Lucas Cranach (ca. 1472-1553)

Reformationskampen udkæmpedes ikke blot af teologer, også politikere og kunstnere hjalp til. Lucas Cranach var begge dele, og især hans propaganda er i dag en uundværlig del af reformationens historie

Reformationen var en kamp for folkets selvbestemmelsesret både åndeligt og politisk, men den var i høj grad også en ideologisk kamp, og derfor blev malerkunsten også et våben i form af massiv billedpropaganda. Forrest iblandt reformationsmalerne stod Lucas Cranach d.æ. (ca. 1472-1553), som var tilknyttet det kurfyrstelige hof i Sachsen og havde sit værksted i Wittenberg.

Cranach bevægede sig som hofmaler, borgmester i Wittenberg og som Martin Luthers ven i begivenhedernes centrum, hvor han på den ene side illustrerede reformatorernes værker, malede religiøse motiver og portrætterede tidens hovedpersoner, og på den anden side producerede han decideret propaganda, især grove karikaturer rettet imod paven og romerkirken.

Ved siden af landsmændene Hans Holbein og Albrecht Dürer regnes Cranach stadig i dag for en af reformationstidens og renæssancens mest betydelige tyske billedkunstnere.

En slægt af malere

Cranach fødtes i Kronach i Oberfranken i det midterste Tyskland omkring 1572. Ved fødslen blev han døbt Lucas Maler, men han antog sidenhen sin barndomsbys navn som sit efternavn; faderen, Hans Maler, var i overensstemmelse med sit efternavn også selv maler.

I den kunstelskende renæssance var malerne lige så meget håndværkere, som de var kunstnere, og Hans Maler var igennem dygtigt arbejde blevet en rig og anerkendt borger, der havde sit eget værksted. Da det desuden var helt almindelig, at sønner skulle følge i deres fædres fodspor, kunne Lucas Cranach modtage den første del af sin uddannelse direkte under faderen.

Det samme gjorde sig gældende for Cranachs egne to sønner Hans (1513-1537) og Lucas d.y. (1515-1586). På grund af den ældre broders tidlige død, blev det sidstnævnte, der overtog faderens værksted, hvor også Cranach d.æ.s barnebarn Augustin (1554-1595) og oldebarn Lucas III (1586-1645) kom til at slå deres folder. Der var altså tale om et helt dynasti, der arbejde i samme værksted og samme tradition.

De tre døtre Barbara, Ursula og Anna, hvis fødselsår ikke kendes, blev gift med henholdsvis sachsiske politikere, borgmestre og kanslere og førte på den måde den anden del af faderens virksomhed videre. Gennem Barbara er Cranach desuden på mødrene side stamfader til den store tyske digter Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832).

Læreår i Wien

Lucas Cranachs videre uddannelse kender man ikke meget til. Men man ved, at han traditionen tro som udlært svend drog ud på landevejen og ernærede sig som omrejsende håndværker, det vi i Danmark kender som navere.

I 1501 kom han til Wien, hvor han blev til 1504. Her blev han påvirket af den såkaldte Donauskole, en stilart, hvor naturen første gang er i fokus både som landskab og som symbolsk baggrund for motivet, og hvor billedets figurer er malet med en voldsom ekspressivitet, som er langt forud for sin tid. Donauskolen er desuden berømmet for dens grafiske arbejder og den fraværende italienske indflydelse. Alt sammen træk, man genkender i den senere Cranachs til tider voldsomme, meget nordiske billeder, raderinger og træsnit.

Under opholdet i Wien blev Cranach desuden introduceret til tidens modefilosofi og -teologi, renæssancehumanismen. Det var en helt ny åndelig strømning, der ville gøre op med middelalderens skolastiske videnskab, satte mennesket i centrum og frem for alt ville tilbage til både filosofien og teologiens kilder, den antikke litteratur og Bibelen på originalsprogene. Som sådan blev den en af forløberne for reformationen.

Hofmaler, forretningsmand og politiker

I 1505 kom Cranach til reformationsbyen Wittenberg, hvor han blev ansat som hofmaler af Luthers beskytter, kurfyrste Frederik den Vise af Sachsen. Også han var optaget af humanismens nye tanker, han elskede videnskab og filosofi, og han ønskede at kaste glans over sig selv og sit fyrstedømme ved at støtte de ypperligste udøvere. Som følge heraf blev Cranach installeret i slottet i Wittenberg og sat til at udsmykke både kirker og godser i egnene rundt om.

