Hans Adolph Brorson (1694-1764)

I et enkelt og samtidig elegant sprog gav Brorson udtryk for en kristendomsforståelse, hvor bod, omvendelse og betydningen af Jesu lidelse står i centrum. Foto: Wikimedia

Brorson er en af vore største salmedigtere. Vi synger hans julesalmer og ikke mindst "Op, al den ting, som Gud har gjort". Med Brorson kom pieismen for alvor ind i den danske salmedigtning

Sønderjylland og dets natur med marsk og enge spiller en stor rolle i Hans Adolph Brorsons digtning. Det er denne natur, han tænker på, når han i Op, al den ting, som Gud har gjort skriver: "Hvad skal jeg sige, når jeg går/blandt blomsterne i enge/Når fuglesangen sammenslår/som tusind harpestrenge".

Her blev han født og her kom han til at leve sit liv. Brorson blev født den 20. juni 1694 i Randerup mellem Tønder og Ribe. Her var hans far sognepræst. Forældrenes navne var Broder Brodersen og Catharina Clausen.

Brorson var den sidste af tre velbegavede sønner, der alle i de første opvækstår blev undervist af huslærere, og dernæst sendt til Ribe Katedralskole for at blive studenter. For de skulle naturligvis senere studere teologi i København.

Selvom præstehjemmet i Randerup var fattigt, og faderen satte sig i gæld, så fik sønnerne deres teologiske uddannelse.

Studentertiden i København var i begyndelsen præget af, at Brorson tydeligt nok var begavet med et poetisk talent. Han har søgt inspiration i andres digtning og øvet sig godt og grundigt.

En svækkelse gjode imidlertid, at han rejste tilbage til Sønderjylland og tog ophold dels hos den ældre bror, Nicolai, der var blevet sognepræst i Bedsted ved Løgumkloster - og dels hos sin stedfar og hans fars efterfølger i Randerup, Oluf Holbek. Samtidig tog han arbejde som huslærer i Løgumkloster.

Studentertidens ophold i Sønderjylland bragte ham for alvor i kontakt med den pietistiske kristendom, der var kommet Tyskland. Både farens efterfølger i Randerup og Brorsons brødre var stærkt optaget af pietismen, og Brorson oplevede nu selv en vækkelse og omvendelse til en personlig kristendom.

Om sig selv skriver han: "Ved den tid begyndte han (Brorson) at få mere indsigt i den sande kristendoms beskaffenhed, under adskillelige fristelser, i uophørlige bønner og åndelige betragtninger". I salmen Guds igenfødte ny-levende sjæle beskriver han senere sin udvikling.

Brorson får nu igen energi og lyst til at fortsætte sine teologiske studier i København. Samtidig bliver han salmedigter.

Stedfarens pludselige død og dermed muligheden for nu at blive sognepræst i Randerup satte skub i Brorsons studier. Den 24. december 1721 fik han kongens udnævnelse til sognepræsteembedet i sit fødesogn, og 6. april 1722 blev han ordineret i Ribe Domkirke - iøvrigt sammen med sin bror, der fik naboembedet, Mjolden.

Det følgende år giftede han sig med sin unge kusine, Cathrine Clausen. De fik ti sønner og tre døtre. Imidlertid var de tre sønner dødfødte og tre af de øvrige sønner, samt en datter døde som små. Hertil kom, at en af sønnerne var psykisk syg og tilmed lam og måtte passes hele sit liv af forældrene.

I 1729 blev Brorson kaldet til et nyoprettet embede i Tønder. Byen, som på alle måder - også kirkeligt - var præget af tysk sprog og kultur, havde nu også brug for en dansk præst. Og det blev så Brorson.

Som præst i Tønder var det Brorsons store tanke at skabe en pietistisk salmesang på dansk.

Julehøjtiden nærmede sig, og Brorson gik nu igang med et hæfte, hvori vi finder hans første julesalmer, blandt andet "I denne søde juletid". Senere kom så julesalmerne "Den yndigste rose er funden", "Her kommer Jesus, dine små" og den storladne "Mit hjerte altid vanker". I 1739 blev salmerne samlet i salmebogen Troens Rare Klenodie.

Præstetiden i Tønder blev forholdsvis kort. Allerede i 1737 blev Brorson stiftsprovst i Ribe og i 1741 biskop. Han havde vist mest lyst til at takke nej til embedet. Hans hustru var netop død og han selv derfor knuget af sorg. Han tog imidlertid imod embedet og blev da også gift igen året efter med Johanne Riese, der var svigerinde til hans bror.

Brorson blev i Ribe en meget populær prædikant, der fyldte den store domkirke til sidste plads. Ja, det siges, at man ovenikøbet måtte bruge gulvet for at få plads til de mange tilhørere.

Han rejste sit store stift tyndt, og glædede sig når han kom ud til sogne, hvor den pietistiske vækkelse havde skabt nyt kirkeliv. Og så var han meget optaget af at fremme undervisning for børn og unge i kristendommens indhold.

Hertil kom, at han var en flittig og dygtig administrator, der havde styr på sit stift. Han tog sig meget af præsterne. De blev sat i rette, hvis de ikke levede op til det, der ifølge Brorson skulle være idealet af en præst.

Men han var også mild, overbærende og yderst hjælpsom, når der var krise og nød i en præstegård. Han passede da også sine embedspligter trods sygdomsperioder og tiltagende svaghed. Han døde i 1764, 70 år gammel.

Der er mindst to ting, der kan fremhæves ved Brorsons salmer. Det ene er den pietistiske tone. Det andet er den danske sprogtone.

Brorsons salmer er inderlige. De taler til den enkelte, til ens "jeg", opmuntrende og appellerende. Hans naturbilleder er utroligt smukke og malende. Selv om han ikke har set et bjerg, så kan han alligevel digte: Den store hvide flok vi se/som tusind bjerge fuld af sne. Eller når den lange vinter bliver et billede på sjælens søgen og venten: Dagene længes, vinteren strenges/vinteren strenges. Og det er svart.

I sproget er der hos Brorson en lethed. Han bruger ikke fremmedord, som det ellers var på mode i tiden - navnlig hos Ludvig Holberg. Han overdriver ikke eller bliver svulstig, som man kunne det i barokdigtningen. Nej, Brorson er i sit sprog slet og ret dansk.

I et enkelt og samtidig elegant sprog gav Brorson udtryk for en kristendomsforståelse, hvor bod, omvendelse og betydningen af Jesu lidelse står i centrum.