Helligåndens mange navne
Går man i kirke pinsedag, møder man gennem salmer og tekster mange navne på Helligånden. Hvad betyder de, og hvad er deres baggrund?
Der kunne være gode grunde til at foreslå pinsen som den fest, kirken skulle satse på.
En undersøgelse af danskernes tro for nylig viser, at kun 23 procent tror på en "personlig Gud", mens 46 procenttror på Gud som en "åndelig kraft".
Formentlig er det forestillingen om den gamle mand i skyen, danskerne har det dårligt med - for en anden undersøgelse viser at mere end 80 procentbeder af og til (heraf 26 procentdaglig), så en vis personagtig karakter har Gud dog. Det er en magt, man kan bede til.
Med pinsen fejres Guds komme som en åndelig kraft - det som så må være det bedste match til et moderne menneskes gudsforståelse. I salmer og tekster fejres Ånden med et poetisk brus af navne. Navne, der alle fortæller om Helligåndens betydning og væsen - meget ofte som person og begreb i forening.
Helligånden er "kraften fra det høje" - eller "ånden som daler". Den er "ånd over ånder". Ånden er guddommelig kraft, uafhængig af menneskers vilje og forståelse. Den er "ånden, som blæser hvorhen den vil".
Ånden er skaberkraft og kirkebygger
Bibelsk set er Helligånden Guds skaberkraft. Det var den ånd, som hvilede over de kaosfyldte vande, og åndede den skabte, velordnede verden frem. Sådan hedder det i Bibelens første kapitel - samme forståelse kommer til udtryk i salme 104: Gud sender sin ånd, "og der skabes liv, du gør jorden ny".
Med pinsen er der stadig tale om "ånden som levendegør", som det hedder i den ene af vores to trosbekendelser (Nikænum) - nu ikke bare i en fysisk skabelsesproces, men en åndelig. Pinsedag fik Jesu nærmeste tilhængere kraft på ny. De fik mod. De kunne tale om det, de havde fået sammen med Jesus. De begyndte at skabe et nyt fællesskab - for Helligånden er også "kirkebygger" og "den nye verdens skaber". 3000 blev døbt den første pinsedag.
En meget vigtig side ved Helligånden er, at den er Guds kommunikationsled til menneskene. Det volder alt "den ånd, som taler", som det hedder i Grundtvigs "I al sin glans nu stråler solen".Helligånden er "talsmand" og "trøstermand" - navne som findes i flere af Grundtvigs flotte pinsesalmer. Er Brorson julens digter, Kingo påskens, så er Grundtvig pinsens. "I al sin glans nu stråler solen", "Du som går ud fra den levende Gud", "Talsmand, som på jorderige", er nogle af Grundtvigs store helligåndssalmer. Ånden er "Himmelens tale-evne", skriver Grundtvig i "Gud Helligånd, vor trøstermand!" - og man fristes til tale med og sige at ånden også er himmelens "digte-evne".
Advokaten Helligånden
Det er Ny Testamente selv, som er grundlag for den forståelse og de navne, som den danske salmebog nu myldrer af. I sine afskedssamtaler (ifølge Johannesevangeliet fra kapitel 14) lovede Jesus disciplene, at Gud ville sende en talsmand i stedet for ham. "Sandhedens ånd" skal komme - til trøst, opmuntring - og dom over det onde i verden. Ordet for talsmand er det græske "paraklet" - og det har flere betydningsnuancer, fra advokat til en, der trøster og er sjælesørger.
Menneskene har brug for ånden. Menneskets sind kan være som "det arme, fortørrede mod" - så er Helligånden "regn af det høje", "himmelske væske" (Brorson), "dug af himmerige" eller "hellig olie". Mennesket får ikke lov at visne og tørre ind, hvis det åbner sig for Helligånden, fortæller disse udtryk. Og skulle man ikke kunne forbinde sine savn med noget vissent og tørt, så kan det måske udtrykkes med mørke - og derfor bærer Helligånden også navnet "lysets ånd" - som kan opklare mennesket, så Herren står for det i sin herlighed (Luther/Grundtvig i "Nu bede vi den Helligånd").
Ånden blæser og beder
Helligånd er "forløser" og "forsoner". Da Jesus første gang ser disciplene, efter han er opstået fra de døde, indblæser han sin ånde i dem. Det betyder en opgave til at forlade synd. Ord der klinger med ved dåben: "I det du skænker dem Helligånden med syndernes forladelse".
Endelig er helligånden forbeder. Ikke bare det enkelte menneskes, men hele skabningens. Som forbeder sætter den os i stand til at tale og kommunikere - nu ikke bare med hinanden, men med sig selv, med Gud: "Hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke" (Romerbrevet 8,26).
"Det ånder himmelsk over støvet", nærmest jubler Grundtvig - igen i pinsesalmen over dem alle "I al sin glans nu stråler solen". Der er et fantastisk flow over Helligåndens navne. I islam, indenfor den mere mystik-orienterede del, sufismen, kan Guds 99 navne kendt fra Koranen blive til genstand for særlig refleksion og forståelse - og de taler til den troende også gennem deres særlige kaligrafiske skønhed. Hver af Helligåndens navne rummer på samme måde for den kristne betydning og skønhed - ikke udtrykt kaligrafisk, men poetisk, næsten som musik. Navnene udgør et partitur for et helt særligt halleluja-kor i N.F.S.Grundtvigs"I al sin glans nu stråler solen":
"Opvågner, alle dybe toner,
til pris for menneskets forsoner!
Forsamles, alle tungemål,
i takkesangens offerskål!
Istemmer over Herrens bord
nu menighedens fulde kor!
I Jesu navn da tungen gløder
hos hedninger så vel som jøder;
i Jesus-navnets offerskål
hensmelter alle modersmål;
i Jesu navn udbryder da
det evige halleluja".