Salmernes rum giver ro

"I østen stiger solen op" starter ude i det store landskab og ender i det indre, siger Erik Steffensen, som er fotograf, maler, forfatter og professor ved Det Kgl. Danske Kunstakademi

- Der er mange, men jeg holder meget af Ingemanns "I østen stiger solen op". Første linje er ren mystik. Man bliver ydmyg over for så stort et billede. Det er en salme, der rammer noget dybt i os, og melodien bliver ét med det landskab, den skildrer. Salmen lokaliserer verdenshjørnerne, og dens beskrivelse starter ude i det store landskab og ender inde i en selv. Mange salmer beskriver - i lighed med megen børnelærdom - noget udenlands. De peger ud over verden og ender ultimativt hos Gud. Det store spillerum, der er i denne salme, er det samme rum, som jeg selv bruger som kunstner. Jeg kredser om de samme ting.

- Jeg forbinder den med min barndom og skolegang. Den minder mig om barneglæde, for der er en uoversættelig glæde til stede i sangen. Jeg kommer fra arbejderklassen, og når man vokser op med en have på 10 kvadratmeter, kan man let overskue de nære ting. "I østen stiger solen op" taler om noget større. Den salme var min første rejse, og mon ikke den også bliver min sidste. For salmen hører ikke kun til i barndommen. Jeg sang den sidst til min mors begravelse.

- Salmerne er vores folkesjæl. Jeg bærer dem med mig. De rummer noget smukt og dannende. Jeg har lige arvet en salmebog, og når jeg slår op og læser en linje af "Den signede dag", kommer hele salmens rum til mig. Det religiøse i salmerne giver mig den ro, som man leder efter. Det er ligesom med et billede af Hammershøj, hvor man tænker: "Der vil jeg gerne bo".

Erik Steffensen har valgt at sende stafetten videre til kunstneren Aase Gernes, som var gift med afdøde kunstner Poul Gernes. Hun vil i næste uge på denne plads fortælle om sin yndlingssalme.