Thomas Müntzer - den radikale reformator

Thomas Müntzer var oprindeligt inspireret af Martin Luther, men han indså hurtigt, at de ikke delte hans politiske visioner. Derfor satte Müntzer sig i spidsen for den radikale reformation

Thomas Müntzer (1488-1525) blev født i Stolberg i Harzen og gennemførte bibelhumanistiske studier i Leipzig og Frankfurt, inden han blev præst i det nærliggende Halle i Sachsen. I dette embede stødte han på Martin Luthers skrifter og blev hurtigt og lidenskabeligt vundet for den nye bevægelse. Sympatien var gensidig, og Luther hjalp ham til en ny stilling som evangelisk prædikant i byen Zwickau.

Forskellene på de to reformatorer blev dog hurtigt synlige. Müntzer havde en tendens til at gå til yderligheder, og han mente ikke, at Luther gik radikalt nok til værks. Derfor var hans reformation på grund af jordiske hensyn standset allerede på halvvejen til målet. Det mål, som Müntzer havde sat, var den rent åndelige tro, frigjort fra Bibelens bogstaver, men vundet ved et definitivt brud med verden.

Mystisk lidelse
Müntzer mente, at hvis det enkelte menneske lærte at lide med tålmodighed, så ville det åbne sig for Guds levende ånd. Og netop derfor duede det ikke, at Luther prædikede en ifølge Müntzer honningsød Kristus, der én gang for alle havde sagt god for hvad som helst. Nej, vil menneskets frelses, så må det først gøre sig til intet, så det ved åndens hjælp kan blive ligedannet med Kristus. Derfor prædikede Müntzer en bitter Kristus, den Kristus som lider på korset.

Fokus blev ensidigt lagt på den enkeltes trosoplevelse. Opfyldt af sandhedens ånd kunne den enkelte i sig selv mærke det indre lys, en mystisk forening med det guddommelige, som indgav én den sande indsigt. Udadtil gav denne nye åndelighed sig udtryk i visioner og profeteren Müntzer vedkendte sig gerne arven fra det Gamle Testamente.

Den spiritualistiske bevægelse
I hans radikale, reformatoriske program blev åndsbesiddelsen altså det altafgørende, og en erstatning for ikke alene den traditionelle Bibelfortolkning, men også sakramenterne og sågar tanken retfærdiggørelse ved tro alene. Midt i alt dette afviste Müntzer dog ikke Bibelen og gudstjenesten pure.

Bibelen var fortsat kilden, hvorfra evangeliet sprang, og Müntzer var mand for den første rent tyske og evangeliske gudstjenesteordning. Men heri omtolkede han samtidig nadveren radikalt og afviste sågar barnedåben, fordi disse ting skulle være underordnet salvingen med Helligånden.

Luther kunne ikke sidde disse angreb på hans teologi og hans person overhørig. Teologisk angreb han spiritualisterne for deres ophævelse af individuelle mystiske oplevelser til gældende lov. Han kritiserede dem desuden for at være vendt tilbage til fortidens trældom under loven, da deres fanatiske pukken på friheden konsekvent var en tvungen frihed fra billeder, faste, cølibat og så videre og ikke den frihed til, som var så væsentlig for den pragmatiske Luther.

Samfundsomstyrteren
Dertil kom, at Müntzer efterhånden blev en trussel imod den politiske orden. Han troede på, at dommedag var nær, og var overbevist om, at samfundets øverste hindrede de fattige bønder og håndværkeres adgang til evangeliet. Og derfor forlangte han sociale reformer. Han prøvede først hos fyrsterne, men da han ikke fandt lydhørhed hos de ugudelige tyranner, begyndte han at tale direkte til folkemasserne.

Allerede året efter, Müntzer var blevet prædikant i Zwickau, var han begyndt at flakke om som en noget nær fredløs. Han havde et langt stykke tid skjult sig i Prag, men efter også at have mistet sin støtte der, blev han nødt til at vende tilbage til Tyskland, hvor han rejste omkring og prædikede imod al uåndelig og samfundsstøttende religion, i hvilken skikkelse den end viste sig.

Med skarpe ord og skriftord fra både Jesu lignelser og Johannes Åbenbaring opfordrede han bønderne til med sværdet at bane vejen for evangeliet. I begyndelsen vandt han faktisk ikke mange for sin sag, men skæbnen ville, at der omtrent samtidig ulmede et krav blandt de lavere klasser i Tyskland, der krævede forbedringer af samfundet.

Den Tyske Bondekrig
De radikale formåede efterhånden at overtage denne bevægelse, og den spændte situation udviklede sig efterhånden til et regulært oprør, det som sidenhen er blevet kendt som den Tyske Bondekrig. De pragmatiske krav blev afløst af en art religiøs socialisme med tydelige messianske træk, og Müntzer opfordrede bønderne til at fare frem med allerstørste grusomhed imod åndens fjender. Han så i oprøret indledningen til Dommedag.

Luther havde oprindeligt haft sympati med bønderne, men efterhånden som oprøret eskalerede, begyndte han at tage afstand fra dem især fordi de med Müntzers tilkomst var begyndt at sammenblande verdslige og åndelige anliggender. Da han ikke kunne tale parterne til ro, måtte han som konsekvens af sin teologi til sidst opfordre fyrsterne til at slå bønderne ned som gale hunde.

Det lod fyrsterne sig ikke sige to gange. Af hensyn til den almene sikkerhed i Tyskland sluttede katolske og protestantiske fyrster sig sammen under et og rejste en hær, der var bønderne langt overlegen. I et slag ved byen Frankenhausen blev Müntzer som personligt ledede en hærafdeling på 8000 mand taget til fange, tortureret på det grusomste og sidenhen henrettet. De slagne bønder blev ligeledes udsat for en behandling, der ikke lod deres egen voldsomhed noget efter, og som på ny fik Luther uden at gå ind for bøndernes oprør til at vende sig imod fyrsterne.

Arven efter Thomas Müntzer
Müntzer regnedes og regnes stadig af mange mere ortodokse lutheranere for at være kætteren over dem alle. I dag er billedet dog blevet lidt mere nuanceret, da det er blevet klart, at Müntzers spirituelle kristendom ikke ligger langt fra mange af de karismatiske bevægelser, der for tiden vinder terræn.

Og deril kommer, at han i 1960erne og 1970erne blev rehabiliteret af flere marxistiske befrielsesteologer. For eksempel af den også i dag meget indflydelsesrige Dorothee Sölle, der så sig selv som stående i den samme profetiske eller messianske tradition som Müntzer, og i sin skelsættende bog Lidelse fra 1973 trækker kraftigt på hans spirituelle teologi.

Ud over en lidelsesbaseret mystik har de også det sociale engagement til fælles. De sammenknyttede begge radikal teologi med en radikal politik, der skulle bane vejen for Gudsriget. Derfor opfordrede de alle kristne til at rejse sig imod undertrykkelse af enhver art med uhyggelige konsekvenser til følge.