10 gode råd til at få troen med i parforholdet

Kroppen er et tempel for sjælen og ånden. Den er Guds gave til os, også som mand og kvinde. Kærlighedsakten i seksualiteten er det sted, hvor du forenes med din partner. I bliver eet i hinandens kroppe. Værn om den akt. Misbrug den ikke, men lad ikke a l t i jeres samliv afhænge af, hvad I får ud af det! Foto: stock.xchng

Bibelen indeholder mange ord, der også i dag er aktuelle. Åndelig vejleder og freelancepræst Jette Dahl giver - med udgangspunkt i udvalgte bibelvers - 10 tips til, hvordan man kan tage Gud med i parforholdet

1) Guds rige afhænger ikke af ord, men af kraft! (1Kor 4,20)
Gør dig som det allerførste klart: at Gud ikke kun er ord, men langt mere en kraft. Det betyder, at du ikke nødvendigvis behøver at tale om Gud til din partner, for at han er en virkelighed i jer og blandt jer.

2) Gud skabte mennesket i sit billede. Som mand og kvinde skabte han dem (1Mos 1,27)
Kernen i troens væremåde er, at du har respekt for dit medmenneske, din partner. I er begge skabt i Guds billede. Dvs. at Gud har lagt noget af sig selv ned i sjælen. Det bør vi have respekt for. Det gælder overalt, men først og fremmest dem, der står os nærmest. Hav derfor respekt overfor din partner. Overskrid ikke urørlighedszonen.

3) Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere! (Jak1,22)
Troen på Gud har den side i sig, at den vil ud over ord og budskab. Den skal stå sin prøve i det virkelige levede hverdagsliv. Det er i mødet med din partner, at din tro skal omsættes ved, at du bl.a. tager de store sko på. Der bør være højt til loftet, fordi kærligheden er på færde i mange afskygninger og udtryksmåder.

4) Vær barmhjertig ligesom jeres Far er barmhjertig (Luk6,36)
Vælger du at tro på Gud, er den røde kærligheds tråd det allermest centrale mellem Gud og dig, og mellem dig og din partner. Det er den lim, der holder det hele sammen. Tro på, at kærlighedens kraft stadig udretter mirakler og undere i hverdagslivet.

Kærlighedens fornemste opgave er: barmhjertighed. Du har modtaget barmhjertighed fra Gud. Lad den præge dit parforhold. Vis barmhjertighed og overbærenhed.

5) Bær hinandens byrder, således opfylder i Kristi lov (Gal6,2)
Når modgang melder sig, får I brug for indholdet i disse ord, som i øvrigt indgår i kirkens bryllupsritual. Når din partner har det svært, præger det også dig. For I er et par. Støtte, omsorg og hjælp står i centrum, uden at du skal fylde for meget. Det er her, som i mange andre sammenhænge, balancen, der er så vigtigt. Der er noget, vi selv må gå igennem og bære, men der er meget, vi kan og bør bære sammen i den tro, at Gud bærer med og holder oppe.

6) "Ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer?" (1Kor 6,19)
Kroppen er et tempel for sjælen og ånden. Den er Guds gave til os, også som mand og kvinde. Kærlighedsakten i seksualiteten er det sted, hvor du forenes med din partner. I bliver eet i hinandens kroppe. Værn om den akt. Misbrug den ikke, men lad ikke a l t i jeres samliv afhænge af, hvad I får ud af det!

7) Tænk på at den mindste ild kan sætte den største skov i brand. Også tungen er en ild (Jak 3,6)
Øv dig i selvbeherskelse og tænk over, hvad du lukker ud af munden i dit forhold.
Lad ikke ord kvæle din partner. Det betyder ikke, at du skal holde dine følelser for dig selv, men det betyder, at du skal overveje, hvad du siger, især når du mærker følelserne er ved at få magten i en given situation.

8) Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere (Matt 6,12)
Denne bøn i Fadervor er vigtig i denne sammenhæng. Den understreger betydningen af at kunne tilgive hinanden. Det er ikke alt, vi kan tilgive, men vi kan bede Gud hjælpe på vej og tilgive det, du måske ikke selv kan. Når Gud forlader din skyld, er der åbnet for, at du også kan gøre det overfor din partner.

9) "Giv mit hjerte ro i Kristus! (Fil1,20)
Troens frugter er: overgivelse. At du har Gud, du kan bede til og give dig over til.
Ikke én gang for alle, men dag for dag. Situation for situation. Bed bønnen: Giv mit hjerte ro i Kristus. Måske er du så heldig, at du kan bede sammen med din partner, men ellers kan du fint gøre det selv. Det giver også din partner noget.

10) "Så bliver da tro, håb og kærlighed, men størst af dem er kærligheden (1Kor13,13)
Lev dit liv og dit samliv i den tro, der er erfaret som en levet virkelighed i flere tusinde år: At tro, håb og kærlighed er urkilden, du kan drikke af til hver en tid. Vid, at kærligheden er og bliver den største kraft, der findes. Selv døden er blevet overvundet af kærlighedens opstandelseskraft. Tro det, og du skal leve.