Salmerne er følelsernes tolk

Når Nordens befolkning skal lave en hitliste over deres mest elskede salmer, må de dogmatisk tunge af slagsen vige til fordel for de salmer, der knytter sig til livsriter, årstider og julens højtid

Det er lyset og sommerens komme, vi kan lide at synge om, det er julen, og det er trøsten i de svære tider, vi søger. Salmerne sætter ind dér, hvor ordene hører op. For den brede, nordiske befolkning er salmerne det element i kristendommen, som giver følelserne et udtryk.

Lige siden reformationens tid i begyndelsen af 1500-tallet har salmesang været en væsentlig del af den lutherske kirkes selvforståelse og spiritualitet. Men ikke mindst har de været menighedens aktivitet og bidrag til gudstjenesten, og de har været med til at gøre de nordiske kirker til folkekirker.

Peter Balslev-Clausen, der er sognepræst i Hellerup, provst i Gentofte Provsti og adjungeret professor i hymnologi ved Københavns Universitets teologiske fakultet, er medforfatter af undersøgelsen "Dejlig er jorden", som Nordisk Institut for Hymnologi, Nordhymn, stod bag for et par år tilbage.

Undersøgelsen dokumenterer salmernes rolle i det nordiske kultur- og samfundsliv i dag, og et af resultaterne er en hitliste fra hvert land i Norden med de 10 mest kendte og afholdte salmer.

Selvom der kun er få salmer, som går igen på alle de nordiske landes hitlister, er det et gennemgående fællestræk, at vi holder af årstidssalmer, julesalmer og salmer med et lyst syn på menneskelivet og dets udfordringer.

En af de få salmer, som står på alle landenes hitlister, er "Dejlig er jorden", men også salmer som "Altid frejdig, når du går" og "Vor Gud han er så fast en borg" er med blandt de nordiske yndlinge.

Det er alle salmer, der kan formulere de spørgsmål, vi mennesker stiller, når livet tager en uventet drejning, siger Peter Balslev-Clausen.

Salmerne er med til at formulere følelserne, der ellers kan være svære at sætte ord på, og de bærer associationer med sig, som betyder noget for os. Folkets valg af salmer viser, at vi i livets svære faser har brug for det positive syn på det problem, vi står i. Vi søger støtten og glæden i salmerne, siger han.

I Finland er der som regel et salmevers i dødsannoncerne, og det viser for en anden af undersøgelsens forfattere, finlandssvenskeren Karl-Johan Hansson, der er professor i praktisk teologi ved Åbo Akademi i Finland, at salmer kan være følelsernes tolk.

Salmen er en trosbekendelse, hvor hver enkelt salme udtrykker en del af troen, og troen er for mange en støtte i de perioder, hvor vi har brug for det.

Når vi netop søger støtte og glæde i salmerne, kunne man forestille sig, at de nyere salmer fra 1970'erne og frem ville have en reel chance for at blive budt velkommen på folkets salmerepertoire. Salmer, som er skrevet i vores egen tid af mennesker, der stadig lever og kender de udfordringer og dilemmaer, der præger det moderne menneske.

Men fornyere vil være et misvisende ord at bruge om den nordiske befolkning, når det kommer til den lutherske kirkes dominerende lyd: salmen. Det er gode, gamle travere med langt mere end hundrede år på bagen, som betyder mest for os, og det overrasker Karl-Johan Hansson.

At så få nye salmer har rodfæstet sig, synes jeg er bemærkelsesværdigt, men det viser, at det tager lang tid dels at lære en salme at kende og dels at tage den til sig som noget, der har betydning. Samtidig siger det også noget om de gamle salmers gangbarhed og tidløshed. De rummer på mange måder noget universelt, der ikke knytter sig til årstal eller modernitet, siger Karl-Johan Hansson.

Men det har også en anden forklaring, mener Peter Balslev-Clausen. Efter N.F.S. Grundtvig og B.S. Ingemann var der nemlig mange år, hvor Norden ikke fostrede bemærkelsesværdige salmedigtere.

Der var nogle enkelte, som markerede sig, men det var først for alvor omkring 1970'erne, at der igen blev skrevet brugbare salmer. Det skete stort set samtidig med, at man i de fleste nordiske lande tog fællessangen og salmesangen ud af folkeskolen. Folk under 40 har aldrig nået at lære nye salmer. De har kun fået overleveret de kendte salmer fra deres forældre. Rummet for at lære salmerne forsvandt. Kun i kirken og enkelte steder ud over landet holdt man traditionen med fællessang i hævd, men det var et begrænset antal mennesker, der kom i de sammenhænge, siger Peter Balslev-Clausen.

