Den katolske salmebog afspejler sin tid

I den danske, katolske kirke synger man ikke kun latinske hymner, men også mange salmer på dansk, skriver Sebastian Olden-Jørgensen. Her ses et udsnit fra Sankt Ansgars Kirke, den katolske domkirke i Danmark.

- Den nye udgave af den danske, katolske salmebog er bredere end tidligere udgaver, siger katolik og historiker Sebastian Olden-Jørgensen, som her giver et historisk overblik over dansk katolsk salmesang

Der bliver sunget meget til katolske gudstjenester, og det er der for så vidt altid blevet. Faktisk er den danske katolske salmehistorie næsten lige så lang som religionsfrihedens historie. Den første katolske salmebog hed Lovsynger Herren!, udkom i 1857 og var én mands værk, nemlig forfatteren og forsikringsmanden C.F.W. Karup (1820-70). Siden blev den revideret og udvidet i flere omgang.

Den seneste katolske salmebog bærer titlen Lovsang og rummer salmer af over 100 forskellige salmedigtere, og den nyeste udgave af den er netop udkommet. Men det er mere end 150 år og antallet af forfattere, der adskiller de to salmebøger. En salmebog afspejler jo sin tid, og den har derfor ændret sig i takt med, at den katolske gudstjeneste har udviklet sig.

Lovsynger Herren! fra 1857 bestod næsten udelukkende af salmer, som Karup havde oversat fra tysk og latin. Dengang var hele messens liturgi på latin - bortset fra prædiken selvfølgelig - men man havde den skik, at menigheden ved de såkaldte sangmesser kunne synge en række salmer, der indholdsmæssigt svarede til messens enkelte led. Den danske salmesang ledsagede så at sige præstens latinske messe skridt for skridt.

Desuden sang man danske salmer ved de mange andagter, for eksempel Maria-andagter, hvor man ikke var bundet af latin. Det var dog helt udelukket at synge ikke-katolske salmer, og derfor var det et presserende behov, Karup opfyldte, da han udgav sin salmebog. Godt tyve af Karups salmer findes fortsat i den katolske salmebog.

Siden Karups dage er der sket meget. Da salmebogens 6. udgave udkom i 1918, var hele den katolske salmeskat, der efterhånden var vokset frem, blevet underkastet en gennemgribende revision af den anden store katolske salmedigter, gymnasielærer Halfdan Kejser (1860-1916). Hvis ikke det havde været for Kejsers poetiske talent og sprogsans, ville man næppe i dag have sunget mere end et par af de gamle salmer. Ud over de salmer, han reviderede, er Kejser i dag repræsenteret med over 40 salmer i salmebogen

Næste afgørende skridt kom i 1951, hvor biskop Th. Suhr besluttede at optage en hel række folkekirkelige salmer i den katolske Salme og Bønnebog. Messens liturgi var ganske vist stadig på latin, men ved sangmesser og andagter kunne man nu synge udvalgte salmer af blandt andre Kingo, Brorson og Grundtvig. På dette punkt fulgte biskop Suhr i øvrigt udviklingen i den katolske kirke i Norge og i de tysktalende områder.

Efter det Andet Vatikankoncil i 1962-65 blev der åbnet mulighed for at fejre messen på dansk. Det førte hurtigt til, at gudstjenestesproget i altovervejende grad blev dansk med et vist latinsk islæt ved særlige anledninger. Ved samme lejlighed indførte man brugen af danske salmer i selve messen, og skikken med sangmesser faldt bort.

Det er denne udvikling, der afspejles i Lovsang fra 1982, hvor biskop Hans L. Martensen optog alle de centrale dele af den folkekirkelige salmeskat i den katolske salmebog. Visse decideret antikatolske salmer måtte selvsagt udelades, men "Vor Gud han er så fast en borg" kom med. Salmerne bruges i dag ved messens begyndelse, mellem læsningerne, under offertoriet (nadvergudstjenestens begyndelse), under eller efter kommunionen og ved messens afslutning. Dertil kommer selvfølgelig de led af messens faste dele, der normalt synges (eksempelvis Kyrie, Gloria, trosbekendelsen).

Den nye udgave af Lovsang, der er resultatet af et mangeårigt kommissionsarbejde, adskiller sig ikke grundlæggende fra 1982-udgaven. Forskellene kan sammenfattes i fire punkter. For det første er der lidt mere med: flere latinske messemelodier, flere danske messemelodier, lidt flere salmer, nogle enkelte tidebønner, flere omkvæd til vekselsange, flere halleluja-melodier og så videre. For det andet er en række salmer, der i realiteten ikke bruges i menighederne, strøget. For det tredje er en række klassiske katolske hymner på latin, for eksempel de store Maria-antifoner, taget med igen. Og for det fjerde er en række nyere folkekirkelige salmer og en serie Taizé-sange blevet optaget.

Kort sagt: Man har justeret salmebogen efter behovet i menighederne, man har genoptaget traditionelt latinsk stof, der måske lidt for hurtigt var røget ud i 1982, og man har åbnet for en række nyere, populære salmer og melodier. Salmebogen er altså blevet bredere eller med et andet ord: mere katolsk!