med at stryge "blod" på dørkarmen af en dør, opstillet i kirkens kor.

Det jødiske påskemåltid blev indstiftet af Gud selv 1500 år før Kristus. Israels folk var dengang slaver i Egypten, og måltidet skulle de holde aftenen før deres befrielse. Den specielle fest skulle markere, at Gud nu greb ind i deres elendighed med store undere for at frelse sit folk.

Det var Gud, der bestemte menuen ved påskemåltidet. Det var nemlig ikke nogen almindelig festmiddag, men et måltid, der skulle forkynde et evangelium for dem, der spiste det. Der skulle spises usyret brød, det vil sige brød, som ikke var hævet. Israelitterne skulle ikke bruge tid på at lade dejen hæve, for de kunne blive kaldt afsted når som helst - Gud kunne give dem ordre til at bryde op meget pludseligt.

Sammen med det flade brød skulle der også lammesteg på bordet. Rundt om i hjemmene skulle familierne slagte påskelammet og smøre dets blod på karmene af deres yderdøre, som vi har set det i dag ved gudstjenestens begyndelse.

På selve befrielsesaftenen ville Gud lægge pres på Egyptens konge med en hård straf: I alle familier skulle det ældste barn dø. Men lammets blod skulle redde israelitterne fra at komme under den samme straf.

Dødsenglen ville gå forbi de huse, hvor der var lammeblod på dørstolperne. Bag de blodige døre skulle Guds folk få lov at spise deres måltid i fred - i Guds fred - beskyttet bag lammets blod.

Mon ikke de frelste familier bag de blodmærkede døre har fået den tanke: Hvorfor lige os? Hvorfor vil Gud skåne os af alle de mennesker, der findes i dette store land? Og svaret var da heller ikke spor indlysende.

Når Gud var så urimeligt kærlig over for dem, var det ikke fordi, de havde gjort sig fortjent til det. Tværtimod havde de gennem generationer vist sig som et meget stædigt folk, der gav Gud mange ærgrelser. Igen og igen ville de bestemme selv. Igen og igen havde de vendt det døve øre til, når Gud talte til dem gennem sine tjenere.

Der var faktisk ingen rimelighed i, at Gud reddede dem med påskemåltidet. De havde kun Gud at takke for deres frelse. Det var ham, der af betingelsesløs kærlighed havde besluttet sig for at være Gud for dem. Ikke på grund af gode gerninger, de havde gjort, men fordi han havde sluttet pagt med dem.

Når det kun var pagtsfolket, der holdt påskemåltid, så var det en ordning, Gud selv stod inde for. Det var ikke, fordi de var bedre end andre. De var folk af alle mulige slags. Men Gud havde sluttet pagt med dem, og det blev deres redning.

1500 år efter den første påske holder Jesus påskemåltid med sine disciple. De er en broget flok. Igen virkede det virkede som om, alle mennesketyper var med. Fiskere, håndværkere, boglærde og landsforrædere. Ja selv han, der skulle komme til at forråde Jesus. Nu sad de sammen med Jesus, der så ofte før var blevet kritiseret for at tage imod syndere og spise sammen med dem.

Dette påskemåltid blev anderledes. Her indstiftede Jesus nadveren. På den måde viste han, at påsken i Egypten forklarede den påske, de oplevede nu.

Ved nadvermåltidet viste Jesus sine disciple, at Gud igen ville gøre noget stort og ufatteligt i sit brogede folks hverdag. Noget så stort, at det ville overgå påsken 1500 år tidligere.

Gud ville igen slagte et påskelam. Men ikke bare det, de sidder med på deres tallerkener. Den nye pagts påskelam skal slagtes. Jesus ville selv tage påskelammets rolle, og give sit blod, for at mennesker kunne få mulighed for at søge ly bag det og finde Guds fred.

Gud ville igen befri mennesker. Og ikke blot en lille gruppe undertrykte. Befrielsen skulle få konsekvenser ud i hele verden. Slaveriet, som verden står i, slaveriet under synden og døden og djævelen, skulle ophæves. Lammets blod skulle løskøbe mennesker, så de kunne blive virkelig frie.

Gud ville igen sende sit folk afsted på rejse. Og denne gang ikke kun ørkenfolket. Gud ville nu samle og danne sig et nyt pagtsfolk af alle stammer og tungemål. Det var det nye pagtsfolk, dåbens folk, som også vi er med i. Folket, som er sat i bevægelse mod det nye land, han har udset. Deres rute kender de ikke, men målet kender de. Og Gud vil styrke dem undervejs. Og Guds pagtsfolk skal få lov til at smage hans måltid her på jorden og se frem til at spise det ansigt til ansigt med ham i herligheden.

I den kristne kirke holder vi påskemåltid hele året. Jesus har givet os nadveren som en gave, hans døbte folk må nyde ved gudstjenesten.

Og når vi i dag knæler ved nadverbordet i kirken, kan brød og vin stadig forklare, hvad Gud har gjort for os.

