Lars Husum genfortolker påskens fortællinger
Syv af landets stærkeste forfatterstemmer fortolker og gendigter hver en af påskens tekster i ny bog. Læs Lars Husums bidrag til bogen "Gennem den kulsorte sky", hvor forfatteren gentænker budskabet fra påskedags evangelium
Påskedags evangelium fortæller om Jesu opstandelse. Men hvad sker der, når en nutidig forfatter skal gentænke dagen? Det undersøger bogen "Gennem den kulsorte sky". Læs her et uddrag af Lars Husums prosatekst til påskedag:
"Påskedag klokken 18 ringede brødrenes mor. Brødrenes far var blevet indlagt igen, på trods af at alt havde været i orden dagen før, men den oppustede mave havde ikke været et synsbedrag.
Brødrenes far havde stået inde på badeværelset, da han råbte på deres mor. Der stod en tynd, rødbrun stråle ud fra syningen i hans mave. Han forsøgte at holde det inde, men det fossede ud gennem hans fingre, og gulvet i badeværelset var sjasket til med væsken fra hans mave. Deres mor ringede til hospitalet for at høre, om de ikke kunne sende en ambulance. – Det sender vi altså ikke en ambulance for, sagde sygeplejersken.
– Men blodet står ud af hans mave, sagde brødrenes mor.
– Jeg er sikker på, at det ikke er så slemt, som du forestiller dig. I må køre selv, sagde sygeplejersken.
Der var 50 kilometer til hospitalet fra den lille by. Deres mor lagde passagersædet ned, så deres far kunne ligge så komfortabelt som muligt med sine 189 centimeter i deres lille Kia. Han pressede to store hvide håndklæder ned mod sin mave, men væsken sivede langsomt igennem. Bilen kørte med 80 kilometer i timen på stedet. Brødrenes mor skulle holde øje med trafikken, samtidig med at hun hele tiden så over mod deres far, der var bleg og tavs.
Da de endelig kom til hospitalet, steg brødrenes far ud. Deres mor skulle parkere bilen. De gennemvædede hvide håndklæder, nu rødbrune, blev efterladt i bilen. Væsken strømmede stadig ud gennem mave og fingre, og det efterlod et rødbrunt slimet spor efter brødrenes far, som havde en gigantisk dræbersnegl krydset hospitalsgulvet. Brødrenes far skulle op på 2. sal, og han gik de 50 meter hen mod elevatoren.
Selvfølgelig burde han have bedt om hjælp, men han var en idiot, der ikke havde dette ord i sit ordforråd. I stedet passerede han hvidkitlede mennesker, der ganske vist studsede over, at hans mave var utæt, men de sagde intet, og de gjorde intet. Hvidkittel på hvidkittel gik forbi ham, mens han sneglede sig hen til elevatoren.
Da brødrenes mor kom ind på hospitalet, kunne hun følge det slimede spor hele vejen hen til elevatoren, hvor en læge ringede efter rengøring. Oppe på 2. sal fortsatte brødrenes far sin langsomme gang, indtil en rengøringsassistent stoppede ham.
– Har du ikke brug for hjælp, sagde hun.
– Det tror jeg, svarede deres far, og hun løb efter hjælp.
Pludselig var brødrenes far omringet af de hvidkitler, der indtil da havde været enten blinde eller ligeglade. Alt i alt havde han været heldig. Syningen i hans tarme havde ikke været tæt, og han fik en oppustet mave, der var synlig for alle, der kiggede på ham. Hans mave havde været en septiktank. Hvis syningen i maven ikke var bristet, og hvis væsken ikke havde sprøjtet ud af ham, ville hele hans system være blevet forgiftet, og han ville have været død.
Da Lars og hans kæreste ankom til hospitalet klokken halv ni den aften, blev de mødt af Kenneth. Kenneths fremmeste egenskab var hans ro. Lars var langt mere kolerisk. Deres far var lige kommet ud fra operationen. Kenneth havde kun set ham, da han blev kørt ind på opvågningsstuen.
– Det er ikke godt, sagde Kenneth.
Andre, der ikke kendte Kenneth nær så godt, kunne være blevet snydt af hans ro, og de kunne have tænkt: Så er det nok heller ikke værre, men alle tre brødre havde den dårlige vane, at de bed negle og huden omkring deres negle, når de var urolige. Kenneths hænder blødte, fordi der ikke var noget hud tilbage på dem. Thomas kom få minutter efter Lars.
– Hvordan kunne de sende ham hjem, når han var så oppustet, sagde Thomas, mens han bed huden af sin pegefinger.
Brødrenes mor kom ud til dem. Hun græd, selv om hun forsøgte at lade være. Brødrene sagde, at alt ville blive godt igen. Det vidste de intet om. En sygeplejerske kom ud til dem. De måtte se ham. Deres far lå gennemsigtig i hospitalssengen. Han var udstyret med så mange ledninger, at han lignede verdens første elektroniske menneske, der lå til genopladning natten over. De forsøgte alle at lade, som om det ikke så slemt ud, fordi deres far mumlende sagde:
– I skal ikke være bange. Jeg har det okay.
Påskedags tekst: Jesu opstandelse
Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt.
De fandt stenen væltet bort fra graven, og de gik derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme. Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder. Kvinderne blev forfærdede og bøjede sig med ansigtet mod jorden, men mændene sagde til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.« Så huskede de hans ord. Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og alle de andre. Det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs mor, og de andre kvinder, som var sammen med dem. De sagde dette til apostlene, men det lød for dem som løs snak, og de troede ikke kvinderne. Dog rejste Peter sig og løb ud til graven, og da han bøjede sig ind, så han linnedklædet og ikke andet. Han gik så hjem, forundret over, hvad der var sket.
Lukas, kap. 24, v.1-12