Påsken styrer årets gang

Påskens evigt gyldige budskab består i, at Jesus lever, at han er centrum i alt, hvad vi foretager os som kirke, siger den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon. Foto: Leif Tuxen.

Alt, hvad vi foretager os resten af kirkeåret, har sit udspring i påsken, siger den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon

Den danskfødte katolske biskop Czeslaw Kozon tlbringer det meste af påsken i den katolske domkirke Sankt Ansgar i Bredgade i København, hvor han forestår en del af højtidens mange messer. Udover at finde liturgien meget højtidelig og dramatisk, synes han også, at den understreger hændelsesforløbet i Jerusalem for snart 2000 år siden. Men påsken er ikke kun et følelses- og forståelsesmæssigt højdepunkt. Højtiden er hele årets omdrejningspunkt og derfra, hvor både forkyndelse og sakramenter udspringer. 

Hvad betyder påsken for Dem?
- Påsken er kirkeårets største højtid med en stærk koncentration af forkyndelse og liturgi. På grund af sin store betydning styrer påsken tiden både før og efter. Forinden bliver vi i fastetiden manet til omvendelse og fordybelse, og i de uger, der følger, hører vi i Det nye Testamente om menneskers møde med den opstandne Kristus og beretninger om apostlenes resultater og udfordringer i forkyndelsen.

- Påsketiden har en friskhed, som vi som kirke i dag skal tage til os og søge at formidle. Alt, hvad vi foretager os resten af kirkeåret, har sit udspring i påsken. Kirkens sakramenter, ikke mindst dåben, præstevielsen og nadveren, vokser på en særlig måde ud af påskens begivenheder.

Hvordan fejrer De påske?
-
Min påskefejring består først og fremmest i at forestå liturgien i selve påsken og den stille uge, som begynder med palmesøndag. Det er dage, som har deres helt egen karakter, stærk koncentration af læremæssigt indhold, en meget højtidelig liturgi med mange tegn og symboler. Der er noget dramatisk over disse dage, som gør det lettere at leve sig ind i påskens budskab. Jeg fejrer helligdagene i vores domkirke, som har en lang tradition for smuk og højtidelig liturgi.

Hvad er for Dem påskens centrale budskab?
- Hovedbudskabet er, at Jesus er opstået fra de døde. Guds Søn, der også er menneske, blev ganske vist dræbt, men kunne ikke fastholdes af døden. Han er således virkeligt blevet levende igen, og det er blevet slået fast, at døden ikke har det sidste ord. Jesus var i dagene efter opstandelsen fysisk til at tage og føle på, men samtidig allerede en del af en ny virkelighed, som nu også er blevet åbnet for os. Påskens evigt gyldige budskab består i, at Jesus lever, at han er centrum i alt, hvad vi foretager os som kirke. Nadverfejringen er en særlig erfaring af den levende Kristus.

Tror De, danskernes forhold til påsken har ændret sig eller vil ændre sig i en verden, hvor religion kommer stadig mere på dagsordenen?
-
Umiddelbart virker det som om, stadig færre danskere ved, hvorfor vi fejrer påske. Derfor vil festen kun få større betydning, hvis de mennesker, der kalder sig kristne, begynder at tage deres tro alvorligt og leve efter den. Den øgede tale om religion kan godt være et middel hertil. Men det kræver en bevidst og personlig stillingtagen.