Jakob Knudsen (1858-1917) en salmedigter med budskab til nutiden

Digteren bag den kendte salme "Se nu stiger solen af havets skød" var livet igennem tynget af skyld, men han fandt fred i kristentroen

Se, nu stiger solen af havets skød hører til en af vore smukkeste og mest sungne salmer. Det er en salme, som er spændt ud mellem livsbekræftelse og jubel over naturens storhed og så bevidstheden om dødens nærhed og mørke.

Salmen, som er digtet i 1881, udtrykker sin forfatters, Jakob Knudsens, komplicerede sind og livslange kamp for at nå til klarhed over sit livs mening.

Barndom og studietid
Jakob Knudsen blev født 14. september 1858 i Rødding, hvor hans far var ansat som højskolelærer. Efter et kortvarigt ophold hos Kristen Kold ved højskolen i Dalum blev Jakobs far, Jens Lassen Knudsen sognepræst i Aggersborg ved Limfjorden. Det var så her, Jakob voksede op i en natur og blandt folk, som han senere kom til at holde af.

Præstehjemmet kom senere til at stå stærkt i Jakobs erindring. Hans far fortalte bibelhistorie og danmarkshistorie. Og senere brugte Jakob Knudsen minderne om sin lykkelige og trygge barndom i den store dobbeltroman om Luther, Angst og Mod fra 1912-14.

Den lidt tunge grundtvigianisme, som Jakob var opdraget i, tog han nu med sig først til Askov Højskole, hvor han blev elev. Dernæst rejste han til København, hvor han tog studenterkursus, som faderen havde forberedt ham til. Han tog sin studentereksamen og begyndte at læse teologi. Præst skulle han vel være. Men han var ikke særligt optaget af studiet. Til gengæld brugte Jakob Knudsen meget af sin tid på studenterlivet især blandt grundtvigske kammerater.

I 1881 blev Jakob Knudsen teologisk kandidat og blev straks efter ansat på Askov Højskole, hvor han underviste i dansk og engelsk. Forholdet til eleverne var særdeles godt, mens forholdet til forstander Ludvig Schrøder blev mere og mere anstrengt.

Præst og højskoleforstander i Mellerup
Der var imidlertid bud efter ham fra en nyoprettet valgmenighed i Mellerup ved Randers. Jakob Knudsen var forinden blevet forlovet med Frederikke Plockross, der var datter af en advokat på Frederiksberg. Og i 1883 blev de gift.

Men ægteskabet viste sig mere og mere at være en misforståelse. Og kort tid efter, at de var kommet til Mellerup, blev de enige om at skilles. Menigheden holdt meget af den unge Frederikke, men kunne også se nødvendigheden i, at præsteparret måtte opløse deres ægteskab.

Til valgmenigheden var der knyttet en højskole, som imidlertid mistede sin forstander, Jens Bek. Jakob Knudsen trådte til og hjalp med at føre skolen videre. Han havde længe været optaget af forstanderparrets unge datter, Helga, som oven i købet havde været hans konfirmand.

Til menighedens og de grundtvigske kredses store forargelse giftede de sig. Vielsen blev foretaget i præstegårdens dagligstue af en af Jakob Knudsens nære præstevenner fra studietiden. Efterhånden udviklede kritikken af Jakob Knudsens privatliv sig så stærkt, at han følte sig tvunget til at tage sin afsked fra præsteembedet, samt ledelsen af højskolen i Mellerup.

Omrejsende foredragsholder
Jakob Knudsen slog sig nu ned i Randers og kunne lige med nød og næppe få økonomien til at løbe rundt ved at rejse rundt som foredragsholder og oplæser. Men langsomt fik han rettet sin økonomi op ved sine udgivelser. Og foredragsvirksomheden, som tog hårdt på kræfterne, kunne han nu også skrue ned for. Han og Helga flyttede til Glostrup og senere til Hillerød, og endelig til Birkerød, hvor han døde i 1917.

Forfatteren og salmedigteren
Mange var de kampe, som Jakob Knudsen gennem sit liv måtte kæmpe med sig selv. Han var hele livet igennem tynget af en dyb skyldbevidsthed og stærk samvittighed. Hans tro på Gud kom flere gange i krise, ikke mindst lige efter kandidateksamen og ansættelsen på Askov Højskole. Han var panisk angst for at spilde sit liv. Og han følte, at han måtte og skulle skrive. Men han fandt alligevel en dyb fred i sin kristentro og det fællesskab, som han især oplevede i Mellerup Valgmenighed.

Det var imidlertid vanskeligt for ham at komme i gang med at skrive. Inspirationen kom ikke af sig selv og ordene var ikke noget, han sådan rystede ud af ærmet. Men meget tyder på, at der netop med det andet ægteskab skete en vending i hans liv og forfatterskab. Fra begyndelsen af 1890erne kom der en lang række bøger fra hans hånd. Den mest kendte roman kom i 1899, nemlig Den gamle præst. Med sit tema om selvmordets ret rejste denne bog en vældig debat.

På en måde er det underligt, at Jakob Knudsen måske er blevet mest kendt for sine salmer. For det blev ikke til mange. Kun tre er optaget i Den danske Salmebog, nemlig Se, nu stiger solen af havets skød og Tunge, mørke natteskyer, som alle er blevet til i Mellerup 1890-91. Hertil kommer hans bearbejdelse af den ældre salme af Matthias Claudius (1882), Vi pløjed og vi så`de. Den er en oversættelse fra engelsk, som igen er en oversættelse fra tysk.

Se, nu stiger solen af havets skød kan kaldes Jakob Knudsens lyssang, hvor han jubler over lyset og livet. Han er nu faldet til ro og føler en dyb fred i sit Gudsforhold. Modsat virker så hans aftenssang eller mørkesang, Tunge, mørke natteskyer. Her kæmper han med sin egen ensomhed, sin følelse af at være fortabt. Han har kun sin Gudstro at klynge sig til.

Jakob Knudsen, som døde i 1917, er blevet stående som en af de store i dansk litteratur. og som salmedigter. Hans kamp for at finde mening i sit liv og hans stadige kritik af vedtagne normer og opfattelser er en udfordring til vores egen tid.