Motorveje i gravene
- Jeg tror fuldt og fast på en forbindelse mellem livet her og livet i himlen, siger digteren Simon Grotrian, der i morgen udsender en samling salmer
Ned i graven og af sted ad motorvejen - til det næste liv. Eller med digteren Simon Grotrians egen formulering: "i gravenes indre er motorvejsbaner."
- Jeg ville aldrig vikle en mobiltelefon ind i en salme. Men motorvejsbaner synes jeg, at der må være plads til. Jeg tror fuldt og fast på en forbindelse mellem livet her og livet i himlen. Hvor hurtigt det kan gå med at komme ind i den næste verden, er nok ikke noget, man normalt tænker på, når man står og ser ned i en grav. Men det er vigtigt, at vi har håbet. Og det håb må godt udtrykkes på en fyndig måde, siger Simon Grotrian, som i morgen udgiver en samling salmer, "Jordens salt og verdens lys" på Borgens Forlag.
Salmerne er skrevet i en klassisk, sangbar metrik.
- Hvis nogen finder dem værdige til at blive sunget, vil jeg være meget glad. Ordene i en salme løfter sig fra papiret, når de synges.
Simon Grotrian er en sprogkunstner, en billedmager, der til stadighed overrumpler den læsende eller syngende med sin uventede, barokke metaforik. En nutidens barokdigter kunne man kalde ham.
- Men, siger han, jeg har ikke brug for at blive proppet ned i en kasse. Den bliver en ligkiste. Jeg vil have min fulde frihed til at arbejde, som det passer mig, og som jeg finder det nødvendigt. Jeg giver mig ikke på nogen måde ud for at være teolog. Enhver kan beskæftige sig med troen på alle leder og kanter. Man kan møde Guds rige også for eksempel på en fodboldbane. Kristendommen er et område, hvor man opdager, at man har meget tilfælles med andre mennesker. Men samtidig er vi dybt forskellige. Når vi alle er Guds børn, og han elsker os, så skal vi også elske hinandens forskelligheder.
Hvem andre end Simon Grotrian kunne skrive om "troens frikadeller"? Det er lyden af den sidste passage i "Altid frejdig, når du går" ("døden ikke heller"), der fører ham til frikadellerne. Så er det sagt, at humoren har adgang til hans salmer.
- Jeg synes godt, at man må sidde og grine godmodigt i kirken, hvis man har lyst til det. Jeg tænker på latter og gråd som sande udtryk. Også i menigheden. Det behøver ikke at være højstemt hele tiden. Hvis det er det, kan det muligvis jage nogle bort fra kirken, fordi de føler, at de ikke kan leve op til det. Vi skal tillade os at grine lidt, men sandelig også at blive bevægede, hvis det er det, der skal til.
- Jeg har fået en almindelig kristen opdragelse, både hjemme og i skolen, hvor vi sang morgensang og bad fadervor. Som døbt er man kommet ind i Guds rige. Og det kan man føle en gang imellem. For eksempel når man som barn får omsorg og kærlighed af sine forældre.
- Men efter konfirmationen var der temmelig mange år, hvor jeg overhovedet ikke beskæftigede mig med den side af tilværelsen. At den vendte tilbage, havde noget med mit arbejde at gøre. Da jeg skrev den bog, der hedder "Fire", var jeg presset helt op i et hjørne. Det var dybt nødvendigtfor mig at skrive den. Det var et kæmpearbejde. Men det kan man heldigvis ikke se på resultatet. Det var på dette tidspunkt, jeg begyndte at påkalde Gud. I årene forinden havde jeg haft nogle syner om natten. Skikkelser, der bevægede sig. Jeg har faktisk også set Gud svæve over mig. Med skæg og det hele ligesom hos Michelangelo. Jeg var sikker på, at det var Gud, der lige ville se til mig. Jeg boede dengang i København og følte mig noget forladt. Og egentlig var det meget nærliggende at bede Gud om at komme igen. Siden er det glædelige sket, at han ligesom er trådt til og er blevet meget nærværende for mig.
Hvordan?
- Det er svært at forklare. Det har ikke kun med mig at gøre. Men med hele verden og mig. Det er en følelse af, at der er mening med tilværelsen. At man skal klø på og få det bedste ud af det, selvom det måske nogle gange kan være svært. Igen: Det er vigtigt med håbet.
