Hvad står der i Bibelen om Helligånden?

Helligånden, som fejres i pinsen, er ifølge Bibelen, den kraft, der er til stede både ved skabelsens morgen og ved kirkens begyndelse

Hellig ånd eller Guds ånd, som er den gammeltestamentlige betegnelse for Helligånden, dækker over det hebraiske ord 'ruach', som kan betyde både vind og (livs)ånde.

Guds ånd eller vind er med ved skabelsens morgen (1. Mosebog 1,2), hvor den svæver over vandene, og det er også den ånd, som pustes ind i Adams næsebor, for at han kan blive et levende væsen:

"Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen" (1. Mosebog 2,7).

Guds ånd er altså livsånden, som skaber, og som holder alt levende (Salme 104,30). Uden Guds ånd dør mennesket og bliver til den samme jord, som det skabtes af:

"Du skjuler ansigtet, og de forfærdes, du tager deres ånd bort, og de dør og bliver til jord igen" (Salme 104,29).

Guds ånd kan også gribe en person, typisk kongen (1. Samuels Bog 11,6, 1. Samuels Bog 16,13), profeten(Esajas' Bog61,1), eller Herrens tjener(Esajas' Bog42,1). Endelig skal også Messias udstyres med Guds ånd (Esajas' Bog11,1), og derefter skal ånden udgydes over hele folket:

"Det skal ske derefter:
Jeg vil udgyde min ånd
over alle mennesker.
Jeres sønner og døtre skal profetere,
jeres gamle skal have drømme,
jeres unge skal se syner" (Joels Bog3,1).

Det Nye Testamente tager udgangspunkt i Det Gamle Testamentes forståelse af Guds ånd som den skabende og opretholdende ånd og ser Jesus af Nazareth som den Messias, der er udstyret med Guds ånd. Således anvender Jesus Esajas profeti (Esajas' Bog11,1) om sig selv, da han kommer til synagogen i Nazareth umiddelbart efter sin dåb:

"Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren" (Lukasevangeliet kap. 4,18-19).

Hos Lukas og Matthæus er Helligånden tilstede allerede ved undfangelsen af Jesus:

"Englen svarede hende (Maria): "Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn"(Lukasevangeliet 1,35).

I forbindelse med Jesu dåb bliver det yderligere tydeliggjort, at Jesus er udstyret med Guds ånd:

"Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig"(Matthæusevangeliet 3,16).

Det er netop Jesu udrustning med Helligånden, der kvalificerer ham som Guds søn og Kristus (Lukasevangeliet 1,35), ja, som bekræfter, at han er den inkarnerede Gud selv, det Ord, som i begyndelsen var hos Gud, og som var Gud (Johannesevangeliet 1,1og1,33-34). Derfor kan Jesus også udstyre sine disciple med Helligånden (Johannesevangeliet 7,39), ligesom han er den, der døber med Helligånd (Matthæusevangeliet 3,11) og efter Jesu bortgang er det netop også Helligånden eller talsmanden, der skal repræsentere ham på jorden:

"Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer" (Johannesevangeliet 14,26).

Efter Jesu død og opstandelse fortælles det, at disciplene var samlet for at holde pinse, og at der pludselig kom en lyd som et kraftigt vindstød, der fyldte hele huset:

"Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige" (Apostlenes Gerninger 2, 3-4).

Bagefter gik disciplene som bekendt ud og fortalte hele verden om Jesus Kristus. Man siger, at den dag blev kirken til. Derfor kalder man også pinsen for kirkens fødselsdag.