Det handler om tillid

I Danmark har vi en salmeskat uden lige, mener Christian Mejdahl. - Foto: Leif Tuxen.

- Min yndlingssalme handler om tillid til Guds løfter og omsorg, siger Folketingets formand, Christian Mejdahl (V)

- Ud af salmebogens over 780 salmer er det svært at vælge én. Men det må blive "Du gav mig, o Herre, en lod af din jord" af K.L. Aastrup. I de to første vers handler den om menneskelivet, og de to sidste vers er en bøn om at leve i Guds løfter og at være tro med det, man er blevet betroet. Til sidst er der en bøn om, at ens navn er indskrevet i livets bog. Det er en meget central salme.

- Jeg husker den langt tilbage. Jeg er vokset op i en præstegård på landet. Min mor spillede orgel, og vi sang mange salmer derhjemme. Salmen er fra 1945, og den kom med i salmebogen i 1953. Dengang holdt man sangaftner for at lære de nye salmer i salmebogen, så det kan være der, jeg har lært den.

- Jeg synger den regelmæssigt, den bruges jo ofte i kirkerne, også til begravelser. Den kan bruges i alle livssituationer.

- Af denne salme synes jeg, man kan lære, at man kan leve i tillid til Guds løfter og omsorg. Salmer er jo i det hele taget en tolkning af evangeliet og menneskelivet. Med salmerne kan man synge lovsang og prise det, der er bærende i ens tilværelse. Salmerne kan sætte ord på følelser i forhold til kristendommen, siger Christian Mejdahl og fortsætter:

- I Danmark har vi en salmeskat uden lige, når man tænker på, at vi er så lille en nation, som vi er.

På denne plads vil vi fremover hver torsdag bringe interview med forskellige mennesker om deres yndlingssalme. Næste uge går salmestafetten videre til tidligere kirkeminister, Tove Fergo.