Wagner og hendes 14 katte
Hvor blev de af? Inge-Lise Wagner huskes som den unge motorcykelpræst, der ragede uklar med sine menighedsråd i Hanstholm. Det er mange år siden, men Wagner skyder stadig med skarpt
Inge-Lise Wagner har det som katten i Piet Heins børnedigt "Lille kat, lille kat, lille kat på vejen". Hun er helt sin egen, men det er en misforståelse, understreger hun, hvis man tror, at hun er sådan en, der altid skal være på tværs.
"Meget af det, jeg har gjort og sagt, har været i selvforsvar. Jeg vil gerne kunne se et anstændigt menneske for mig, når jeg ser mig selv i spejlet. Jeg har aldrig villet genere andre, blot altid haft et ønske om at være mig selv og få lov til at leve mit liv på den måde, jeg nu gerne vil," siger hun blidt. Hvorefter der kommer skarphed i stemmen, da hun refererer en udtalelse fra et medlem af "bispemafiaen", som er Wagners kontante og uvenlige betegnelse for folkekirkens samlede bispekollegie. Her fik hun, som hun videregiver samtalen, den besked, at man "jo ikke kan leve som en indianer, når man skal være præst".
"Altså: Jeg skulle være lidt mere som alle andre, men jeg vil ikke snakke andre efter munden og fedte mig ind ved at slikke andre op og ned ad ryggen. Og så blev jeg lagt på is."
Hun havde ellers været konstitueret som præst flere gange efter afskedigelsen fra sit embede i Hanstholm. Nu er den 60-årige Inge-Lise Wagner kirkesanger, men har afløst hist og pist og rejser fortsat rundt som cirkus- og markedspræst i sin lille røde knallertvarevogn, der kan køre 45 kilometer i timen, og hvor hun bagi har indrettet en primitiv soveplads.
Det er efterhånden mange år siden, men Inge-Lise Wagner har brændt sig ind i vores fælles hukommelse som den unge rebelske og rapkæftede motorcykelpræst, der lagde sig ud med sine menighedsråd og siden blev folkevalgt til embedet som sognepræst for til sidst at blive fyret i 1988. Efter balladen flyttede hun tilbage til barndomshjemmet, en rødkalket, idyllisk stråtækt gård fra 1776 i Vejby ved Tisvilde, hvor hun fortsat bor - helt sin egen, men i selskab med 14 livlige, nysgerrige og velplejede katte foruden et par geder.
Dyrene har altid haft hendes særlige forkærlighed, og det var en stor sorg for hende, da hendes hest døde for nogle år siden. Hun opfatter sig i høj grad som "dyrenes præst":
"Der er brug for, at nogen beskytter dyrene mod menneskene," siger Inge-Lise Wagner, der kalder sig selv for "naturteolog".
"Jeg lader mig inspirere af naturen, som jo er alt det uberørte. Naturens orden er for mig udtryk for Guds vilje, og hele naturen har brug for beskyttelse over for menneskenes overgreb. Du kan jo bare se det hysteri, der er i vores tid med at sætte ordet 'dræber' foran dit og dat - dræbersnegle, dræberhvepse, dræbergopler og hvad ved jeg. På den måde tiltager vi os ret til at udrydde dem, men hvad med 'dræbermennesker?' Mennesket er den største trussel mod naturen."
Inge-Lise Wagner fortæller, at hun i sine prædikener altid forsøger at se tingene fra andre vinkler.
"For eksempel får du i kirken at vide, at du ikke må slå ihjel, men det vendte jeg så i en prædiken om til det modsatte, ?du skal slå ihjel?, for den handlede om bekæmpelsen af bjørneklo. Den er man jo enig om at udrydde, selvom også den er en del af naturen og Guds skaberværk – og selvom vi har fået at vide, at vi ikke må slå ihjel."
Striden i Hanstholm for de mange år siden har hun ikke meget lyst til at tale mere om. De, der er interesserede, kan læse bogen "Præsten og divaen", der udkom på Gyldendal i 1999.
"Den var jeg med til at få skrevet for at slippe for at blive ved med at snakke om den sag. Jeg vil ikke spilde resten af mit liv på at snakke om nogle mennesker, som er nul og niks," kommer det knapt og kortfattet, men så fyrer hun alligevel et par skud af imod konkrete mål: Hun mener, at hendes sag understreger præsters manglende retssikkerhed, og hun har den opfattelse, at folkekirken i dag styres af magtfulde biskopper, som kendetegnes ved, at de helst handler i flok.
"Der er intet format i folkekirken i dag. Alle lefler for flertallet og hinanden og tænker mest på deres egen karriere og prestige. Biskopperne ser sig selv som nærmest almægtige eller guddommelige. Sådan går det jo, når man sætter små mennesker i store stillinger. Store mennesker, derimod, behøver ikke at hævde sig selv."
Inge-Lise Wagner har ladet sig inspirere af - og tilslutter sig fuldt ud - Søren Kierkegaards skarpe kirkekritik, hvormed han i 1855 afsluttede sit forfatterskab.
"I Danmark skal du helst være med i en forening eller pressionsgruppe for at blive hørt," mener hun. "Den enkelte tager man ikke hensyn til. Man skal altid være i flok, men derved bliver man dummere, som Søren Kierkegaard jo også kunne se det, fordi man i flokken lander på den laveste fællesnævner. "
Inge-Lise Wagner tilføjer, at det var en "uanstændig vej", der førte hende tilbage til udgangspunktet, barndomshjemmet i Vejby, men det ændrer ikke ved hendes gentagne understregning af sin glæde ved friheden til nu at gøre de ting, hun gerne vil.
"Det er jo på en måde ikke rigtig tilladt at være tilfreds og nyde livet i dagens Danmark, fordi der helst altid skal være et eller andet, vi skal være bange for eller have dårlig samvittighed over. Folk begynder deres dag med at fylde hovedet med alle de dårlige nyheder, de læser i avisen eller hører i radio og tv. Jeg går ud og lytter til fuglenes sang i stedet for, og jeg vil ikke have dårlig samvittighed over, at ikke alle her i verden har det godt. Den, der ikke har rettigheder, har heller ikke forpligtelser. Jeg mener, at mennesker har ret til at gøre, hvad de lyster, så længe det ikke sker på andres bekostning. Det er faktisk den eneste lov, vi har brug for."
Blandt de interesser, Inge-Lise Wagner nu får tid til at dyrke, er kajakroning og tennis og - først og fremmest - sangen. Hun har sunget i mange år, er vild med italiensk opera og har Maria Callas som sit store forbillede. Og så skriver hun noveller og samler ord til en slags ordbog med skæve synonymer og ordforklaringer. Senest er hun også begyndt at skrive salmer.
"Dem er man blevet glad for mange steder, men jeg har samtidig også en klar fornemmelse af, at man andre steder ikke vil bruge dem, fordi der står 'Inge-Lise Wagner' under dem."
Sådan er det, siger hun, men skynder sig så at tilføje, at hun da er ligeglad. Sådan som katten, der er sin egen.