Tor friede til Majken i 2000 meters højde

Tor Hernes og Majken Schultz var taget ud på en lang bjergvandring i de franske alper fra Mont Blac til Middelhavet. En tur, der endte med en ring på Majkens finger. Få historien her

På deres vandring i Alperne nedfælder Tor Hernes' og Majken Schultz' undervejs deres tanker om naturens kræfter, menneskers forskelligheder og om at leve i en rygsæk i en dagbog.

Læs med her:

DAGEN PÅ PONT DE CROÉ VIE 

Tors version
Vi starter i tidlig morgensol ned ad dalsiden. Efter gårsdagens tågetur føles det umådelig godt at mærke morgensolen stikke på kroppen. Den dal, som vi langsomt bevæger os ned mod, består af en grøn græsslette og en elv, som slynger sig ned i dalen mellem store stenblokke. Nogle steder krydser vi nogle bække, som man har lagt planker over som bro.

Over os troner takkede granitbjergtoppe med pletter af sne. Et let lag nysne, som meget snart vil smelte i den varme sol, ligger og glitrer på toppene. Bag disse toppe er himlen blå og helt skyfri. Dalen bugter sig nedad i terrænet. Vi kan ikke se bunden af dalen, men ved, at vi skal krydse elven efter en lille times gang for så at stige op ad dalsiden på den anden siden, hvor vi skal gå ind i det eventyrligt smukke Col de Vanoise med indsøer omkranset af græs og bjergtoppe bagved, som stikker op fra isede gletsjere.
 
Ofte når jeg slentrer i et åbent og gæstfrit terræn, tænker jeg på min far, som jeg havde nogle gode stunder sammen med i fjeldet. Vi kunne tage af sted med teltet og vandre, vinter som sommer, og fiske på turen. Det fjeldområde, som vi bedst kunne lide, var Børgefjell, som ligger ind mod den norsk-svenske grænse, omtrent 300 kilometer nord for Trondheim.

Det blev aldrig sagt, at det var gode stunder, men efter at jeg er blevet voksen, har jeg forstået, i hvilken grad fjeldet var det sted, hvor han fandt roen i sig selv. Han var et meget mildt og omgængeligt menneske, men han havde ofte ikke fred med sig selv uden for naturen. Alt det med sociale normer, forventninger, hierarkier, regninger og teknologi, som associeres med det moderne liv, resignerede han over for.

Når han var i fjeldet, var han derimod i pagt med noget omkring sig og dermed i pagt med sig selv. Det er måske netop denne pagt med noget større end sig selv, som gør, at min far, min ven Christophe og tusindvis af andre søger til bjergene. Denne pagt er ikke noget konkret eller fast. Det er bare noget, man føler, og alligevel er det så reelt som noget.

Mon det er denne følelse af pagt, som gør, at jeg bestemmer mig for at fri til Majken i dag? Jeg ved det ikke. Følelserne er mange, da vi langsomt og rytmisk går ned mod dalen ved siden af den brusende elv. Det er en smuk og uendelig ramme, vi går ind i.

Det forekommer paradoksalt, men det er en ramme, som både er der, og som samtidig er genstand for længsel, fordi den aldrig ophører, men bliver til hele tiden. Dermed oplever jeg en melankoli, men melankoli som en god længsel, og ikke som en tristhed. Det findes musikformer, som er melankolske, uden at de er triste. En tidligere bekendt sagde engang, at bluesen er så kraftfuld, fordi den fremkalder længslen efter det ufærdige.

Den portugisiske fado er ligeledes en længsel efter ens kære langt ude på havet. Tangoen er forbundet med den livlige storby Buenos Aires, men alligevel er den en stærk musikform i Finlands store skove og lange øde strækninger. Jeg ved ikke, om det er oplevelsen af pagten med det ufærdige, som udløser frieriplanerne langs elven i dalen på vej ned fra Refuge de la Leisse, men noget skete der.
 
Mange idéer om tid og sted har været overvejet i løbet af det halve år, hvor jeg har vist, at jeg ville fri på denne tur. Rent praktisk er det en nok så kompleks beslutning at skulle fri på en fire uger lang vandretur, hvor både følelsesmæssige og praktiske forhold spiller ind. Rent følelsesmæssigt spiller tid og sted ind, for at det skal føles rigtigt.

