Præst er man 24 timer i døgnet

Både for protestanter og katolikker gælder det, at præstegerningen er et valg for livet, et erhverv, man aldrig slipper

Sognepræst. De fleste af os forbinder umiddelbart ordet med sort kjole og hvid krave. Med tro og tålmodighed. Med bøn, gudfrygtighed og hengivenhed. Og senest også med debatter om embedsboliger, søndagsfri og virksomhedspræster. Men hvad sker der egentlig med et menneske, når det trækker i den sorte kjole og siger ja til Gud? Hvad indebærer det at være præst?

- At være en præst er lidt det samme som at være kunstner. Der skal være en portion galskab og en fascination i det, vurderer Asger Baunsbak-Jensen, tidligere præst i Farum Kirke i Nordsjælland.

I dag udkommer hans bog "Hvorfor præst?". Den har han skrevet som svar til de mange, der altid spørger ham, hvorfor han blev præst. Tidligere har Asger Baunsbak-Jensen kunnet kalde sig efterskoleforstander, direktør i Undervisningsministeriet og folketingsmedlem for Det Radikale Venstre. Men når han er præst i dag, har det en enkel forklaring: kaldet.

- Da jeg blev ordineret, var jeg i det med hele mit væsen. Det rækker langt dybere end nogle af de andre job, jeg har haft. Det er ikke bare noget, man er i intellektuel forstand. Man er det allerinderst inde, forklarer han.

Sådan lyder det også fra Niels Engelbrecht. Han er præst i den katolske domkirke Sankt Ansgar i København. Den 55-årige præst oplevede som Asger Baunsbak-Jensen ligeledes et kald sent i livet, nærmere bestemt da han var 41 år.

- I begyndelsen ville jeg egentlig ikke. Kant siger, at folk bliver kaldet og ikke vil det. For så at finde ud af, at det skal de. Det er karakteristisk for kaldet, og det var det samme for mig. Pludselig kom det hele af sig selv, og jeg fandt ud af, at jeg skulle være præst. Det kræver, at man er kaldet af Gud, forklarer han.

Sådan mener den katolske præst også, at det forholder sig for folkekirkens præster. For Niels Engelbrecht er det nemlig nemmere at pege på fællestrækkene mellem den katolske og den protestantiske præstegerning, end det er at spidde forskellene.

- Vi skal alle sammen besøge de syge, være sjælesørgere og udbrede Guds ord. Jeg tænker på de protestantiske præster, jeg kender, som gode kolleger, forklarer han.

Skal Niels Engelbrecht alligevel udpege, hvor den katolske præst adskiller sig fra den protestantiske, nævner han forvaltningen af sakramenterne. I den katolske kirke får præsterne gennem præstevielsen retten til som de eneste at forvalte de syv sakramenter, mens det i folkekirken i princippet er tilladt for alle døbte mennesker. Men den største forskel kommer til udtryk i dagligdagen og det faktum, at Niels Engelbrecht som katolsk præst ikke har en kone at tage hjem til - og heller aldrig vil få det.

- Som katolsk præst lever jeg i cølibat. Og når cølibatløftet er aflagt, så gælder det resten af livet, forklarer han.

Niels Engelbrecht holder aldrig op med at være præst. Heller ikke, når han engang bliver pensioneret.

- Vi er præster til den dag, vi dør. Jeg kunne holde op med at være tysklærer, som jeg var tidligere. Men jeg kan ikke holde op med at være præst. Det er min identitet, forklarer han.

Det er dermed også cølibatet, som Niels Engelbrecht ser som en fordel i præstegerningen.

- Det giver mig større råderum og frihed til at være præst end de, der har en familie, mener han.

Det er Anne Bønløkke Braad enig i. Hun er sognepræst i Sankt Stefans Kirke på Nørrebro i København og ville aldrig selv have drømt om at arbejde som præst, da hun havde to små børn, understreger hun.

- Jeg kan godt forstå, at katolikkerne mener, at det er rigtigt for en præst at leve i cølibat. Som præst skal du jo kunne hellige dig dit arbejde fuldstændigt.

Det kræver noget særligt. Først og fremmest at man ikke bare betragter sig som embedsmand, mener Henrik Højlund, sognepræst i Løsning Kirke i Østjylland og forfatter til en ny bog om prædikener.

- Det er en livsstil, en identitet. Man kan ikke gøre det til et job på linje med alle andre. Vi er ikke læger eller psykologer. Vi kan ikke servicere med religiøse ydelser, forklarer han.

Det er Asger Baunsbak-Jensen enig med ham i. Han mener, at man er præst 24 timer i døgnet.