Peter Balslev-Clausen og Karl-Johan Hansson har begge arbejdet med og forsket i nordisk salmekultur- og -tradition i mange år. Og et slående fællestræk for de nordiske landes brede befolkning er også fraværet af de tunge dogmatiske salmer. Det er ikke opstandelsessalmerne, vi husker og sætter mest pris på, ej heller pinsesalmerne.

Folkets salmer er almene. De, der handler om kærlighed, slår mere an end dem, som er præget af kristendommens teologiske omdrejningspunkter, siger Karl-Johan Hansson.

Vi er ikke så kirkeligt forankrede, som vi var tidligere, og vores kristendomskundskab er i samme åndedrag blevet mindre. Det er det almenmenneskelige, der spiller den største rolle for folket, og det svarer godt til, at det i dag også er den personlige religiøsitet, der ligger uden for kirken, som præger os mest, siger han.

Peter Balslev-Clausen mener også, at forklaringen skal findes i det noget abstrakte budskab, der ligger i opstandelsen.

Man skal lidt højere op i sin virkelighedsforståelse for at få et bevidst forhold til opstandelsen, og der er nok ikke så mange i den brede befolkning, som har beskæftiget sig med opstandelsen på den måde.

Samtidig ligger der en vis åndelig blufærdighed ved at tage opstandelsessynet til sig og give udtryk for det, og det kan være svært at komme ud over, siger han.

Var det alene op til teologer, præster og inkarnerede kirkefolk, ville salmevalget nok være mere dogmatisk præget, men det er også vigtigt, at salmerne er folkets sang, mener Balslev-Clausen.

Den lutherske gudstjeneste består af prædiken, tekstlæsning og salmer. Hvis ikke alle tre elementer er med, så er det ikke en gudstjeneste, som vi forstår den. Prædiken og tekstlæsning er det intellektuelle input, mens salmerne skal vurderes ud fra, at de er bærere af den følelsesmæssige side. Selvom teologer og præster nok også ville vægte de lidt teologisk tungere salmer, så er folkets salmer også kirkens salmer, og de, der betyder mest for den brede befolkning, er alle gode og meningsfulde salmer, siger han. /Kristeligt Dagblad/

1. Dejlig er jorden (B.S. Ingemann, 1850)

2. Altid frejdig, når du går (Chr. Richardt, 1867)

3. Nu falmer skoven trindt om land (N.F.S. Grundtvig, 1844)

4. I østen stiger solen op (B.S. Ingemann, 1837)

5. En rose så jeg skyde (Th. Laub m.fl., fra 16. årh. til 1920)

6. Julen har bragt velsignet bud (B.S. Ingemann, 1839)

7. Den signede dag med fryd vi ser (N.F.S. Grundtvig, 1826-1846)

8. Op al den ting, som Gud har gjort (H.A. Brorson, 1734)

9. Blomstre som en rosengård (N.F.S. Grundtvig, 1837)

10. Den yndigste rose er funden (H.A. Brorson, 1732)

1. Den blomstertid nu kommer (Israel Kolmodin, 1694)

2. Härlig er jorden (B.S. Ingemann, 1850)

3. Tryggare kan ingen vara (Lina Sandell-Berg, 1856)

4. Stilla natt, heliga natt (Joseph Mohr, 1818)

5. Blott en dag (Lina Sandell-Berg, 1865)

6. I denne ljuva sommartid (Paul Gerhardt, 1653)

7. Gläns över sjö och strand (Viktor Rydberg, 1891

8. Bred dina vida vingar (Lina Sandell-Berg, 1865)

9. Bereden väg för Herran (Frans Mikael Franzén, 1812)

10. Hosianna, Davids son (tekst fra Matt. 21:9, mel. af Georg Joseph Volger, 1795)

1. Deilig er jorden (B.S. Ingemann, 1850)

2. Kjærlighet fra Gud (Jens N.L. Schørning, 1854)

3. Alltid freidig, når du går (Chr. Richardt, 1867)

4. O bli hos meg (Henry L. Lyte, 1847)

5. Deg være ære (Edmond L. Budry, 1885)

6. Lei, milde ljos, igennom skoddeeim (John H. Newman, 1833)

7. Påskemorgen slukker sorgen (N.F.S. Grundtvig, 1843)

8. Å leva, det er å elska (Anders Vassbotn, 1892-93)

9. Bred dina vida vingar (Lina Sandell-Berg, 1865)

10. Fagert er landet du oss gav (Anders Hovden, 1907)