Påsken drejer sig om både kærlighed og kamp

Hvordan man kan være kristen og ikke automatisk føle pligt til at bekæmpe denne verdens uret, er mig en gåde, siger Svend Auken, foto: Hans Christian Jacobsen.

For folketingets næstformand Svend Auken er påskens centrale budskab, at vi som mennesker kan overvinde lidelse og død og få livet i tilgift

Folketingets næstformand og længstsiddende medlem Svend Auken (S) mener, at påsken og dens budskab om kærlighedens sejr og opstandelsen er det centrale i kristendommen. Det er derfor også en gåde for ham, hvordan man kan kalde sig kristen og ikke automatisk føle en pligt til at bekæmpe uret og ondskab i verden.

Hvad betyder påsken for dig?
- Påsken er kristendommens centrale begivenhed. Den handler om Jesu storhed, forfølgelse, død og opstandelse. Alle de store menneskelige øjeblikke med deres følelser og dramatik er indeholdt i påskeugen: Jubelindtoget i Jerusalem efter den lange rejse palmesøndag. Nadvermåltidet med disciplene skærtorsdag. Judas' forræderi. Peters svigt. Præsternes angst. Pilatus' ansvarsforskrivelse. Jesu tortur og korsfæstelse langfredag. Korsordene. Og så påskedags mirakel ved graven. 

Hvordan fejrer du påske?
- Som de fleste andre danskere. Vi tilbringer forårsdagene i vores sommerhus, og vil sammen med venner deltage i påskens gudstjenester. 

Hvad er for dig påskens centrale budskab?
- Det centrale budskab handler om at overvinde ondskab og død og få livet tilbage i tilgivelse. For mig er det kernen i det kristne budskab. Men samtidig at menigheden mindes om, at tortur, forfølgelse og drab stadig hører til dagens (u)orden - også i de krige, hvor såkaldte kristne regeringer fører krige mod andre. Ondskab og død er et menneskeligt grundvilkår. Her giver Jesu død et svar, men vi har også selv som mennesker et politisk ansvar.

Tror du danskernes forhold til påsken har ændret sig eller vil ændre sig i en verden, hvor religion kommer stadig mere på dagsordenen?
- Religioner forstået som magtideologier - hvad enten det er islam, kristendom, hinduisme eller jødedom - er en pest. Men politisk engagement kan godt være baseret på en tro. Hvordan man kan være kristen og ikke automatisk føle pligt til at bekæmpe denne verdens uret, er mig en gåde.