Længe havde jeg tænkt at fri på det højeste punkt, Col de Chavière i 2796 meters højde, som vi efter programmet skal nå om fire dage. Symbolikken ved at fri på turens højeste punkt er åbenbar. Men så kan det jo tænkes, at Majken vil være temmelig udmattet, når vi når toppen, og hvordan kan jeg vide, hvordan vejret bliver?

Hvor romantisk er det egentlig at gå ned på sine knæ på et forblæst pas, når benene er trætte, tågen er på vej, og vi kan risikere sne på vej ned? Og en anden ting. Hvor skal natten tilbringes? Der er overhovedet ingen romantik forbundet med at ligge på sovesal sammen med 20-30 andre vandrere, som natten igennem udstøder de mest uromantiske natlige lyde, nogle gange ligefrem i kor. Så vejr, tilstand og overnatningssted er faktorer, som skal indgå i min romantiske beslutningsmodel.
 
Der er også yderligere et tidsaspekt, nemlig om det lønner sig at fri tidligt eller sent på turen. Hvis frieriet finder sted tidligt, lad os sige efter en uge, og hun eventuelt skulle sige nej, hvordan ville de resterende tre uger så forløbe? At få nej virker rigtignok ret så hypotetisk, men på en lang vandretur er man vant til at indberegne alle eventualiteter.

På den ene side kunne man sige, at med et nej ville stemningen blive en smule trykket. På den anden side ville tre uger være god tid til at forhandle og eventuelt opnå et ja. Der er også en praktisk ting til: Min rygsæk er tung nok allerede, og siden Les Houches har jeg båret på en halv flaske Piper Heidsieck, som skal åbnes under frieriet. Jeg har holdt den, og en lille gave til hende, skjult i min rygsæk. Men det tynger jo også.
 
Det er i dag, det skal ske. Beslutningen er taget. Når det gælder overnatning, er det også perfekt, for jeg har bestilt værelse med udsigt mod dalen på et trestjernet hotel i landsbyen Pralognan, hvor vi ovenikøbet skal bo i to nætter og have en hviledag, før vi sætter kursen videre mod jernbanebyen Modane via Col de Chavière.

På vej ned i dalen tænker jeg, at jeg skal fri der, hvor vi kommer op, når vi har krydset elven. Det allersidste stykke er stejlt, og jeg ved, jeg skal række hånden til Majken for at hjælpe hende de sidste meter op til det område, som markerer indgangen til en ny dal. Jeg går og tænker på, hvad jeg skal sige. Selve tanken om at fri nu, inden for en halv time, fylder mig med glæde, spænding og forventning. Inden for en halv time skal vores egne liv og vores samliv få en symbolsk anden betydning.

Jeg vender mig om og ser på Majken, som kommer slentrende bagved. Jeg kan se, at hun har det godt, og synet af hende føles som en bølge af varm kærlighed. Det føles vidunderlig godt at være sammen i denne ramme, som to mennesker, der deler noget, som er større end dem selv, og som de alligevel er en del af.
 
Men er det alligevel en god idé at fri på denne top? Hvorfor fri på et sted, hvor den anden føler sig lidt usikker og ikke helt tilpas?
Nogle gange i livet bliver man reddet af omstændighederne på et helt perfekt tidspunkt. Selv om vi har gået her før, havde jeg glemt, at vi før opstigningen skal over en smuk gammel stenbro.

Mens jeg går og tænker på, hvad jeg skal sige, ligger den pludselig lige foran os. Den er buet, i lys natursten, som en skulptur, der forbinder en elvbred med en anden. Det hersker overhovedet in- gen tvivl. Det er her, det skal ske.

Jeg stopper og tager min rygsæk af og foreslår, at vi hviler os lidt. Majken protesterer lidt, fordi vi netop har haft en kort pause. Det er imidlertid nytteløst. Frieriet sker knæstående på en stenbro, 2100 meter over havets overflade, omkranset af det smukke bjerglandskab i Vanoise.

Den lille tale, som jeg havde forberedt, bliver til tre-fire sætninger, langtfra så elegant, som ved den indre generalprøve i mit hoved. Men hendes blik tyder på, at hun forstår, hvad jeg er i færd med, allerede før den første sætning kommer ud.

Det virker også, som om hendes svar har ligget i hendes hoved, længe før vi kom til Pont Croé Vie. Vi åbner flasken med Piper Heidsieck, som har besteget cirka 4000 højdemeter i min rygsæk. Korken behøver dermed ingen hjælp til at komme ud af flasken. Den flyver højt over broen og forsvinder i den brusende elv nedenfor for at fortsætte sin færd ned mod havet. Måske den når Middelhavet før os, hvem ved?

