- Jeg havde forberedt en flugtplan

Trods stigende popularitet forbliver et retræteophold en fremmed og uafprøvet erfaring for mange. Niels F. Larsen trodsede sin skepsis

Det at tage på retræte er i løbet af de sidste par år blevet et mere og mere udbredt fænomen i dansk kirkeliv. For størstedelen af danskerne er det dog stadig en fremmed og uafprøvet erfaring.

Kristendom.dk har talt med Niels F. Larsen, der for nyligt har været på sin første retræte. Niels F. Larsen arbejder til dagligt som vejingeniør i Gribskov Kommune og er medlem af Frikirken Salem i Frederiksværk.

Eneste mandlige deltager
- Da jeg først mødte op på retræten en fredag aften og opdagede, at jeg var den eneste mandlige deltager, blev jeg helt bleg. Jeg havde heldigvis forberedt mig godt ved at tage en god bog med, hvis tiden skulle blive lang, og endog bilen indgik i den flugtplan, jeg havde tænkt mig at iværksætte, hvis det hele skulle blive for mærkeligt, fortæller Niels F. Larsen og fortsætter begejstret:

- Ingen af delene fik jeg imidlertid brug for. Minutterne og timerne blev for værdifulde til, at jeg havde lyst til at spilde dem på en nok så god bog.

Mange betænkeligheder
Niels F. Larsen havde en del betænkeligheder da han, ellers helt frivilligt, for nyligt tilmeldte sig en weekendretræte ledt af to frikirkepræster, hvoraf den ene var Gunni Bjørsted fra Det Danske Missionsforbund.

- En af mine betænkeligheder inden retræten var tanken om at skulle være stille så længe, fortæller Niels F. Larsen, og forklarer videre hvordan denne betænkelighed eller fordom hurtigt blev opløst i løbet af retræten:

- I et land med ytringsfrihed forekom det mig underligt at skulle være afskåret fra at gengælde høflighed, sige godmorgen eller tak for mad. Men netop her har vi fidusen ved retræten: At få lov til at slippe alt det, vi forventer af os selv, og som vi tror, andre forventer af os.

Larsen fortæller, at man på retræten får lov til at give slip på det hele for en stund. Her kan man lytte og fornemme Guds gode vilje.

- I en atmosfære uden krav og forventninger, kan man lettere få lov at høre Jesu stemme, og høre Ham spørge: Hvad kan jeg gøre for dig. Har man først hørt det spørgsmål fra Gud, bliver man næppe den samme igen, siger Niels F. Larsen.

En anden stor betænkelighed var selve begrebet retræte. Ifølge Larsen associerede ordet til svaghed, reaktiv tilbagetrækning og flere andre ikke-maskuline tendenser.

- Selv om retræte kan være en del af en kamp, så lyder det ikke som en særlig ærefuld del af kampen. Så da jeg skulle afsted, kaldte jeg det med vilje ikke for en retræte. Jeg kaldte det for en kamp. Jeg skal i kamp i næste weekend, sagde jeg for eksempel til mine nærmeste. Jeg tænkte, at hvis vi bare afskaffede ordet retræte, og kaldte det kamp i stedet, ville det nok i højere grad være noget for os mænd, udtaler Niels F. Larsen.

Retræte er en del af livets kamp
Netop temaet kamp kom til at udfordre og overraske Niels F. Larsen, mens han var på retræten.

- En kamp, ved man, hvad er - eller ved man?, spørger han og fortsætter:

- To spørgsmål, jeg tror vi stiller for sjældent, er: Hvordan går det med det, vi kæmper med? og er det ikke ved at være tid at tage en time out og lytte til Ham, der leder slaget?

For Niels F. Larsen blev retræten et sted, hvor det, han kalder, rollerne i kampen, fordeles eller omfordeles i den åndelige kamp vi står i.

- Gud, der fordeler rollerne i det åndelige slag, viser os en vej, hvor det er Ham selv, der virker sejren, og os der er til stede. Det er sådan, vi vinder. Men hvis vi ikke tier og lytter til denne rollefordeling, så har vi et problem, hvis vi tror, det er os, der skal kæmpe mod den fjende, vi står overfor, mener Niels F. Larsen.

Tid til time out
I løbet af retræten blev der læst forskellige tekster fra Bibelen. Blandt andet en Bibeltekst fra Jeremias bog kapitel 17, hvor står følgende:

Velsignet den mand, som stoler på Herren og tager sin tilflugt hos ham. Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken; det sender sine rødder mod vandløbet, det frygter ikke, når sommerheden kommer, dets blade er grønne. Det bekymrer sig ikke i tørkeår og holder ikke op med at bære frugt. (Jeremias bog kap. 17, vers 7-8.)

- Tilflugt tales der om. Tilflugt er ikke et flatterende ord, indtil man tænker på det favorable, der ligger i at have en tilflugt. Som barn legede vi ofte tagfat. Bedst var det, når der var helle.

- Nogen gange husker jeg, at jeg søgte tilflugt på steder, der ikke var aftalt, for eksempel ved ladeporten. Jeg opfandt mit eget helle med det resultat, at jeg blev fanget.

Larsen forklarer, at tilflugt er ikke dårligt, men man skal søge den det rigtige sted.

- Jeg synes, det er et bemærkelsesværdigt løfte, der er tilknyttet det at have Gud som tilflugtssted: Han eller hun, der søger tilflugt hos Gud, holder ikke op med at bære frugt. Det er netop det, vi alle længes efter, mener Niels F. Larsen, og fortsætter:

- I krig kalder man det retræte. Indenfor sporten kalder man det for en time out. Begge udtryk er betegnelser for en del af en kamp, nemlig når man lige stopper op og lytter til ham, der har overblikket. Ham der fordeler og omfordeler rollerne. Den, der ikke stopper op og lytter, går glip af vigtig information til den fortsatte kamp.

Retræte - ja tak!
- Da en af mine voksne børn nogle dage efter retræten i telefonen spurgte, hvordan min weekend havde været, og om jeg havde haft en god kamp, svarede jeg: Jo retræten - den var fantastisk. Og Ham, der fordeler rollerne, er uendelig god.

- Måske er jeg blevet lidt blød. Jeg føler mig som en, der har fået en dyrebar skat betroet. En hemmelighed, som ikke er hemmelig, men bare ikke forstås eller erfares af alle, siger Niels F. Larsen.