At lægge sin skæbne i Guds hænder

Lone Hertz mener, at hun kunne fylde sin begravelse med minimum tre timers salmesang, hvis hun selv skulle vælge. Foto: Scanpix.

- Man kunne kalde "Du, som har tændt millioner af stjerner" et moderne fadervor, siger skuespiller Lone Hertz

Har du en yndlingssalme?

- Der er utallige salmer, som jeg holder af, dog har de fleste allerede været valgt i "Salmestafetten". Men én, som jeg virkelig anbefaler, er "Du, som har tændt millioner af stjerner" af Johannes Johansen. Den har en bedårende inderlighed og ynde i sig. Den er poetisk og lys, og den rummer en naivitet og uskyld, som gør, at den egner sig som aftensang, ikke mindst for børn. Her kunne den såmænd godt for mig erstatte fadervor, som ikke er særlig børnevenlig, for ordene siger det samme. Og så er melodien så smuk.

Er der en formulering eller tanke i salmen, som du holder særligt af?

- Ja, verset "Du, som har tændt millioner af stjerner, mørket i verden vil du byde trods. Du er vor Far, den, der vogter og værner, lys i det mørke, som kommer fra os". Og så rummer salmen en hyldest til en vidunderlig gud, den rummer tak og bøn om den tilgivelse, som vi jo har brug for hver eneste dag. Salmen lægger skæbnen så aldeles i Guds hænder. Det er i al sin ydmyghed stort skrevet.

Mener du, man kan lære noget af salmen?

- Ja, som sagt ydmyghed, taknemmelighed, positivitet, omtanke for andre mennesker, at søge glæden i det små og ikke mindst hengivenheden over for en skaber. Det er en væsentlig salme med en henrivende lethed.

Hvad betyder de danske salmer for dig?

- Salmerne er udtryk for hjertets tanker. De er bevægende, trøstende og livgivende. "Hil dig, frelser og forsoner" er min trosbekendelse. Havde jeg ikke andre ord, ville denne salme være nok. Men i det hele taget ville jeg kunne fylde min begravelse med minimum tre timers salmesang, hvis jeg selv skulle vælge salmer.

Lone Hertz har sendt stafetten videre til formand for Det Radikale Venstre, Marianne Jelved. Hun vil i næste uge fortælle om sin yndlingssalme på denne plads.