Langfredagsprædiken: Via Dolorosa smertens vej
"Hvem kan begribe og helt til fulde identificere sig med den smerte som Jesus oplevede? Ja, det kan vel ingen for der i dybet og mørket, var Jesus alene, forladt af alle, selv af Gud," skriver sognepræst Lea Skovsgaard i sin prædiken til langfredag
Vi bringer her sognepræst Lea Skovsgaards prædiken til langfredag i år.
Langfredag er en vandring
Vi sendes ud for gennem tekster og salmer at gå et stykke af den smertens vej Jesus måtte gå, frem til sin korsfæstelse på Golgata. Vi sendes ud og vender tilbage forandrede i sindet. For man kan ikke undgå at blive forandret af at høre beretningen om Jesu korsdød.
LÆS OGSÅ: KRONIK: Langfredagsvreden og Guds ufattelige mildhed
Enten bliver man det ved forargelsen og må tage afstand fra det der skete eller også må man stoppe op, undres og tro. Det er vanskeligt, at indtage en ligegyldig holdning til lige netop denne begivenhed i kristendommens historie.
Vi bliver bevæget og bevæges gennem de følelser og billeder, der bliver beskrevet for os i tekster og salmer. Og derfor kan langfredag også for os, blive til en Via Dolorosa en smertens vej, fordi vi fra hvert vores liv, kan genkende nogle af de stemninger og følelser, som bliver beskrevet for os ved det Jesus måtte gennemleve denne lange og mørke fredag.
Artiklen fortsætter under grafikken
TEMA: Påske
Vi kan synes at det er en dag, hvor der ikke bør siges for meget, for hvem kan tale om og forstå den måde Gud handler, ind i verden med Jesu korsdød? Hvem kan begribe og helt til fulde identificere sig med den smerte som Jesus oplevede? Ja, det kan vel ingen for der i dybet og mørket, var Jesus alene, forladt af alle, selv af Gud.
Og alligevel er det den dag i kirkeåret der rummer flest ord og som gennem teksterne søger at belyse, hvad det var, der skete. For Guds mirakel og under som kommer til udtryk i korset, kan ikke stå usagt. Det kræver ord og begreber, ligesom det kræver stillingtagen. Og i kraft af det sættes den bevægelse i gang, der sender os ud på en vandring der kan forandre os.
LÆS OGSÅ: Hvad sker der langfredag?
Korset kan altså ikke stå usagt, det opfordrer til bekendelse: Ja, jeg tror på korsets gåde, som Grundtvig udtrykker det i salmen Hil dig frelser og forsoner. Det er den bekendelse som korset vil bevæge os hen imod.
Korset gåde finder ikke sit svar eller sin løsning i fornuften, men alene i troen.
Men gåden er ikke sat op på en formel, hvor der på et spørgsmål kan gives et svar; den må finde sit svar i det enkelte menneske og derfor kræves der et åbent hjerte og sind, for at tro på den gåde.
Der må være plads og rum for, at ordene kan trænge ind og skabe forandringen i den enkelte. For som Jesus selv siger det, som et svar på ypperstepræsternes og rådets spørgsmål, om hvorvidt han er Kristus: Hvis jeg siger jer det, vil I ikke tro det.
Troen på korsets gåde kan ikke dikteres, den kan ikke manes frem, for der må nødvendigvis finde en bevægelse sted i den der hører budskabet.
De mennesker der var med til at dømme Jesus til døden, kunne ikke høre hans ord for de var ikke åbne for at modtage det han bragte til dem. De havde hænder fulde af deres egen forståelse af den Messias de ventede, og derfor kunne de ikke bevæges til at se Kristus Guds søn, i Jesu menneskelighed.
Sandheden om Jesus blev til den anklage der kostede ham livet. Han kaldte sig Guds søn, og den forargelse det vakte i de fleste mennesker i hans samtid, var lige så stærk som den forargelse korset kan vække blandt os i dag.
For det kan ikke begribes eller rummes med forstanden det er en hjertesag, og derfor handler troen på Jesus som Guds søn, ligesom troen på korsets gåde om kærlighed.
Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild. Guds kærlighed kender ikke til grænser og handler ikke efter fortjenesten, den elsker på trods, og den giver sig selv som et offer.
Det kunne lyde som en romantisk kærlighed, i forelskelsens første fase, men den kærlighed Gud nærer for mennesket, afbilledes ikke som et stort rødt hjerte, men som et kors.
Et kors der står plantet i den sorte jord, på en høj lidt udenfor Jerusalem, hvor solen formørkes og jorden skælver.
Men ud af det mørke brød lyset igennem. Af den rystelse flænges forhænget ind til det helligste rum i templet.
Derfor er der nu ikke længere nogen adskillelse mellem Gud og mennesker, end ikke i smerten eller sorgen, ikke i glæden eller sejren. Hans offer blev til liv og forsoning. For ved Jesu død, viste Gud den kærlighed som er selve korsets gåde.
Man siger at den største og mest ubetingede kærlighed et menneske kan føle, er den kærlighed en forældre føler for sit barn for sit eget kød og blod. Jesus var Guds barn Gud i kød og blod, og Gud ofrede sit barn af kærlighed til mennesket.
Vi kan ikke begribe det, det er for stort til at et menneske kan rumme det i sin forståelse og i sin erfaring af kærlighed. For Guds kærlighed er mere og andet end det vi kender fra vores liv med hinanden.
Derfor er korset det helt rigtig symbol på Guds kærlighed. Fordi det er en forargelse, at Gud ofrede sit eget barn.
Korset tvinger os til at tage stilling til om vi vil se på det, som et kærlighedens mærke der giver os en helt ny tilgang til livet og hinanden, eller vi vil se det som et tortursymbol der ikke giver mening ind i en moderne menneskelig sammenhæng.
Men bevæget bliver vi. For også vi bliver spurgt om vi vil tro på korsets gåde, om vi vil tro på, at der er en kærlighed der rummer mere end hvad vi kan forstå, og om vi vil gribe den gåde som vi ikke kan regne ud, men kun tro på.
Det er den vandring langfredag sender os ud på. Den forandrer os, ved at give os et nyt perspektiv på Gud og på kærligheden.
Den sender os ud hvor fornuften må give fortabt og troen tage over.
Amen
Lea Skovsgaard er konstitueret sognepræst i Frederiks Kirke i København