"Troen kan vi ikke gruble/ den skal bare pakkes op", skriver Simon Grotrian i en af sine salmer:
- Det er Gud, der giver os troen som en gave. Men man skal banke på, søge og bede. Man skal ønske troen. Vrager man den, er det en katastrofe for én selv. For så afskærer man sig fra livet, både her og hisset. Det egentlig liv i Kristus. Dybest set kan vi ingenting gøre, uden at Kristus er med os. Sådan oplever jeg det selv. Men det står også i Bibelen. Vi skal ikke bilde os ind, at vi kan klare alting selv. Det er ikke meningen, at vi alle sammen skal være små jahver. Men desværre er det på mange måder sådan, det er blevet: Vi tror, at vi kan klare os på egen hånd, og at vi så at sige kan styre det hele selv. Det er en fatal misforståelse, der betyder, at vi tramper på hinanden. Det er blevet meget med at komme først i mål, uanset hvor meget man tramper på andre. Bare lad mig komme til! Det er en ødelæggende mentalitet.
- Vi skal være generøse. Tro er at dele med andre. De gaver, vi får, skal vi ikke beholde for os selv. Siger man ja til troen, er man for alvor forpligtet. Så opdager man, at glæden består i at være noget for andre, i at tage vare om verden og i at dele ud til andre. Det sidste gør man for eksempel, når man udgiver en bog. Så deler man ud i flæng. "Jordens salt og verdens lys" må gerne opfattes som en gave fra mig.
Tro er også ifølge en anden salme "at dele en evighed".
- Havde vi ikke evigheden, havde vi i virkeligheden næsten ingenting. Evigheden er klangbunden. Man kaster sig ud på dybt vand. Og på en måde flyder det vand hen over døden. Livet her og livet i himlen kommer til at hænge sammen, fordi det hænger sammen. Man kan ikke skille det ene fra det andet.
Simon Grotrian betegnes gerne som en svært tilgængelig digter. Det er han dog trods alt i mindre grad i salmerne.
- Det bølger frem og tilbage. Til efteråret udgiver jeg en digtsamling, der ligner det andet, jeg skriver. Når man arbejder med salmer, der skal synges, træder man ind i et stort fællesskab. Sådan burde det jo være med digte i det hele taget. Men på mange måder har digte løsrevet sig fra det almene. Og så bliver det, som jeg ser det nu for tiden, til meget spredt fægtning og egotrip i lange baner. Jeg er jo selv en moderne digter. Alligevel er jeg i salmerne vendt tilbage til rimene. Som barn elskede jeg at rime. Og rim behøver langt fra at være en spændetrøje. Det kan også være en tryghed at have den ramme, som rimene giver. Så kan man ofte presse ordene en ekstra tand. Det kan være svært at forklare, men det kan handle omfrihed. Men man skal imidlertid ikke springe modernismen over. Den er vigtig. Og det kan være udfordringen at få det hele bragt sammen, traditionen, hvad som helst.
- Hvis en salme ikke er nødvendig, dur den ikke. Så bliver det bare til kling-klang. Der skal være tryk på kedlerne! Det er de to kriterier, der skal opfyldes: at salmen er nødvendig, og at den fungerer. Reglerne med hensyn til, hvordan man opnår det sidste, kan man sådan set selv opfinde.
Hvordan er dit forhold til den danske salmetradition?
- Lidt op og ned. Mange salmer vinder ved at blive sunget. Man kan blive meget bevæget af det, man synger i en salme. Andre gange er det nærmest som en lektie, man skal igennem. Men mange af de gamle salmer er levende også nu. De nye, synes jeg, er for tørre i kødet, rent ud sagt for teologiske og til gengæld for lidt poetiske. Man skal være helhjertet, når man skriver salmer. Ikke bare være tempererede versemagere, men virkelig gå til biddet
Er der en salmedigter, du foretrækker frem for andre?
- Da du spurgte om det samme for nogle år siden, sagde jeg Grundtvig. I dag er det mere indviklet. Jeg tænker snarere på salmerne som et fælles sted og synes nogle gange, det kan være underordnet, hvem der har skrevet hvad. Jeg må sige, at jeg virkelig kan lide alle de gamle salmister. Men jeg er opmærksom på, at Grundtvig betalte en høj pris for visse af sine salmer. I dem rammer han hjertet. Og det er noget af det bedste, man kan sige om en salmist, siger Simon Grotrian.
44 år. Debuterede i 1984 i Hvedekorn - og i bogform i 1987 med "Gennem min hånd". Forfatterskabet består udelukkende af digtsamlinger. I 2004 nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris med "Korstogets lille tabel". Bosat i Lemming ved Silkeborg. "Jordens salt og verdens lys" udkommer i morgen, hvor den anmeldes her i avisen. Med et netabonnement kan anmeldelsen læses her.