Pinsen er menneskets nye begyndelse på jorden

Læs et uddrag om pinseunderet fra dr. theol. Carsten Breengaards debatbog "Gud i klemme". Bogen fra sidste efterår tager udgangspunkt i de seneste års debatter om præster, der ikke tror på Gud eller opstandelsen

Det kunne måske være nærliggende at opfatte kirken som en slags institution eller forening. Man kunne godt forestille sig, at nogle mennesker, der havde været tilhængere af Jesus og satte pris på, hvad han havde gjort og sagt, blev enige om at afholde et møde for at få lidt styr på hvordan og hvorledes i fremtiden.

Læs også vores temaside om pinse.

Jesu liv er en ny begyndelse

For os i dag ville det være naturligt, hvis man så havde afholdt en stiftende generalforsamling, hvor man vedtog formålsparagraf, visioner og strategier samt besluttede, hvem der skulle have bestyrelsespladser og stå for den daglige ledelse. Men sådan fortæller kirken ikke sin egen historie.

Om kirkens tilblivelse har vi en forunderlig fortælling af evangelisten Lukas i hans andet skrift, Apostlenes Gerninger (Acta). I sit første skrift fortalte Lukas om Jesu liv fra fødsel til død og opstandelse. I sit andet skrift fortæller han om nogle apostles efterfølgende liv. Apostel betyder ’udsending’, og denne betegnelse blev brugt om en lille kreds af kristne missionærer, som man mente var udsendt af Jesu selv. For så vidt er skriftets titel, Apostlenes Gerninger, misvisende, fordi det i hovedsagen kun fortæller om Peter og Paulus.

For Lukas var Jesu liv, død og opstandelse nok et afgørende skel i historien, men det var samtidig vigtigt for ham at gøre det klart, at skellet ikke var en afslutning, men derimod en begyndelse. Derfor indledes det nye skrift med, at vi føres et skridt tilbage til evangelieskriftets slutning.

Evangeliet sluttede med Jesu korte samliv med disciplene mellem opstandelsen og himmelfarten, og Lukas begynder nu fortællingen om apostlene med et flashback til samværet lige inden himmelfarten. Her erindrer Jesus om Johannes Døberens ord fra begyndelsen af evangeliet: Jeg døber jer med vand; så kommer han, som er stærkere end jeg … Han skal døbe jer med Helligånden og ild (Luk. 3,16) – og fortæller så, at nu er tiden kommet: I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage (Acta 1,5).

Kirkens fødselsdag er pinseunderet

Og så kommer fortællingen om det, man kalder kirkens fødselsdag: Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige (Acta 2,1-4).

Helligåndens komme har åbenbart vidtgående konsekvenser for sproget, og Lukas fortsætter da også fortællingen med skærpet koncentration om det, de tilstedeværende tydeligvis oplever som et sprogligt mysterium: De var ude af sig selv af forundring og spurgte: ”Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? – og så nævnes alle de steder, de tilstedeværende er kommet fra – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.” (2,7-11)

Det kan ikke undre, at nogle af de tilstedeværende, fortæller Lukas, mente, at de talende måtte være berusede. Berusede folk kan jo undertiden udfolde den mest overrumplende sproglige kreativitet. Denne beskyldning afviser Lukas imidlertid pure; et profet-citat (Joel 3,1ff) skal lukke munden på anklagerne. Og så giver han ellers ordet til Peter, som holder sin store pinsetale om Jesus fra Nazaret.

Selve indholdet i denne tale vil vi parkere et øjeblik; her indledningsvis er det selve sproget, dets forståelighed vi vil koncentrere os om. Det helt særlige ved pinsedagsfortællingen er, at alle pludselig kan forstå, hvad galilæerne siger. Her bliver der nemlig bragt et perspektiv på banen, som siger noget helt afgørende om, hvad kristendom er. Det vil sige, hvordan kristendommen tænker.

Det fortælles, at der over de tilstedeværendes hoveder blev udgydt en Guds ånd, der i kraft virkede, som om man blev ramt af ildtunger, og som betød, at de ramte – på tværs af de medbragte sprogbarrierer – nu pludselig kunne forstå, hvad galilæerne sagde. Og da det var Jesus, galilæerne talte om, er fortællingens pointe altså, at pinseunderet består i, at forkyndelsen af Jesus nedsmelter alle sproglige barrierer.

Lukas vil om pinseunderet fortælle, at Helligånden ophæver en barriere mellem mennesker. Sprogforskelligheder er altid en belastning af det menneskelige fællesskab. Sprogene er noget, der sætter afgørende skel. Sprogene er en plage for menneskelivet. Dette vilkår for menneskelivet er fortællingens forudsætning; det er det univers, pinseunderfortællingen taler ind i.

I fortællingen gives der imidlertid ingen forklaring på, hvorfor og hvordan denne barriere kom ind i verden. Det forudsættes åbenbart bekendt. Måske ikke af alle – nogle mente som nævnt, at det var fuldemandstale – men de åndsramte kan ikke have været i tvivl om, hvorhen de skulle rette deres opmærksomhed, hvor forståelsen skulle findes. De kunne deres bibelhistorie, så de må have tænkt: ”Nå, sådan!” Det er i hvert fald det, Lukas vil fortælle.