- Det er forståeligt nok, når man taler om præsters fridage. Men det er ikke muligt at holde fri fra at være præst. Hvad skal jeg sige til Fru Jensen når hun på min fridag ringer og fortæller, at hendes mand er død? At jeg først kan tale med hende i morgen? spørger Asger Baunsbak-Jensen, der mener, at præstegerningen kræver nogle særlige egenskaber.

- Man skal kunne bedømme og ikke fordømme. Være ydmyg. Og kunne lytte og drage omsorg. Det også noget af det mest fantastiske ved at være præst: at komme tæt på folk i deres skæbnestunder, understreger han.

For Henrik Højlund er omsorgen ligeledes et kerneelement i arbejdet som præst.

- Vi skal kunne hjælpe med sjælesorg, når det gør ondt i livet. Men først og sidst er vi der for at hjælpe med de åndelige spørgsmål, forklarer han.

For Henrik Højlund har præstegerningen betydet, at han må affinde sig med at leve med konstant dårlig samvittighed.

- Man må lære at forsømme i den rigtige rækkefølge, at sige nej, uddyber han. For Henrik Højlund kommer nej'et sjældent over hans læber - det er næsten altid tavst.

- Det handler om prioritering. Skal jeg tage ud til Fru Nielsen i dag? Nej, kalenderen er allerede fuld. Man må nedprioritere, og det er en smule plagsomt, erkender han.

Især fordi han mener, at man som præst bør være et forbillede. Ikke så det skaber en urealistisk forestilling om præsten som et perfekt menneske, for det findes ikke. Men han mener, at man, som det hedder i præsteløftet, bør "foregå menigheden med et godt eksempel."

- Vi skal daglig kæmpe for at leve efter, hvad vi forkynder. Ellers bliver det, vi siger, tomt, forklarer Henrik Højlund.

For ham er essensen af præstegerningen at fungere som hyrde og forkynder af Guds ord. Sådan oplever også Anne Bønløkke Braad præstegerningen.

- Man skal have en ambition om at få flokken med et sted hen. Og i det hele taget at få flokken til at samle sig, være i et fællesskab, bruge mig og holde sig til mig, siger hun.

Sådan bliver du præst:

For at blive præst i folkekirken skal du gennemføre en uddannelse, der overordnet består af fem afgørende trin: en bachelor, en kandidat, pastoralseminar, bispeeksamen og ordination. Allerførst skal du have en bachelorgrad i teologi. Det tager tre år og foregår på universitetet i enten Århus eller København. Herefter skal du tage den toårige kandidatuddannelse. Når du har bestået din kandidateksamen, skal du gennemføre pastoralseminariets uddannelse, som er den praktiske del af præsteuddannelsen. Her undervises i de praktiske forhold omkring det at være præst, for eksempel sang, kirkebogsføring og sjælesorg. Uddannelsen varer 17 uger og kan ligeledes tages i København eller Århus. Nu følger bispeeksamen. Den indledes med en samtale med biskoppen og sker i forbindelse med, at du har ansøgt om en stilling. Når du er blevet godkendt af menighedsrådet, går du videre i eksamen og får stillet en opgave af biskoppen, som du typisk skal løse på 14 dage. Du kan for eksempel få til opgave at skrive en prædiken eller planlægge undervisningen af konfirmander. Består du bispeeksamen, er du nået til sidste trin: ordinationen. Her mødes du typisk med to-tre andre hos biskoppen og forbereder dig til ordinationsgudstjenesten, hvor du bliver præst.

Kilder: Elmo Due, Pastoralseminariet i København og Københavns Universitet.

Katolsk præst:

I den katolske kirke skelner man mellem en ordenspræst og en verdenspræst. Verdenspræsten er den almindelige, katolske præst. For at blive verdenspræst skal du først og fremmest være kaldet, og du skal være kendt af menigheden. Du kommer til en samtale med biskoppen, hvor du anmoder om at få lov til at læse til præst, og hvor I vil tale om dit kald. Bliver du godkendt af biskoppen, vil du blive sendt til udlandet, for eksempel Rom, for at studere på et seminarium, da der ikke ligger nogen i Danmark. Her studerer du først to års filosofi og derefter fire års teologi. Ind imellem har du pastorale perioder i Danmark, hvor du er i praktik. Herefter bliver du først viet til diakon, hvorefter du har et års praktik. Herefter bliver du viet til præst.

Kilde: Keld Dahlwad, Pastoral Afdeling i den katolske kirke.

Ordet præst kommer af det latinske pastor, som betyder hyrde. Præst er også et lån fra det oldengelske "preost", som er et lån fra oldfransk, der igen har lånt fra det græske "presbyteros", som betyder en ældre, gammel, ældste - den, der går foran.

Kilde: Politikens Etymologiske Ordbog./Kristeligt Dagblad/