Ordination i den danske folkekirke
På vejen til at blive præst er ordination et nødvendigt skridt. Ordinationen forstås i dag i folkekirken primært som en velsignelses- og forbønshandling, men sådan har det ikke altid været
Kåre Schelde Christensen husker tydeligt den 4. december sidste år, hvor han bar møbler og flyttekasser ind i den ventende præstegård i Frederikshavn. Han var blevet kaldet til sit første embede som sognepræst, men manglede endnu en afgørende forudsætning for at kunne træde op på prædikestolen som præst i Abildgaard Kirke, nemlig ordinationen eller præstevielsen, som den også kaldes.
Om aftenen skulle Kåre Schelde Christensen være hovedperson ved en ordinationsgudstjenste i Aalborg Domkirke, og mens han svedte over flyttekasserne, kunne han ikke lade være med at tænke på ordinationen og de kommende opgaver som præst.
- Som ung præst kan det godt være lidt voldsomt at skulle træde ind i en institution og et embede med så dybe rødder og store traditioner. Det er der et stort ansvar forbundet med, fortæller Kåre Schelde Christensen.
Efter de teologiske studier på universitetet og et halvt års undervisning på pastoralseminariet skal en færdiguddannet teolog ordineres for at kunne tiltræde et embede som præst i den danske folkekirke. I mange andre job møder man ind på kontoret, får et rundstykke og en 14-dages arbejdsplan, og så er man i gang. I folkekirken er det en mere omstændelig affære, som begynder, når en menighed har besluttet sig for at kalde en ikke- ordineret teolog til at være præst.
Egentlig begynder ordinationen allerede ved den såkaldte bispeeksamen, som mest af alt er en lejlighed for biskoppen og den kommende præst til at lære hinanden at kende. Her skal den kommende præst også underskrive præsteløftet.
Biskoppen leder selve ordinationen, der foregår ved en højtidelig gudstjeneste som regel i domkirken i det stift, hvor den kommende præst har fået embede. Der er lokale variationer af gudstjenesten, men central er biskoppens tale til ordinanden og bøn med håndspålæggelse. For Kåre Schelde Christensen var forbønnen en stærk oplevelse og et højdepunkt i litur-gien.
- For mig betød det rigtig meget at begynde gerningen som præst med at lægge det hele i Guds hånd. Som ny præst kan man godt have brug for at få taget lidt af presset af ens skuldre. Ved ordinationen bliver det understreget, at det er Gud, der står bag, og det er ham, der kan noget, fortæller han.
- Samtidig får man det helt store perspektiv på at være præst i Guds verdensomspændende kirke. Her er jeg en lille brik i en kæmpe kirke. Den store tradition vidner om, at kirken har en lang historie og har udviklet sig over tid, men at den samtidig også har stor geografisk udbredelse. Det giver en oplevelse af, at den kirke, man ordineres ind i, er større end den danske folkekirke.
En ordinationsgudstjeneste begynder med procession, hvor en gruppe præster i sorte præstekjoler følger biskoppen og ordinanden ind i kirken, og Kåre Schelde Christensen har altid været lidt ambivalent i forhold til det pompøse ritual.
- Når man sidder på kirkebænken, virker det både spændende og flot, men det virker også, som om at det almene præstedømme - at vi alle er præster for Vorherre - er en velbevaret hemmelighed den dag. Jeg kan godt lide højtideligheden, men teologisk er der nogle ting, som ikke rigtig hænger sammen med forståelsen af menighedens rolle som den, der kalder præsten. Det kunne for eksempel løses ved, at repræsentanter for menigheden fik plads i ritualet, som de også har nogle steder, siger Kåre Schelde Christensen.
- Når man så står midt i det selv, er det en meget stor oplevelse. Det var en overvældende dag, som jeg med glæde vil huske tilbage på, ligesom jeg husker andre mærkedage i sit liv. Bagefter var jeg ude at drikke en øl sammen med nogle venner, og det var rig- tig godt at komme ned på jorden igen. Det trængte jeg til, fortæller han.
Også for en biskop, der har lagt hænderne på mange ordinander, er en ordination en stor oplevelse.
- Det er et særligt ansvar og en særlig lejlighed for biskoppen. Samtidig er det en vigtig begivenhed, hvor det markeres, at de enkelte præster og sogne ikke er isolerede øer, men en del af en større sammenhæng, siger Niels Henrik Arendt, biskop over Haderslev Stift.
For ham er der to helt afgørende elementer ved en ordination.
- For mig er det afgørende, at præsten offentligt bekræfter præsteløftet, som de har afgivet over for mig tidligere, og at der bliver bedt for præstens fremtidige gerning. Det rummer både et rygstød for præsterne, men også en offentliggørelse af det at være præst.
Derimod understreger biskoppen, at præsten ikke bliver tillagt en særlig kvalitet ved ordinationen.
- Det er ikke en sakramental handling, men en handling, hvor præsten bliver styrket ved at høre hans eller hendes kommende kollegaer bede til Gud for den kommende tjeneste. Vi beder om velsignelse, og vi tror, at Gud hører den bøn. Håndspålæggelsen betyder, at bønnen er personlig, ligesom i dåbsritualet. Når præsten efterfølgende sidder derhjemme og bøvler med sin prædiken til den kommende søndag, er det vigtigt, at han eller hun ved sig styrket.