Paven: Tredje Verdenskrig er her

Pave Frans besøgte lørdag et mindesmærke for Første Verdenskrig i Italien. Foto: Olivier Morin

Ved en mindeceremoni i Italien advarede Pave Frans om, at vi nu oplever en tredje verdenskrig

Irak, Syrien, Gaza. Krig og ufred er en realitet for mange millioner mennesker verden over.

Den bølge af konflikter, vi er vidne til, er en fragmenteret Tredje Verdenskrig. Det mener ihvertfald pave Frans.

Paven var lørdag på besøg ved Italiens største krigsmindesmærke, hvor 100.000 soldater, som døde under Første Verdenskrig, ligger begravet. Her holdt han en prædiken og sagde blandt andet:

"Selv i dag, efter endnu en forfejlet verdenskrig, kan man tale om en tredje verdenskrig, der udkæmpes fragmenteret med forbrydelser, massakrer og ødelæggelser," skriver det arabiske nyhedsmedie Al Jazeera.

Han fordømte ved samme lejlighed våbenhandel og terrorisme, fordi det er årsag til død og ødelæggelse. 

Paven har de seneste måneder ved flere lejligheder appelleret til at ende verdens mange konflikter i lande som Ukraine, Gaza, dele af Afrika, Irak og Syrien.

I sin prædiken i Italien sagde paven, at krig er et resultat af intolerance, grådighed og magtbegær. Det begræd han:

"Menneskeheden har brug for at græde, og nu er det tid til at græde," sagde pave Frans.

Pave Frans er en af de mange millioner mennesker, der har en Twitter-profil. Den bruger han blandt andet til at komme igennem med sit budskab om fred. Herunder kan du se nogle af hans tweets.

"Hver dag beder jeg for alle, som lider i Irak. Vær så venlig at bede med mig." Fra pavens Twitter-profil.

"Jeg beder alle gode mænd og kvinder om at slutte sig til mig i bøn for de irakiske kristne og alle sårbare befolkninger." Fra pavens Twitter-profil.

"Herre, med så megen vold i Irak, hjælp os til at holde fast i bøn og generøsitet." Fra pavens Twitter-profil.