Guds straf er sprogbarrierer

Der findes i Gammel Testamente en fortælling om, hvordan de sprogbarrierer, der plager menneskelivet, blev til. Fortællingen er placeret tidligt, hvilket utvivlsomt afspejler den opfattelse, at vi har at gøre med en af livets mest fundamentale plager, et ubehageligt grundvilkår for det mellemmenneskelige liv.

Fortællingen (1. Mos. 11,1-9) indledes med ordene: Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Og så fortælles det, at menneskene brød op, vandrede ud og på deres vandring kom til en dal, hvor de besluttede at slå sig ned og bygge en by med et tårn, som når op til himlen.

Men da de var godt i gang med tegl som sten og asfalt som mørtel, skred Gud ind. Han så pludselig, hvad der var ved at ske: Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Han besluttede derfor, som det fortælles, at stige ned på jorden for at forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden. Herefter var de ikke mere i stand til at samarbejde om det ambitiøse byggeri – som så blev opgivet.

Sådan fortæller urhistorien, at sprogbarriererne blev til. Og der lades ingen tvivl om, hvorfor de blev til. De er en straf, Guds straf over menneskeligt hovmod. Planen om at bygge et tårn op til himmelhøjde må have overskredet de grænser, som Gud oprindeligt havde sat for mennesket. Himmeltårnprojektet var altså en synd, som menneskene blev straffet for. Og straffen var uoverstigelige sproglige kommunikationsvanskeligheder.

Urfortællingen vil gøre det klart, at sprogforbistringen mellem mennesker var en velbegrundet, en fortjent guddommelig straf. Mennesket var ikke et offer, for det var selv skyld i straffen. Gud blev vred på mennesket, og det havde han, pointeres det, særdeles gode grunde til.

Det er Gammel Testamentes fortælling om hov- og overmodets Babelstårn og den velfortjente guddommelige straf, der er perspektivet i Lukas’ fortælling om pinsen. Pinsedagsunderet, hvor Gud rækker Helligånden ned mod mennesket, trækker altså linjer tilbage i historien. Fortællingen forbinder en begivenhed i urhistorien med en konkret aktuel historie. Igennem den Helligånd, der pinsedag blev udgydt over de Kristus-troendes hoveder, restitueredes den virkelighed, som gik tabt ved Babelstårnbyggeriet.

Det forhold, der herskede mellem mennesker, inden Guds vrede ramte himmelstræberne, bliver her, idet Helligåndens ildtunger sætter sig på de Kristus-troendes hoveder, genoprettet. Det skel, der i Babel blev plantet mellem folkeslag, bliver nu fjernet. Der oprettes et nyt folk af Kristus-troende, hvor åndsbesiddelsen brænder igennem alle forståelsesbarrierer. I en vis forstand kan man sige, at pinseunderet skaber et nyt folk, som ligner det folk, der levede inden Babel.

Pinsen er skabelsens genkomst

Pinsen er således kirkens fødselsdag, og det er ikke en institution, der bliver etableret. Det er ikke et sæt regler for funktion og ledelse, der falder ned fra oven og derefter bliver brugt til at organisere en organisation. Pinse er en altomfattende revolutionær forståelse af tiden. Aktualiteten er ikke bare et eller andet sted på en lineær tidslinje. Pinsens nu er forbundet med al tids begyndelse, med skabelsestiden.

Det er Guds ånd, Helligånden, der gennem ilden på de Kristus-troendes hoveder genskaber mennesket. Helligånden kommer netop ovenfra, den er ikke de Kristus-troendes egen åndrighed. Helligånden afslører selve indholdet af de troendes tro på Kristus. Men, som sagt, samtidig er den en åbning mod alle. Helligånden er ikke en bestemt gruppes ejendom. Pinsedagen er ikke bare for dem, der i forvejen tilhørte flokken omkring Jesus. Lukas vil fortælle, at pinsedagen er en ny virkelighed for alle mennesker. Pinsedagen genåbner skabelsens universalisme.

Derfor er det første, der sker, da også, at Peter holder den berømte pinsedagsprædiken (2,14-36) om ham, som (I,) israelitter .... ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham, men som Gud tog hånd om, idet han gjorde en ende på dødens veer og lod ham opstå.

Pinsedagen er således det sted i historien, hvor forkyndelsen af, hvem Jesus var, kan begynde. Og i forkyndelsens centrum står altså fra begyndelsen Jesu kors, død og opstandelse. Man kunne utvivlsomt berette både det ene og andet om Jesus fra Nazaret, for selvfølgelig har der været en række enkeltfortællinger om Jesus; sådanne vil der altid være om mennesker, som har optrådt på den offentlige scene.

Men det er Lukas’ mening med pinsedagsfortællingen at pointere, at først med Helligåndens komme bindes disse fortællinger sammen i et ganske bestemt meningsunivers. I Lukas’ fortælling om pinsens sprogunder og om Peters Kristusforkyndelse forbindes Jesu kors, død og opstandelse med Babelstårnets syndefald og tiden forud for dette, skabelsestiden.