Mens vi sidder omslynget og nipper til champagnen, kommer en gruppe godt voksne franskmænd forbi. Da de opfatter, hvad de er vidner til, bliver det til glædesscener med dans, sang og omfavnelser. Så fortsætter vandreturen. Alt er som før. Og ingenting er som før.

Majkens version
Den næste dag er eventyrlig. Vi står op i den lille, primitive refuge til en høj, klar, blå himmel. Turen går ned gennem en dal, hvor der løber et brusende lille vandløb, som samler stadig mere vand op fra de mange mindre vandfald, der fosser ned langs de stejle bjergsider. Stien bugter sig nedad i landskabet, og stilheden afbrydes kun af nogle marmotter, som får øje på os, og nogle enkelte flyvemaskiner, der højt oppe på himlen er en påmindelse om civilisationen.

Vi går ned gennem dalen langs stejle bjergsider, knejsende toppe med nysne og de grønne græssletter. Der ligger en del sne tilbage i vandløbet og danner hvælvinger, som vandet fortsætter igennem. Det er den første solskinsdag i nogle dage, og vi tager et tidligt lille hvil i græsset og lader os opsluge af skønheden.

Vi har sammen gået denne etape i godt vejr for nogle år siden, og det står for os begge som en af de smukkeste strækninger overhovedet på GR 5. Så vi ønsker bare at trække tiden ud og nyde dagen i fulde drag. Vi sætter os ned i græsset og tager en kort pause og spiser nogle abrikoser, mens vi suger skønheden til os.

Efter et par blandede dage er denne dag et rent bjergeventyr. Vi sætter i gang igen og skal blot hen over en fin, gammel stenbro, før stien drejer skarpt til højre og starter opstig- ningen til Col de la Vanoise. Broen, Pont de Croé Vie, har en fin bue formet i store sten, som vandet bruser igennem. Den har brede kanter af solide sten i begge sider og står som indbegrebet af en gammel stenbro.

Tor foreslår, at vi skal holde en pause. Jeg vægrer mig lidt, fordi vi netop har holdt pause, og jeg gerne vil i gang med dagens opstigning, men Tor siger, at der ikke er noget valg. Jeg sætter mig en smule forvirret ned på broens kant, og før jeg når at tænke over, hvad der skal ske, ligger Tor på knæ foran mig på broen. Han fremsiger det smukkeste og dejligste frieri, som jeg kunne drømme om. Og jeg er ikke sen til at sige et meget klart „ja“, selv om jeg har både klump i halsen og tårer i øjnene.

Jeg har mange gange ønsket mig, at Tor ville fri, men har meget bevidst ikke gjort mig nogen forventninger på turen, fordi jeg har en stærk tro på, at nemesis kan ramme den, der begår hybris. At gøre sig forventninger om, at Tor ville fri på denne vores livs første store vandretur sammen, ville være at forsøge at gøre mig til herre over vores fælles fremtid.

Så jeg har oprigtigt talt ikke forventet det – og da slet ikke i de første dage af turen,hvor meget jo kan nå at ske på de resterende tre uger. Men jeg bliver overvældet, lykkelig og fuldstændig betaget af situationen.

Ud over en meget smuk gave med en for os helt særlig symbolik har Tor medbragt en halv flaske champagne, der selvfølgelig må åbnes. Først tror vi, at vi kan drikke af flasken, men der er så meget pres på champagnen, at den må indtages af vores medbragte kopper.

Om det er champagnen eller bare vores glade ansigter, ved jeg ikke, men inden længe er vi omringet af en gruppe franske vandrere, hvis entusiasme ikke kender nogen grænser, da det går op for dem, hvad der foregår.

En kvinde insisterer på at tage billeder af os sammen på broen. Der kysses og krammes og ønskes tillykke med livet på fransk. Snart kommer der en anden gruppe ned fra Col de la Vanoise, og en ældre herre istemmer den smukkeste sang med ønsker for et godt liv. Det er fuldstændig overvældende, og vi bliver begge rørt til tårer.

Lige så hurtigt, som det hele begyndte, lige så hurtigt er ritualet forbi, og vi går glade og opløftede i gang med opstigningen. Det er vidunderligt og uvirkeligt på en og samme gang, at så store forandringer kan finde sted så pludseligt.