Under måltidet konfronteres vi med to billeder, der hver især rummer en lille prædiken. Det brød, vi plejer at bruge, ligner en lille mønt, præget med billedet af Jesus. Han er den, der står inde for "møntens" værdi, og på billedet ser vi ham på korset. Det minder os om, at Jesus har betalt for vores synder med det, han gjorde på korset.

I nadveren ser jeg også et andet billede: Spejlbilledet af mig selv i bunden af sølvbægeret. Dette billede bliver dækket af Jesu Kristi blod, når vinen skænkes i bægeret. På denne måde bliver jeg mindet om, at Jesu blod dækker mig. Gud ser mig gennem dette blod, og derfor kan jeg være retfærdig i Guds øjne.

Begge billeder kalder taknemmeligheden frem i mig for det blod, der udgydes for mig til syndernes forladelse.

For lidt siden læste vi en stump af et brev - det første brev, som Paulus skrev til menigheden i Korint. Modtagerne var kommet på vildspor i mange forskellige henseender: Der var partidannelser iblandt dem, de var begyndt at se ned på ordet om korset, der var kommet utugt ind i menigheden, og deres kirkeliv var i det hele taget præget af, at enhver holdt krampagtigt fast på sine rettigheder.

Nadveren var også kørt af sporet hos dem. De holdt nadver, når menigheden var sammen, men måltidet var blevet noget sært afsporet noget. I Korint tog de selv brød og vin med til nadvermåltidet. Det havde ført til, at de var begyndt at misbruge måltidet. Det blev en opvisning, hvor de viste sig for hinanden. De rige tog en voldsom madkurv med, og dyre vine fra kælderen, mens de fattige sad og sultede ved siden af. Det var en uholdbar situation. Og derfor vejledte Paulus korinterne, så deres nadver igen kunne blive en værdig og sand nadver.

Det allervigtigste for Paulus var, at hans dyrebare kristne venner i Korint kunne ende i en åndelig katastrofe, hvis de hen ad vejen lavede nadveren om til noget andet end det, Jesus havde indstiftet. "Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig ... imod Herrens legeme og blod", skrev Paulus, og han fortsatte: "Den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til".

Når Paulus tog nadverspørgsmålet op, og argumenterer og vejleder, så gjorde han det af kærlighed, fordi det var ham inderligt vigtigt, at korinterne måtte undgå at spise og drikke sig en dom til.

Paulus henviste ikke til sine egne tanker, når han skulle vejlede menigheden. I stedet henviste han Herren. Det er fra Jesus, nadveren kommer, og det er ham, der deler den ud.

"Jeg har modtaget fra Herren, og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig. Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, gør dette, hver gang i drikker det, til ihukommelse af mig".

Nadveren er fra Herren, og derfor skulle korinterne holde nadver efter Herrens forskrifter, uden at lægge noget til eller trække noget fra.

Det er så vigtigt, fordi kristendommen altid kun er én generation fra at uddø. Det gælder også i vores slægtled. Vores kristne budskab skal modtages fra Herren og gives videre i uforfalsket form i hver generation, for at kirken kan bestå. Og hvis det ikke sker, så er kirkens dage talte.

Det gælder også vores to sakramenter, dåben og nadveren, som begge er indstiftet af Jesus, og som vi skal bevare "aldeles efter Jesu Kristi indstiftelse", som der står i præsteløftet.

Det hænger sammen med, at vi som kristen menighed ikke kan tåle at gå rundt og tvivle på, om vores dåb nu er en rigtig dåb eller vores nadver en rigtig nadver. Derfor bruger vi stadig usyret brød og rigtig vin ved nadveren, ligesom vi også stadig bruger vand ved dåben.

I nogle trosretninger kalder man nadveren for et symbol. I vores evangelisk-lutherske siger vi mere end det. På grund af Jesu ord om, at brødet ER hans legeme og vinen ER hans blod, tror vi, at Jesus ER til stede i nadveren, uanset hvor meget eller hvor lidt vi ved om det, og uanset om vi tror på det eller ej.

Når vi går til nadver, skal vi ikke først fylde indhold i det, der skal ske. Indholdet ER der allerede, mens vi er på vej op ad midtergangen. Og indholdet er en person, som tager imod syndere. Det er den korsfæstede og opstandne frelser, som giver sig hen for vores skyld, og kommer os i møde med en kærlighed, der er helt uden betingelser.

Og sådan er nadverens evangelium så stort og ufatteligt. Jesus kommer til stede, og han har hele frelseshistorien med, samlet i lidt brød og en smule vin. Når Guds folk holder nadver i dag, rives vi med ind i hans frelsesplan fra evighed af. Vi tager i tankerne med til Egypten, og mindes det, Gud gjorde for vores åndelige forfædre dér.

Og vi må hver især takke Gud for, at hans gigantiske frelsesplan og helt urimelige godhed også omfatter mig.

Det er et evangelium så ufatteligt, at Gud selv må lægge det i hånden på os, selv give os det i munden, for at vi kan tage imod det.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, nu og altid, og i al evighed. Amen.