Og Cranachs arbejde faldt tilsyneladende i kurfyrstens smag, i hvert fald modtog Cranach et familievåben, som han senere brugte til at signere sine billeder med. I 1510 havde han tjent så mange penge, at han kunne bygge sit eget værksted, erhverve sig en vinstue og i 1512 gifte sig med borgmesterdatteren Barbara Brengebier (?-1540). I 1520 udvidede han endnu engang sin virksomhed ved at købe et apotek, og han ekspanderede senere hen også med en bog- og papirhandel samt forlagsvirksomhed.

Al denne foretagsomhed gjorde ham efterhånden til en anset borger i Wittenberg og trak ham helt naturligt ind i ledelsen af byen. Allerede i 1519 fik han embedet som kæmner, en slags datidig kommunaldirektør, som han beholdte indtil 1535, og han var sideløbende hermed medlem af byrådet og satte kronen på værket med embedet som borgmester fra 1537-1544. Og han var ikke kun en betroet mand i byen; også kurfyrsten havde stor tillid til Cranachs politiske evner og brugte ham i allerede i 1508 som diplomatisk udsending til Habsburgernes kejserhof i Nederlandene.

Som følge af sin indflydelse og popularitet blev familiens hus i Wittenberg et naturligt samlingssted: Luthers senere hustru, den bortløbne nonne Katharina von Bora, boede fra sin flugt i 1523 og indtil hun fik sin udkårne i 1525 hos Cranacherne. Og da Christian II efter sin flugt fra den oprørske adel i Danmark en overgang antog den lutherske lære var han under sit ophold i Wittenberg også installeret hos mester Cranach.

Luthers kollega og ven

Cranach var som nævnt tildigt blevet bekendt med renæssancehumanismen, og i Wittenberg blev han også hurtigt vakt af Luthers reformatoriske tanker. Det blev Cranach, der fik til opgave at illustrere Luthers tyske oversættelse af Bibelen, og han forskønnede også andre af reformatorernes værker.

Det var også på direkte opfordring af Luther, at Cranach løbende producerede en række grove karikaturer af paven, hvor han blandt andet kunne finde på at fremstillede ham som et æsel og som en dæmon, eller lod tyske landsknægte forrette deres nødtørft i hans krone. Alt sammen ledsaget af små sjofle tekster forfattet af Luther.

Forholdet udviklede sig fra det professionelle til det personlige, og Cranach og Luther sluttede et nært venskab med hinanden. Således var Cranach og hans hustru vidner ved Luthers bryllup med den Katharina von Bora, og han fik også æren af at være gudfar til Luthers ældste søn, Johannes.

Død og eftermæle

Da Cranachs tredje mæcen, hertug Johann Friedrich den Højsindige, i 1547 blev besejret af den tyske kejser tropper, fulgte Cranach ham i fangenskabet til Augsburg og Innsbruck. Da hertugen efter løsladelsen henlagde sin residens til Weimar, fulgte Cranach igen med og flyttede dermed sit værksted permanent fra Wittenberg. Cranach døde i Weimar d. 16. oktober 1553 og begravedes samme sted.

Hans eftermæle har overvejende været positivt, og Cranach regnes stadig i dag for at være en af den tyske renæssances betydeligste kunstnere. Han dygtiggjorde sig både som grafiker og som maler, og selvom han var overbevist tilhænger af den nye reformation var hans religiøse kunst i høj grad præget af hans almindelige katolske fortid, og gamle traditioner.

Det er dog som reformationens maler, vi mest kender ham i dag; som den, der forevigede Luther og hans familie, de øvrige reformatorer og de sachsiske politikere, der kom til at betyde, at Europa på et halvt århundrede ændrede sig radikalt både politisk og åndeligt.

Man kan næsten sige, at det er Cranach, der har illustreret den historie om reformationen, der er overleveret til os, for det er igennem hans øjne og i hans karakteristiske streg, vi første gang har set mange af personerne og begivenhederne. Hans billeder er på en gang historiske kilder og ét af de filtre vi ser historien igennem.

Statens Museum for Kunst i København ligger inde med en lille men fin samling af Cranachs værker, og i slideshowet ovenfor kan du se nogle eksempler på hans kunstneriske kunnen.