Der findes to typer præster i folkekirken

Antropologen Cecilie Rubow kortlægger i sin bog om præster forskellige træk ved folkekirkens præsterolle og kommer frem til to hovedtyper af præster: "Helligpeter" og "Peter-præst"

Antropologer studerer som bekendt menneskets sociale adfærd, og derfor er der ingenting til hinder for, at også folkekirkens præster kommer under videnskabelig lup.

Det har antropologen Cecilie Rubow gjort i en række år, og i sin bog "Fem præster og antropologiske perspektiver på identitet og autoritet" stiller hun skarpt på kirkens to præstetyper, som hun har døbt: "Helligpeter" og "Peter-præst."

Bogen består af fem portrætter af navngivne præster, som Cecilie Rubow på oplevet og indlevende vis har skrevet på baggrund af deres arbejde, hverdag, opvækst, uddannelse og teologi.

Cecilie Rubows projekt med bogen er at spørge, hvad der gør en person til en præst, og derfor understreger hun da også, at mellem de to skarpt optrukne stereotyper på danske præster, er der et utal af mellemformer:

"Begge de to former for præst har på hver sin måde autoritet i menigheden og blandt befolkningen i lokalsamfundet, selvom den ene tillægges at være tættere på Vorherre, mens den anden anses for at være et mere almindeligt menneske som os andre. Baggrunden for bogen er, at jeg efterhånden har været så mange år i det folkekirkelige felt og har fået en forståelse af det, ikke mindst for præsternes måde at være på. Men det er ikke det, der optager dem, for de har travlt med at arbejde og prædike. Derfor er præsterne ikke særlig gode til at finde ud af, hvilken rolle det er, de spiller," siger Cecilie Rubowog fortsætter:

"Bogen skulle gerne bidrage til præsternes selvforståelse, men også give for eksempel menighedens og menighedsrådets medlemmer en bedre forståelse af den baggrund, som deres præst har med sig og har udviklet. Der kommer ofte nogle skodder og en afstand mellem præst og folk. Min beskrivelse af præsterollerne kunne give anledning til at rette nogle misforståelser og fordomme, for dem kan der opstå mange af omkring præsten."

Cecilie Rubow opstiller to præstefigurer, som for øvrigt bliver genkendt på mange foredrag rundt om i landet. De to typer har hun hver udbygget med tre karakteristiske træk, som i de konkrete typer præster rundt omkring bliver blandet på kryds og tværs.

"Helligpeter" er shaman, det vil sige den, som er tættest på Gud i menigheden. Han er polemiker og fastholder kristendommens særstatus i forhold til andre religioner, og endelig er han liturg og bygger uden vrøvl sine gudstjeneste på en hundredårig gammel tradition.

"Peter-præst" er ekspert og har en bestemt akademisk uddannelse, som han gør brug af ligesom alle andre bruger deres særlige uddannelse. Men han er ikke tættere end almindelige mennesker på Gud. Han er mediator og forsøger at få mange forskellige synspunkter til at mødes i den samme helhed i sognets ramme. Endelig er han performer og bruger de virkemidler i gudstjenesten, som han synes passer til lejligheden:

"Jeg beskriver spændingen mellem det at være et almindeligt menneske og samtidig være præst. Hvordan præsten selv oplever det at være en person, som har et embede. Hvordan præsten er sig selv eller spiller en rolle, som egentlig kan være langt fra den måde, man umiddelbart ville handle på, men som man som præst synes er betimelig og nødvendig. De to stereotyper er overdrevne og firkantede, men både min forskning og foredragsvirksomhed siger mig, at de er ramt meget godt på den danske præstestand," siger Cecilie Rubow.

Hun kan på baggrund af sin forskning udlægge nogle af tallene i Kristeligt Dagblads præsteundersøgelse:

"Anledningen til at stille spørgsmålene er, at kirken i højere grad er kommet til at befinde sig i en verdslig forståelse af samfundet. Flere og flere præster accepterer at måtte eksistere på baggrund af den almindelige kalender, og at kirkeårets kalender ikke længere har magt til at sætte sig igennem. Den verdslige forståelse afspejler sig også i familien, hvor både mænd og kvinder kan være præster. Rollerne som henholdsvis shaman og ekspert kan godt ses i de tre spørgsmål som en modsætning, mange forsøger at overskride. Man forstår sig selv som del af et kald, der strækker sig 24 timer i døgnet. Samtidig har man et arbejde, en kompetence som alle mulige andre i samfundet, der berettiger til de samme arbejdsvilkår," siger Cecilie Rubow.