Følg en vandring for mennesker, der tidligere ikke kunne gå

Fra venstre ses skribenten Mikkel Holmgaard og hans medvandrer Troels sammen ved byskiltet Valcarlos på vej på Caminoen. Foto: Mikkel Salling Holmgaard

Mikkel og Troels holder en pause sammen på skråningen.

Mikkel og Troels holder en pause sammen på en skråning. Foto: Mikkel Salling Holmgaard

Et gammelt, charmerende skilt, der viser, hvor meget af ruten, der mangler. Foto: Mikkel Salling Holmgaard

Et billede fra et af de steder, gruppen har overnattet. Foto: Mikkel Salling Holmgaard

Billedet er fra et restaurantbesøg. Fra højre ses skribenten Mikkel, Troels, Mikkel Lundtoft, Stefan (Tyskland, 42 år), Tina (Tyskland, 26 år) og Carl (Holland, 70 år). Foto: Mikkel Salling Holmgaard

For 10 år siden kunne jeg ikke gå 100 meter uden at få hold i nakken. I disse dage har jeg sat kursen mod Santiago de Compostela, hvilket betyder ca. 800 kilometers vandring, skriver Mikkel Salling fra Caminoen

Torsdag d. 3. marts 2016 var en meget speciel dag for mig. Den dag var det præcis 10 år siden, at jeg, grundet et knivstik i halsen, blev meget alvorligt skadet og fik lammet min venstre arm fuldstændigt. Det var også dagen, hvor jeg startede med at gå den verdensberømte vandrerute - Caminoen.

Det er kun godt en måneds tid siden, at jeg fik idéen om at gennemføre ruten netop nu, så det er ikke fordi jeg har overtænkt forløbet, inden vi tog afsted. Jeg er ikke så god til planlægningsprocesser, jeg prøver bare at få ting gjort og håber jeg bliver klogere på vejen..

Målsætningen var klar: Caminoen. Jeg ville vise, hvor meget jeg havde flyttet mig, og herigennem forhåbentligt flytte mediernes fokus fra den frygtelige 10 års- dag for knivstikket til den mere generelle hjælp til mennesker, der som mig har været så kropsligt udfordrede. 

Han kunne slet ikke gå! 

Med mig har jeg en frivillig fysioterapeut, Mikkel Lundtoft på 32, og den unge studerende Troels Riber på 21, der som 15-årig blev ramt af en hjerneblødning. Han havde en cykel med, der kunne aflaste ham en gang imellem.

Jeg har været så privilegeret at følge Troels med mit projekt, hvor vi sammen har forbedret hans gang og fysiske formåen efter, at han ellers blev tabt af systemet. Han var oplagt at invitere med, og han var frisk med det samme. 

Vi anede nærmest intet om ruten. Vi fokuserede næsten kun på formålet - og glemte nok at fokusere på: Hvordan overlever vi?  

Sne, sne, lidt regn og atter sne 

Vi valgte at flyve til Biarritz i Sydfrankrig, hvorefter vi skyndte os videre til startbyen St Jean Pied-du-Port. 

Det gik hurtigt op for os, at vi nok ikke ligefrem havde for meget tøj med. De andre "pilgrimme" i bybilledet havde nærmest skitøj på, og der stod vi så i vores sportstøj og satsede mere på lag-på-lag konceptet.

Det blev ikke ligefrem bedre for os, da vi fik at vide, at store dele af første etape var lukket på grund af sne. Vi ankom først sent til startbyen og manglede stadigvæk at finde et sted, der kunne klargøre vores cykel efter rejsen. 

Pyrenæerne nedlagt! 

Vi havde hørt, at starten af ruten skulle være det værste. Så forberedte var vi dog alligevel inden afgangen.

Efter ren kaos i startbyen kom vi alt for sent af sted, og det meget svingende vejr mellem regn, sne og solskin krævede en del tøjskift (med andre ord: flere lag). Det gjorde, at vi allerede efter små 10-12 kilometer måtte gøre første stop i byen Valcarlos, hvilket var en dejlig oplevelse. Vi mødte en lille gruppe mennesker, som ligesom os skulle finde rytmen og tre af dem følges vi stadigvæk med. 

Vi er netop ankommet til Pamplona og er dermed igennem Pyrenæerne. Vi er ved godt mod, selvom vi kan mærke alle dele af vores kroppe.

Vores udstyr har virkelig klaret opgaven fint. Vi har haft lidt våde tæer et par gange, men vejrudsigten siger, at foråret er på vej, og så tror jeg virkelig på, at vi er dem, som leer sidst.

Troels har kørt over tre bjerge på cyklen, og har yderligere trækket over to. Den knægt er for vild!

På vejen har vi mødt flere mennesker med skader, som ”Mikkel-fys” (Mikkel Lundtofts kaldenavn hernede) har haft hænderne på, og så følges jeg med dem dagen efter og bakker op. Det er en dejlig kombination, og vi får folk med.

Det er en helt uforglemmelig oplevelse allerede! Alle har en historie og alle har en grund til at være på Caminoen. Vi har mødt flinke mennesker fra alle dele af verden.

Næste gang, jeg skriver hernedefra, vil jeg blandt andet fortælle, om min nakke/arm/skulder overhovedet lader mig gennemføre turen - og afsløre, hvordan vi på snedig og gratis vis har holdt vores fødder tæt på helt tørre i løbesko. Vi døjer derfor ikke med vabler ligesom mange af de andre i store vandrestøvler. 

Det ligner 18 grader og forår allerede i næste uge!

Jeg håber I vil følge med.

Buen Camino,
Mikkel

Heldigvis har vi gode sponsorer i ryggen, som hjælper os. New Balance Danmark har leveret noget lækkert tøj til os. Principa Bikes gav Troels en helt ny og lækker Mountainbike, så han kunne aflaste hans ben ved at cykle lidt i ny og næ.