Glædelig pinse fra sognepræst Rasmus Nøjgaard
Pinse blev begyndelsen på en ny tid for de kristne. Lovens strenge tid var forbi, og et nyt fællesskab begyndte: kirkens tid, skriver sognepræst Rasmus Nøjgaard i sin refleksion over prædikenen til pinsesøndag
Pinse er kirkens fødselsdag.Apostlenes Gerninger kapitel 2 vers 1-11fortæller historien om dengang i Jerusalem, hvor Helligånden kom over alle de folkeslag, der var forsamlet til jødernespinsefest. Pludselig forstod de hinanden, selv om de var forskellige folkeslag.
Ordet pinse er græsk for 50 (pentekost), og her på 50.-dagen efter den første forårshøst bekræftede jøderne Moseloven med ofre i templet. Men for de kristne blev pinsen begyndelsen på en ny tid. Forvirringen, der havde hersket siden, at Gud gav menneskene forskellige sprog ved babelstårnets fald, og som medførte lovens strenge tid, var forbi, og et nyt fællesskab begyndte: kirkens tid. For ikke nok med at Gud skabte verden, blev menneske og gik i døden for vore synders forladelses skyld, men far og søn sendte også sin Helligånd over folkeslagene, så ingen er ladt alene.
Hvad sandhedens ånd betyder, prøver Jesus at forklare i sine afskedstaler (Johannesevangeliet kapitel 13-17), som kun gengives i Johannesevangeliet. De er kendt for at være vanskelige og filosofiske, men skal snarere læses opmuntrende med et praktisk sigte.
Der er heller intet tilfældigt i at Johannesevangeliet kapitel 14 læses pinsedag, for her forudsiger Jesus, at han skal dø for at forenes med sin far, men at de forenet vil sende en talsmand, sandhedens ånd. Jesus går bort, men alene for at sende sandhedens ånd til folkene, så de ikke skal blive fortvivlede og rådvilde. Jesu løfte trøster apostlene, og stiller dem i udsigt at Helligånden skal blive hos dem til evig tid. Det er nemlig Johannes’ pointe, at enhver der tror på Kristus, allerede er ét med Faderen, ligesom Faderen og Sønnen er ét.
Fyldt af Helligånden har den kristne med andre ord allerede del i Kristus, nu og i al evighed. Det er dette løfte som går i opfyldelse denne pinsedag i Jerusalem.
Men hvordan gik det til, at apostlene og alle folkeslagene forstod hinanden, og hvad var det de forstod? Helligåndens komme må have bekræftet dem i, at Jesus talte sandt, opfyldelsen af hans løfte må have givet dem klarhed i stemmen, så at tusinder omvendte sig. De kan ikke havetalt i tunger, for SandhedensÅnd gjorde næppe det vanskelige mere dunkelt og ubegribeligt, men netop klart, tydeligt, overbevisende: Jesu løfte er gået i opfyldelse, han er opstanden, og forenet med sin far har han sendt Helligånden over alle folkeslag.
Inden Jesu død og opstandelse, inden pinsedag, spurgte Judas med disciplenes vanlige tvivl: Hvorfor kun os, hvorfor vil alle ikke anerkende dig som Guds søn? Jesus svarede: De er endnu ikke parate. De hverken hører eller ser: Lyt og du skal forstå, åbn øjnene og du skal se.
Søren Kierkegaards skriver det så enkelt i sine prædikener ”Fuglen under himlen og liljerne på marken”, at troen først indfinder sig, når vi ydmygt lytter efter. Indtil da hører vi kun vores egen trampen og råben og mærker ikke, at det allerede ånder himmelsk over støvet. Troen kan først indfinde sig, når vi lytter og åbner øjnene. Som Grundtvig skriver, når ’det vifter hjemligt gennem løvet’.
Hvad hører vi så, når vi lytter efter? Vi hører Jesu budskab om kærlighedens gerninger, sådan som han også her hos Johannes beskriver det: ’Elsker I mig, så hold mine bud!’ (Johannesevangeliet kapitel 14 vers 15) Kærligheden og intet andet. Før var forholdet til Gud bestemt gennem loven. Kritikere af kristendommen tror, at det stadig forholder sig sådan, men intet er mere forkert. Jesu død og opstandelse tilsiger mennesket syndernes forladelse. Du er tilgivet. Rejs dig, og tag din båre og gå. Kristustroen sender folk ud i verden med rank ryg, ikke knægtede og ødelagte, men frie til at elske sin næste som sig selv.
Det er et budskab om at leve frimodigt, og med lyst og mod på livet. Så kærligheden kan folde sig ud. Ikke alene i mit liv, men i fællesskab med andre. Hvis du er vred og forarget, angstfuld og forbitret, har du alt for travlt med dig selv, og har på afgørende vis glemt at leve ud af kærlighed til Gud og i tillid til hans vilje.
Guds kærlighed hører aldrig op, men sætter os ustandselig på arbejde. Ikke mindst med at overkomme egen selvretfærdighed, som forhindrer os i at elske andre lige så højt som vore egne. Guds ord kom ikke kun til få, men til alle folkeslag. Er det ikke også Jesu gentagne kritik af mennesket, at vi søger vores eget? Alligevel tilgiver han os, og befrier os for troldsplinten i øjet, så selvspejling bliver til udsyn. For kærligheden søger aldrig sit eget.
Pinse er hele kirkens fødselsdag. Ikke kun Folkekirkens, for selv om den fungerer fortræffeligt, så er den foranderlig i tid og sted. Det er Helligåndens fødselsdag, fordi den kom til jorden på denne dag i Jerusalem, hvor den trods alle vore forskelle forenede os alle i én og samme kirke.
Rasmus Nøjgaard er sognepræst.