Evigheden er på spil

Salmesætningen "Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde" har gjort et stort indtryk på Tove Fergo. Foto: Leif Tuxen.

For tidligere kirkeminister og sognepræst Tove Fergo er det vigtigt, at salmer har et enkelt og solidt budskab

Hvilken salme betyder mest for dig?

- Jeg holder utroligt meget af salmen "Herre Gud! Dit dyre navn og ære". Det, der særligt taler til mig i den salme, er linjerne: "Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde". Salmen fortæller her, at Gud er absolut, og at han er en klippe, der ikke kan rokkes.

Hvornår lærte du den salme at kende?

- Det kan jeg ikke huske, men allerede i min studietid holdt jeg af den, og som ny præst brugte jeg den ofte. For den bekræfter, at Gud er den grundlæggende forudsætning for os som mennesker. Det budskab er enkelt og solidt.

Kan salmen bruges til alle lejligheder?

- Jeg bruger den ikke til bryllupper og begravelser, fordi den ikke er så kendt. Den kunne ellers godt være en "ørehænger". Den er en af de salmer, jeg oftest vælger til almindelige gudstjenester, dog ikke så ofte, at menigheden bliver træt af den.

Hvad kan man lære af salmen?

- Salmen lærer os, at Gud er, uanset hvad vi som mennesker forestiller os. Gud er altid tilstedeværende, og han er forudsætningen for alt liv. Jeg tror på skabelsen, måske ikke helt som den står omtalt i Første Mosebog, men jeg tror på, at Gud har skabt alt, og at han opretholder alt liv. Det siger salmen meget præcist med sit billedsprog.

Hvad er dit forhold til salmer generelt?

- Jeg mener, at det at synge om Gud og om hans kærlighed er evangeliets vej ind i vore hjerter. Salmer taler ofte mere til os, end det talte ord gør.

Tove Fergo har valgt at give salmestafetten videre til professor i musikpædagogik, Inge Marstal. Hun vil i næste uge fortælle om sin yndlingssalme på denne plads./Kristeligt Dagblad/